Først og sidst et corona-år

1. 2020 blev året, da globaliseringen for alvor ramte dagligdagen i skikkelse af en inficeret flagermus på et marked i Wuhan, en by i det centrale Kina som de færreste havde skænket en tanke, før coronaen slog ned i Bergamo i Norditalien. Derefter gik det hurtigt, og snart efter var intet længere det samme.

I det offentlige Danmark tog en hidtil uset central styring over, og på de indre linjer i regionerne blev kriseberedskabet en øjenåbner for, hvor meget fleksibilitet der kan mobiliseres, og hvor hurtigt og effektivt man kan omlægge dagligdagen, hvis man bare går i gang i stedet for at holde endeløse møder for at forhandle alting på plads på forhånd.

I kommunerne blev den hidtidige træghed i forhold til virtuelle møder afløst af situationens nødvendighed, og også det bidrog med en forståelse for, hvad nye arbejdsformer kan bidrage med, også bagefter når det hele engang er overstået.

Udligningsreform blev kæmpet hjem

2. Før coronaen overtog scenen, var 2020 i kommunal sammenhæng det år, hvor lang tids opsparet forventning om en udligningsreform omsider skulle forløses. Det var nu ikke lige det, der skete, i hvert fald ikke på det første stræk.

Tværtimod var der ballade med beregningsgrundlaget for regeringsudspillet, som ikke sådan lige var til at vriste ud af indenrigsministeren, og da det endelig lykkedes, var der fejl i nogle af tallene. Ingen af delene gjorde noget godt for forhandlingsklimaet, og til overflod endte en fejadresseret intern mail fra Socialdemokratiets spinmaskine på forsiden af Jyllands-Posten, hvor rasende V-forhandlere kunne læse, hvordan de skulle “angribes” ved hjælp af læk fra forhandlingerne.

Hvis ikke globaliseringen i skikkelse af coronaen havde ramt som en hammer netop på det tidspunkt, er det ikke godt at vide, hvor det hele ville være endt, men med opmærksomheden rettet andetsteds og passende indrømmelser som afbigt for lækkerne, lykkedes det alligevel at få en aftale i hus.

Endda en ganske solid aftale, hvor de to store borgmesterpartier Socialdemokratiet og Venstre markerede deres position overfor lillebrorpartiet De Konservative med en musketéred, der ikke vil lade et hvilket som helst tilfældigt valgresultat rokke ved noget. Og i kommunerne gav aftalen tillige langt mindre støj og utilfredshed, end de fleste havde ventet.

Ældresvigt kom frem i lyset

Rådmand for Sundhed og Omsorg i Aarhus, Jette Skive (DF) blev mål for den største del kritik for sommerens plejesvigtsager og mørklægningen af dokumentationen for samme. Foto: Søren Vendelbo, Ritzau Scanpix

Rigtig skub i sagerne kom der dog ikke, før Ekstra Bladet opsnappede nogle af optagelserne og offentliggjorde klip fra dem på sin hjemmeside. Især Aarhus-rådmand Jette Skive (DF) stod for skud, både for selve plejesvigtet, men også fordi det var hendes magistratsafdeling, der havde sat fogedforbuddet i værk.

Der var dem, der mente, at svigtet var så slemt, at hun burde trække sig fra sin rådmandspost, men affæren fik hende i stedet til på ny at overveje, som hun skulle stille op ved KV21, selvom hun allerede kort efter KV17 havde annonceret, at hun ikke ville. Om hun gør det alligevel, har hun endnu ikke afgjort.

Borgmestre i modvind

4. I København nød overborgmester Frank Jensen (S) ikke den luksus at få god tid til at overveje sin fremtid. En fredag bragte Jyllands-Posten en kronik med fornyet lys på hans årelange og i virkeligheden velkendte #metoo-adfærd, og mandagen efter stillede Frank Jensen selv et skafot op på Islands Brygge og meddelte sin afgang.

I Tønder løb tiden ud for borgmester Henrik Frandsen (V) efter mindre end fem år. Væltet som sit nu daværende partis spids ved KV21 af en udefrakommende, men ikke nødvendigvis slået. Siden fire måneder efter opgøret har han repræsenteret den nydannede Tønder Listen, som tog yderligere fem byrådsmedlemmer med sig fra Venstre og bliver en muligvis afgørende joker ved KV21.

Rette parti til et genvalg

5. Tønder-borgmesteren er langt fra den eneste, der har skiftet parti. 2020 har indtil nu budt på over 100 partihop i byrådene, en heftig stigning i forhold til 41 sidste år og blot 22 i 2018. En naturlig øgning af kadencen, efterhånden som KV21 nærmer sig, og man som byrådsmedlem gerne vil positionere sig rigtigt i genvalgsøjemed.

Ikke kun individuelle byrådsmedlemmer har blikket rettet imod, hvor og hvordan de står i forhold til KV21. I årets løb har Den Sociale Fællesliste i Rebild og Borgerlisten i Billund nedlagt sig selv, begge efter at have været repræsenteret siden KV13. I Allerød har Blovstrødlisten været repræsenteret siden KV01, men er det ikke mere efter et afhop til Venstre og overvejer nu at lukke helt.

Farveller i utide

6. Som det gælder for positioneringerne i de meniges rækker, trædes der også hårdere i pedalerne blandt borgmestrene, der gerne vil sikre sig, at det bliver en partifælle, der overtage efter dem, når de stopper. Det er i hvert fald hovedreglen, og den får nogle borgmestre til at trække sig i utide, så en afløser kan blive kørt ind i god tid inden KV21.

Eva Kjer Hansen er tilflytter til Kolding med det formål at blive borgmester, og Jørn Pedersen fandt det lige friskt nok, at “man flyver kendisser ind udefra”. Andre kendisser, dog ikke indfløjne, er Villy Søvndal (SF), der også går efter borgmesterposten i Kolding, og Ellen Trane Nørby (V) der udfordrer S-borgmester Erik Lauritzen i Sønderborg.

Ledige pladser for bordenden

7. København oplever en variant af dette, idet Socialdemokratiets overborgmesterkandidat efter Frank Jensen, Sophie Hæstorp Andersen, foruden folketingsbaggrund først og fremmest, og senest, har regional baggrund som regionsrådsformand i Hovedstaden.

I København går tillige Liberal Alliances Ole Birk Olesen efter at supplere sit folketingsmedlemskab med en plads i Borgerrepræsentationen, hvor LA hidtil har haft en noget omskiftelig skæbne.

Foruden de allerede nævnte borgmestre sagde Joy Mogensen (S) allerede sidste år farvel til Roskilde for at blive minister, og i år har Ole Bollesen (S) i Syddjurs, Egon Fræhr (V) i Vejen, Ole Wej Petersen (S) på Ærø, H.P. Geil (V) i Haderslev, Ib Kristensen (V) i Billund, Erik Buhl (V) i Varde, Niels Viggo Lynghøj (S) i Struer og John Engelhardt (V) i Glostrup meddelt, at de ikke vil genopstille til KV21.

Et nyt Wuhan eller et nyt Hongkong

8. Selvom alle hen over sommeren havde slået sig til tåls med, at det værste så ud til at være overstået, så fik sortseerne, også kendt som realisterne, ret i, at coronaen ville vende tilbage i anden bølge. Og ikke bare det, det blev værre, og ikke kun for det sociale liv.

En variant af coronavirusset havde slået sig på minkene, eller også var det minkene der havde slået sig på coronaen og frembragt en variant. I hvert fald resulterede det i den dødsdom ikke alene over minkene, der i forvejen kun levede for at blive slået ihjel, men også over hele minkerhvervet.

Inddæmningen af coronaen led fra starten under, at virusset opstod i et totalitært miljø, hvor parti og stat ikke tåler modsigelse. Det forekommer ikke umiddelbart indlysende, hvorfor mere af det samme nu skulle være den bedste kur.