Vi ved det i virkeligheden godt – noget har forandret sig.

Små tegn i hverdagen, som år for år akkumulerer. Det er som om pladsen at bevæge sig på bliver mindre og mindre, tempoet højere og højere og spørgsmålene til egen indsats flere og flere. Det fungerer ikke rigtigt, som det gjorde engang.

Forandringen kan endnu blot fornemmes, og tanken om det kommende jordskred har ikke taget fast plads i vores bevidsthed. Jeg ser tre skred som tilsammen vil ryste vores verden: Den procentvise del af ældre vokser og vil fortsætte med at gøre det de næste 30 år. Arbejdsstyrken vil i samme periode falde, og uddannelsesniveauet risikerer at stagnere. Eller sagt mere direkte. Gør vi ikke noget, kan vi se frem til at blive: Ældre, færre & dummere.

Den offentlige sektor står overfor skræmmende udfordringer – klimaændringerne, dårligere helbred og en hastigt aldrende befolkning. Samtidig medfører økonomisk afmatning og strammere budgetter et enormt pres på det offentlige for at finde mere effektive og omkostningseffektive metoder – vel at mærke uden at gå på kompromis med kvaliteten.

Udvikling af velfærden i Danmark bliver blandt de kommende års største opgaver for kommunerne. Og der skal radikal nytænkning til, hvis det skal lykkes og undgå at ende i afvikling.

Uden for Danmark eksperimenteres der også med nye velfærdsløsninger. Specielt britiske initiativer og tænkere har givet mig inspiration til, hvordan offentlig privat velfærdsinnovation kan gribes an.
Storbritannien repræsenterer en anden velfærds tradition end den skandinaviske, og ikke mindst en økonomi, der er en faktor 10 større end den danske. Alene størrelsen betyder, at antallet og variation af eksperimenter er højere end i Danmark, mens forskellene i tradition kan ses som et vindue til fremtiden - en mulighed for at få indsigt i løsninger, der fungerer under rammevilkår, der måske ikke er så langt fra virkeligheden i fremtidens Danmark.

I Storbritannien har regeringen under overskriften ”Big Society” (http://www.cabinetoffice.gov.uk/big-society) kastet sig ud i et stort velfærdseksperiment. En storstilet satsning på at mobilisere civilsamfundets ressourcer, skabe samspil med private aktører og give et langt større ansvar til borgere, medarbejdere og lokale myndigheder.

Nye strategier for velfærdsinnovation materialiserer sig. De repræsenterer forskellige – men ikke nødvendigvis konfliktende – svar på de store udfordringer: Pressede budgetter og mangel på arbejdskraft, voksende efterspørgsel som følge af demografisk udvikling samt stigende forventninger hos borgerne.

Jeg ser særligt tre strategier for velfærdsinnovation tone frem:

1) Nye markeder for velfærdsservices bryder frem som en mulig ny arbejdsdeling mellem velfærd tilbudt som privat forbrug og offentlig velfærd. Nye omsorgsservices og velfærdsteknologier kan på samme måde som vaskemaskinen, udvikle sig fra at være et offentligt hjælpemiddel, til at være almene forbrugsgoder. Hvis fremvæksten af private forbrugsløsninger kan stimuleres, kan de aflaste det offentlige. Spørgsmålet er: kan der findes løsninger og strategier, som gør det legitimt for det offentlige at indskrænke sit ansvar, og overlade områder til privat forbrug? Og efterfølgende, hvordan kan offentlige og private aktører sammen identificere de områder, der rummer de bedste muligheder, og sikre en hurtig omstilling?

2) Der er mange muligheder for at gentænke de offentlige velfærdsydelser – for at øge borgernes oplevede kvalitet og reducere de offentlige omkostninger.  Men de lavest hængende frugter i form af procesforbedringer og digitaliseringer af administrative arbejdsgange, er høstet mange steder. Næste niveau gælder selve velfærds-leverancen og designet af konkrete velfærdsydelser. Udviklingen af nye velfærdsteknologier, der kan forandre form og indhold i kendte velfærdsydelser afføder et behov for også at gentænke de samlede services, de er en del af. Hermed ændres samspillet mellem offentlige og private. Det offentlige skal ikke længere købe produkter eller teknologier, men løsninger. Det ændrer også det klassiske kunde-leverandør-forhold og stiller krav om, at offentlige og private aktører kan håndtere en ny type udviklingspartnerskaber.

3) Nye sociale teknologier og organisationsformer skaber mulighed for en mere radikal omlægning af opgavefordelingen mellem det civile samfund, det offentlige og de private virksomheder. Socialt entreprenørskab og social-økonomiske virksomheder repræsenterer en ny – eller måske bare en revitaliseret – mulighed for at koble menneskers behov og ressourcer på nye måder. Her er der grundlag for andelsbevægelsen 2.0.  Der er tale om et paradigmeskift, hvor velfærd frem for at være noget, det offentlige gør for og ved de trængende, er noget, vi som borgere selv tilvejebringer sammen med ligesindede mennesker. En bevægelse væk fra 'os og dem’ kulturen – de ’omsorgsydende’ og 'trængende’, og hen i mod en ny kultur, hvor mennesker ejer deres egne behov og får støtte til at finde løsninger.

Jeg har tegnet de tre strategier skarpt op. I realiteten er de kun langsomt ved at tage form. Det er den mulighed vi kan gribe i Danmark: At vende de udfordringer vores velfærdsmodel står overfor til muligheder for at skabe nye bæredygtige velfærdsløsninger og samtidig gøre netop det til en erhvervsmæssig styrkeposition. Forudsætningen for, at en sådan ambition kan realiseres er, at både offentlige og private aktører nysgerrigt følger den tidlige fremvækst af nye ideer, lærer af dem og omsætter dem til konkrete udviklingsambitioner, hvor kommunerne rækker ud mod nye partnere og nye samarbejdsformer.