Atomkraftlobbyen har kronede dage - også i Danmark. Enkelte partier har fuldt ud taget  en række stærkt forenklede, selektive eller misvisende påstande om atomkraft til sig. Og spreder gerne “fake news” om de mange fordele, der er ved atomkraft - i forhold til fx. havvindmølleparker. 

Det er heldigvis nemt til at faktachekke den “forurening”, der sker i diskussionen om Danmarks energifremtid- som bygger på en romantisk forestilling om atomkraft som den store, teknologiske redningsplanke. 

Lad os tage havvindmølleparken Thor på 1 GW, der står klar i 2027  som alene kunne forsyne omkring en million husstande. Bygges på tre år til en pris af 15-16 mia. Det giver ved nem omregning en GW pris på 15-16 mia.  på anlægget. Og regner man selve elprisen ud, bliver den alt efter renteniveau ca. 340-350 kr./MWh

Og lad os se på  fx atomkraftværket  Vogtle 4 i USA, som det tog 15 år at bygge - kom i drift i 2024. Prisen blev 120 mia., og kapaciteten er 1,1 GW  - det giver en GW pris på 108 mia. på anlægget. Regner man selve elprisen, så vil den ligge omkring 900-1000 kr./MWh beregnet på samme renteniveau som med havvinden.

Handler det om penge og lobbyvirksomhed?

Der er med andre ord ikke megen redningsplanke - hverken energimæssigt eller økonomisk - i atomkraft. Ikke for skatteborgerne og forbrugerne  i hvert fald. Ingen grund til at gå ind i affaldsproblematikken vedr. atomkraftværker - de er stadig ikke løst - og kan jo heller ikke løses.

Men hvorfor er det, at atomkraften pludselig dukker op som en løsning, der kan bruges i  fremtidig dansk energi, når det er så åbenlyst, at andre  løsninger er hurtigere, bedre og billigere?

Er det håbet om at satse på én stor stabil løsning, som gør, at vi slipper for svære valg om energiforbrug og naturhensyn. Atomkraften fremstilles ofte som svaret på vindens ustabilitet. Den fortælling overser, at Danmark rent faktisk har et ganske stærkt fleksibelt energisystem, med fleksibelt elforbrug , fjernvarmelagre, Power to X – og ikke mindst voksende el fra havvind el. Forsyningssikkerhed skabes  gennem systemdesign og ikke ved at have én dyr megateknologi – hvor vi er afhængige af import af uran – det giver jo kun øget sårbarhed.

Eller er det så enkelt, at det handler om penge? Altså de penge som Atomkraft-lobbyen har et håb om at kunne hente ud af de danske forbrugere til investorerne.

Risikoen placeres i samfundet

Atomkraft er – som prisen viser – ekstremt kapitalkrævende. Atomkraftværker bygges derfor som en konstruktion, hvor forbrugerne på forhånd forpligtes til at betale for investorernes sikkerhed for afkast. Det sker med statslige garantier, langsigtede prisaftaler der holder elprisen høj – langsigtede bindinger – og ingen handlefrihed. Risikoen placeres i samfundet – investorerne ”nøjes” med at tage afkastet.  

Men det er vel også her, atomkraftlobbyen har sin berettigelse for at ”hjælpe” politikere med at gøre dyr, langsomt og risikofyldte energiprojekter – som atomkraft – politisk spiseligt. Ved at flytte  opmærksomheden væk fra el-prisen, skjule og gøre statsstøtten acceptabel, udskyde regningen og forklare, hvorfor forbrugerne bør betale for investorernes sikkerhed.

Og nogle politikere lytter. Også selvom det må fordre et helt særligt politisk sindelag at formulere en energipolitik, hvor atomkraften giver mening, som enkelte partier gør. Og i særlig grad fordrer det, at man er i stand til fuldstændig at lukke øjnene for fakta, der belyser atomkraften som energiform - om det er økonomisk eller forsyningsmæssig.