Den politiske historie er rig på uplanlagte partiformandsskift, der har forårsaget enten forbigående eller varig tumult, men Jakob Ellemann-Jensens afgang kommer næppe til at skrive sig ind i den tradition. Tværtimod er alting blevet klappet så hurtigt af, at man kunne forledes til at mistænke skiftet for ikke at være helt uplanlagt eller i hvert fald ikke uforberedt, omend måske især af andre end den daværende hovedperson selv.

Med Troels Lund Poulsen som kommende formand og Stephanie Lose som fortsættende næstformand koncentrerer spændingen sig nu om, hvilke ministerrokader der vil følge efter de formelle valg på Venstres landsmøde 18.-19. november. Herunder hvilke ministerposter de to vil tildele sig selv, og ikke mindst hvilke ressortområder de måtte få fravristet de to andre regeringspartier.

Venstres rekonvalescens er ikke kun et issue for Vestre selv. Hvis SVM-regeringen skal blive mere end en ubetydelig parentes, er det også i både Socialdemokratiets og Moderaternes interesse, at det tredje regeringsparti hurtigt kommer til hægterne, oversat: kan fremvise nogle resultater, der overfor dets egne vælgere legitimerer regeringsdeltagelsen.

Alt tegner til en kåring

Foruden politiske indrømmelser kan tungere - eller flere - ministerposter være et middel til dette. Under Marienborg-forhandlingerne forud for regeringsdannelsen tilbød Lars Løkke Rasmussen ifølge Politiken en af Moderaternes ministerposter til De Radikale for at få dem til at gå med, så det er en kendt valuta, selvom det ikke virkede dengang.

Man må gå ud fra, at Troels Lund Poulsen igen rykker ud af Forsvarsministeriet til fordel for en placering højere i statsrådsrækkefølgen, og man må også gå ud fra, at Stephanie Lose ikke lader sig spise af med et letvægtsministerium, efter at hun har bevist sit værd som vikar i Økonomiministeriet. Men hvilke ministerier der kan komme i spil, hvilke nuværende ministre det vil kunne gå ud over, og hvilke nye navne der eventuelt kan komme i spil, kan der ikke gisnes meningsfuldt om på denne side af næste uges frist for opstilling af formands- og næstformandskandidater.

Alt tegner ganske vist til en kåring af Venstres to nye frontfigurer, men man kan som bekendt ikke være sikker på, at noget vil ske, før det er sket. Og så længe det stadig er muligt at opstille modkandidater, kan alt stadig ske. Men det gør det nu nok ikke, og selv hvis, så kommer det næppe til at rokke ved det endelige udfald.

Rolig hånd på rattet

Som personer er makkerparret Lund og Lose udpræget saglige nær grænsen til det kedelige, men ikke over grænsen. Til gengæld er de meget langt fra den hang til hurtige bemærkninger og/eller ugennemtænkte statements, hvormed Jakob Ellemann-Jensen ofte skabte problemer for sig selv.

Skal man sætte etiketter på dem, kunne det være henholdsvis Venstres mest driftssikre slider og Venstres mest lysende talent. Når den nye konstellation er formelt installeret, er der dømt rolig hånd på rattet i klar modsætning til Venstres første år i regeringen.

Der bliver ingen snublen i starten

Troels Lund Poulsens udtalelse om at han ikke ser sig selv som statsministerkandidat, så længe Venstre ikke har størrelsen til at være statsministerparti, ligner på overfladen overdreven beskedenhed, men er kun muligt at sige for en, der har styrke nok til ikke at behøve fortælle om den. Kontrasten til snakken om det største dyr på savannen er til at få øje på.

Stephanie Loses erklæring om at hun ikke ønsker at være Venstres næste formand, er i samme boldgade. Det har slet ingen hast for den, som tror. Men Stephanie Loses skift fra udtrykkeligt at foretrække regionalpolitik til nu at betragte en ministerpost som en forudsætning, er endnu en demonstration af, at hun ikke gør noget halvt.

Tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidts personlige attak på Troels Lund Poulsen for påstået rygtespredning for 12 år siden om ægtemanden Stephen Kinnocks seksualitet får næppe nogen effekt. Det er en velbeskrevet kendsgerning, at rygtet blev plantet af parrets egen revisor ved et møde med Skat, og at det derfra cirkulerede i embedsmandskredse og også nåede to skatteministre, men Skattesagskommissionen kunne ikke påvise, hvordan det derfra nåede udenfor centraladministrationen.

Når forløbet bringes op netop nu, handler det derfor mindst lige så meget om Helle Thorning-Schmidt selv som om Troels Lund Poulsen, og i længden vil kravet om en undskyldning have svært ved at holde flyvehøjde. En lignende skæbne må formodes at blive andre genopførelser af kendte kritikpunkter fra før i tiden til del.

En politisk genstart

I forhold til personbesætningen bør Venstre derfor ikke have tilbageværende problemer. Så er der politikken, som partiets manøvrer indtil videre ikke har adresseret, og som derfor heller ikke er løst. Formandsskift i sig selv løser ingen kriser, det ved Venstre bedre end nogen, De Konservative muligvis undtaget. Blev alt måske bedre for Venstre, da man slap af med Lars Løkke Rasmussen? Eller for De Konservative, da de skiftede Lars Barfoed ud? Lene Espersen? Bendt Bendtsen?

Alt det ved Lund og Lose naturligvis udmærket, og derfor må man, når de faktisk træder til, forvente en politisk genstart fra deres hånd oveni det ovenfor beskrevne om politiske indrømmelser og ministerposter.

Fejl af den type kommer vi næppe til at se Lund og Lose begå, men fravær af fejl er nok en nødvendig, men ikke tilstrækkelig forudsætning for at Venstre kan rejse sig igen.