Ti nye områder skal styrke den frie natur
Ti nye områder skal styrke den frie natur

Ti nye naturnationalparker i det danske landskab skal styrke biodiversiteten i naturen ved at sætte både dyr og planter fri. Områderne blev præsenteret torsdag morgen af miljøminister Lea Wermelin (S) og partierne bag aftalen, Enhedslisten, SF, De Radikale og Alternativet.
- Alt for længe har vi lagt bånd på naturen. Tæmmet den. Gjort den snorlige og symmetrisk. Men i dag sætter vi naturen fri.
- I årtier har vi talt om alt det, der er forsvundet fra vores natur. I dag kan vi begynde at tale om alle de arter, der skal blive flere af. Og det er ikke kun godt for naturen. Det giver også fantastiske naturoplevelser, siger miljøminister Lea Wermelin (S) i en pressemeddelelse.
De nye områder ligger "fra Læsø og Hanstholm i nord, til Draved Skov og Kongens Mose i syd. Og fra Husby i vest til Ulvshale i øst", lyder det.
25.000 hektar til nødstedt natur
I forvejen var det kendt, at der skal ligge naturnationalparker i Fussingø ved Randers, Gribskov i Nordsjælland, Almindingen på Bornholm, Stråsø mellem Herning og Holstebro og Tranum ved Jammerbugt.
Dermed er der afsat områder til 15 naturnationalparker, der tilsammen dækker et område på 25.000 hektar. Det er ifølge ministeriet mere end 20 gange så stort som Danmarks mest besøgte naturområde, Dyrehaven, der ligger nord for København.
Naturnationalparkerne er en del af udmøntningen af en natur- og biodiversitetspakke fra 2020, hvor der blev afsat 888 mio. kr. til at forbedre natur og biodiversitet i Danmark.
I Danmarks Naturfredningsforening glæder præsident Maria Reumert Gjerding sig over udsigten til mere vild natur, hvor dyr og planter kommer i første række.
- Naturen i Danmark har det helt elendigt, mange arter er truet, fordi de mangler levesteder. Det er det, vi forsøger at rette op på med naturnationalparker.
- For første gang tager vi nogle store arealer og siger: Her er det naturens behov, der har førsteprioritet. Vi skal ikke producere tømmer eller landbrugsproduktion, og der skal ikke være jagt. Det er en ny tænkning, men det er klart, vi er ikke i mål, siger hun.
Splittelse i kommunerne
Det er dog ikke alle, der glæder sig over udsigten til en indhegnet naturnationalpark med store græssende dyr som køer, heste og bisonokser i deres nærområder. På forhånd har der været modstand både fra borgere og kommunalpolitikere i nogle af de områder, der har været i spil.
DR har før offentliggørelsen lavet en rundspørge blandt borgmestre i de kommuner, hvor de nye naturnationalparker kunne placeres. I fem af områderne er borgmestrene positive over for parkerne. I seks af områderne er de afventende, mens holdningen er negativ i 11 af områderne, oplyser DR.
Et af de steder, hvor man ser frem til en nationalpark er Syddjurs, hvor borgmester Michael Stegger Jensen (S) personligt ser frem til at Mols Bjerge bliver en af de kommende nationalparker:
- Jeg ser udvælgelsen som en anerkendelse af vores unikke natur i Mols Bjerge. Det passer også godt ind i den biodiversitetsstrategi, vi har som kommune, siger han til TV2 Østjylland.
Et flertal i byrådet har dog været imod nationalparken.
I Haderslev har der også været lokal modstand mod, at der skulle etableres en nationalpark i kommunen.
- Projektet har mødt stor modstand i lokalbefolkningen, og især foreningernes indsigelser mod hegn i området har gjort indtryk på mig. De ved om nogen, hvad der skal til for at bevare og udvikle et godt friluftsliv til gavn for borgere i hele kommunen, siger borgmester Mads Skau (V).
Her er de ti nye vilde naturområder
Læsø Klitplantage (Læsø Kommune).
Hanstholm i Thy (Thisted Kommune).
Husby Klitplantage i Vestjylland (Holstebro Kommune).
Kompedal Plantage i Midtjylland (Silkeborg Kommune).
Mols Bjerge i Djursland (Syddjurs Kommune).
Nørlund Plantage og Harrild Hede i Midtjylland (Ikast-Brande Kommune og Herning Kommune).
Draved Skov og Kongens Mose i Sønderjylland (Tønder Kommune).
Hellebæk Skov og Teglstrup Hegn i Nordsjælland (Helsingør Kommune).
Bidstrupskovene på Midtsjælland (Lejre Kommune).
Ulvshale Skov på Møn (Vordingborg Kommune).
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

























