Produktivitetskommissionen har ikke bragt os videre i debatten om tilkøbsydelser på velfærdsområdet. Kommissionen ender i sin endelige afrapportering med at gentage både indenrigsministerens og højrefløjens sædvanlige indvending om, at ‘Når offentlige myndigheder ikke kan gå fallit og dermed tvinges til at prissætte deres ydelser, så de indregner alle faste omkostninger, aflønning af kapital med videre, kan der være risiko for, at de sætter prisen for lavt.’ Man kunne med lige så stor ret pege på, at der kunne være klare stordriftsfordele ved, at kommunerne med deres velindrettede og store kapacitet kunne tilbyde tilkøbsydelser, når eksempelvis den praktiske og personlige hjælp er hos borgerne i forvejen.