Aalborg viser vejen til en levende bymidte
Aalborg viser vejen til en levende bymidte

En frisk vind presser sig gennem gågaderne i Aalborgs midtby denne fredag formiddag. Jeg står foran byens vartegn, domkirken Budolfi Kirke, sammen med Lene Lykkegaard, udviklingschef i Aalborg Business og Rie Malling, arkitekt og byplanlægger i Aalborg Kommune.
Mødestedet er ikke valgt tilfældigt af Lene Lykkegaard. Området blev åbnet for nyligt efter at have været byggeplads i et par år og er et eksempel på, hvad de nye vinde gør ved den gamle industriby.
Her lå tidligere en superbrugs med et stort parkeringsanlæg ovenpå. Omkranset af trist beton og kedelige facader. Nu er pladsen uigenkendelig med restauranter, en bager og ikke mindst et finurligt forløb med zig-zaggende trapper, grønne planter og flotte sten. Bilerne er gemt af vejen under jorden i en ny parkeringskælder.
Business Aalborg
En del af Borgmesterens Forvaltning og består af ca. 50 medarbejdere, herunder erhvervskonsulenter, projektledere, strategiske konsulenter, ledelse, kommunikation og administration. Business Aalborg er sat i verden for at skabe vækst og beskæftigelse i Aalborg og Nordjylland.
Kilde: Aalborg Kommune
De store ændringer har også givet bedre plads til både kirken og det gamle posthus lige ved siden af, så begge bygninger nu står meget tydelige i gadebilledet. Kirken trækker spor helt tilbage til år 1000 og posthuset er fra 1908 og fredet. Tidligere var adgangen til dem delvis generet af gennemkørende trafik og en trang parkeringsplads.
Lær af Aalborg
Kommunen.dk besøger Aalborg på en slags opfordring. Chefkonsulent i interesseorganisationen Dansk Erhverv Per Thye Rasmussen har udpeget Aalborg som eksempel til efterfølgelse. KL har lanceret en kampagne kaldet ”Genstart handelsbyerne”, og Per Thye Rasmussen mener, der er noget at lære af Aalborg:
- Der kom en kommunal erhvervsstrategi for to-tre år siden uden overhovedet at nævne detailhandel. Det kan ikke være rigtigt, sagde vi til borgmesteren. Detailhandlen er et betydningsfuldt erhverv med 9.000 ansatte. Og det var han enig i.
Butikkerne er ansigtet udadtil, og ser man tomme butikker, tænker man nemt, at det går dårligt her. Så vi arbejder for at skabe vækst i branchen, for det understøtter vækst i industrien.
Per Thye Rasmussen fortæller, at kommunen derefter tog initiativ til at samle en række organisationer, foreninger og virksomheder i et lokalt partnerskab, og kommunen oprettede en ny stilling som commercial brand manager, der fik ansvaret for ”at styrke det pulserende byliv og blive bedre til at tænke events, kulturelle arrangementer, restaurationsliv, detailhandel og turisme sammen”, som der står i den nye detailhandelstrategi.
Initiativer, der får stor ros af Per Thye Rasmussen:
- Nu er detailhandlen fokusområde nummer et i den kommunale erhvervsfremmestrategi. Der er ikke mange ledige butikslokaler i midtbyen, og Magasin er kommet tilbage til Aalborg, siger han.
Tomgang
Antallet af ledige butikker i Aalborg er på nogenlunde samme niveau i dag som tidligere år. Det viser tal fra erhvervsmæglerfirmaet Nordicals, som netop har udsendt seneste udgave af sin ’markedsindsigt’. I 2. kvartal 2020 stod 8,2 pct. af butikkerne i Aalborg ledige. I første kvartal 2017 var tallet for såkaldt tomgang på 6,7 pct.
Tomgangsprocent
Andelen af ledige butikslejemål
Odense 5,20
København 6,00
Aarhus 6,10
Randers 6,10
Aalborg 8,10
Esbjerg 8,20
Kilde: Markedsindsigt, september 2020, Nordicals.
Partner i Nordicals og erhvervsmægler med base i Aalborg, Mattias Manstrup forklarer, at der altid vil være ledige butikker i en by som Aalborg og at det strukturelle tal for tomgang vil ligge lige under syv procent. På grund af corona har flere butikker måttet dreje nøglen om for sidste gang, og det kan forklare det lidt højere tal i begyndelsen af året.
Også sammenlignet med landets største byer er der flere tomme butikslokaler i Aalborg. Den såkaldte tomgangsprocent i 2. kvartal er 6,10 i Aarhus, 6,0 i København og 5,2 i Odense.
I Nordjylland er andelen af ledige butikker i Frederikshavn den samme som i Aalborg, og sydpå har både Viborg og Randers en lavere tomgangsprocent.
Ansigtet
Lene Lykkegaard, udviklingschef i Business Aalborg, fortæller om det nye fokus på detailhandlen i kommunen:
- Butikkerne er ansigtet udadtil, ser man tomme butikker, tænker man nemt, at det går dårligt her. Så vi arbejder for at skabe vækst i branchen, for det understøtter vækst i industrien.
Der er cirka 10.000 arbejdspladser i detailhandlen i hele kommunen, det er ca. ti pct. af alle arbejdspladser i kommunen, og ifølge Lene Lykkegaard var det vigtigt for parterne bag det nye samarbejdet i midtbyen, at den nye brand manager også fik ordet ”commerciel” i titlen:
- De lagde stor vægt på det kommercielle, at han skal skabe omsætning i byen.
Konkurrencen fra internet-handel rammer også butikkerne i Aalborg, og derfor skal der være noget andet inde i de enkelte butikker, der skal det være oplevelser, de skal være showroom, mener Lene Lykkegaard.
Loopet
Hun taler også om, at byens restauranter og cafeer skal bidrage til at skabe oplevelser. Og kommunens byplanlægning arbejder på at binde gågaderne sammen med legepladser og grønne områder, så folk puffes rundt og ikke nøjes med at opholde sig i et hjørne, men ledes hen til flere butikker.
Den planlægning står arkitekt i kommunen, Rie Malling, blandt andet for. Hun er med til at skabe det hun kalder ”loopet rundt i byen” med sammenhængene gågader, kvarterer med hver deres identitet.
Her hvor vi står, på den nye Budolfi Plads, midt i Aalborg med udsigt til domkirken og det gamle posthus, som nu huser en bank, er der inden for få år anlagt en ny legeplads, hvor der før var en lille parkeringsplads og en stor åben plads omkranset af boliger, cafeer og restauranter, hvor der før var en af midtbyens største parkeringspladser.
Rie Malling fortæller, at der arbejdes med at placere parkeringspladserne i periferien men med direkte gå-ruter ind til bymidten.
Partnerskabet PULS
Med en omsætning på 12,8 mia. kroner, 972 butikker og knap 9.200 ansatte spiller Aalborgs butikker, caféer og restauranter en vigtig rolle.
For at blive bedre til at tænke events, kulturelle arrangementer, restaurationsliv, detailhandel og turisme sammen har en række aktører indgået partnerskabet PULS. Det er blandt andet:
Aalborg Kommune
BusinessAalborg
Aalborg Events
VisitAalborg
Aalborg City
Dansk Erhverv
HK Handel
Aalborg Handelsskole
Aalborg Universitet
University College Nordjylland
Kilde: Aalborg Kommune.
Chefkonsulent i Dansk Erhverv Per Thye Rasmussen har fulgt nøje med i udviklingen af det centrale Aalborg:
- Her er man virkelig gået efter bolden og har skabt noget. Men det kan godt betale sig at lave indsats og ikke blot skyde på internet-handel og storcentre.
Kan Aalborg-modellen rulles ud over hele landet?
- Ja, det kan jeg godt se for mig. Erhvervsministeriets initiativ ”Levende bymidter” er efter samme model. Vi ved, at bymidter i fremtiden ikke skal se ud som de altid har gjort, men der skal være flere cafeer og oplevelser, siger Per Thye Rasmussen, som roser det brede samarbejde i Aalborg:
- Ingen kan løse de her problemer alene.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.






















