Døden er et menneskeligt grundvilkår. Og vi kender døden, lang tid før den indtræffer. For døden erfares som afbrydelse af livsforhold mellem mennesker. 

I vore dage kan det ofte tage lang tid at dø, så effektiv er den medicinske praksis. Mellem liv og død oplever den døende en fase, lang eller kort. Den døende, som nærmer sig den uafvendelige ende, vil ofte trække sig mere og mere tilbage. Båndene til de levende kappes ét efter ét. Den døende vender sig indad mod det uafvendelige. 

Således kan man, alt afhængig af omstændighederne, dø hjemme eller på institution, ensom eller omgivet af de kære, smertefrit eller under svære smerter. Enhver ved det, men hvordan er egentlig vor holdning og handling over for døden. Og straks spørgsmålet er stillet, fortoner den etiske vision om en god død sig. 

Samtidig er der en stigende tendens i tiden, at flere og flere dør og begraves ensomme, enten fordi de ikke har pårørende, eller fordi de pårørende ikke ønsker at arrangere og betale begravelsen. Dette er simpelthen noget, vi overser. Måske fordi vi vil bevare illusionen om, at ingen dør ensomme.

Umiddelbart kunne ét af svarene være større fokus på det frivillige sociale arbejde i og uden for kirken. Dette vil uden tvivl kunne bidrage til nye sociale fællesskaber og dermed modvirke ensomhed. Vi skal heller ikke negligere, at ensomheden i livet og dermed også i døden hænger sammen med den måde, vi lever på. Et individorienteret menneske- og samfundssyn, der også er affødt af, at vi ikke bor samme sted hele livet og ofte langt fra børnene, øger risikoen for at miste relationer og netværk.

Det er også et faktum, at der er flere og flere mennesker, som ikke har et socialt netværk. Samfundet er på nogle områder blevet mere individualiseret, de nære fællesskaber og netværk, så som familien er ikke så stærke, som de har været. Og for eksempelvis socialt udsatte mennesker er et netværk som familie jo slet ikke en naturlig del af hverdagen, hvilket selvfølgelig medfører en større sårbarhed.

Det er dog ikke kun måden, vi fysisk lever på, som kan medføre isolation og ensomhed. Et menneskesyn, som dikterer, at vi skal være stærke og ikke udvise svaghed, betyder at vi ikke umiddelbart har overskud – tid, energi og kræfter – til at tage os af hinanden.

Skal vi klare os selv, ikke ligge nogen til byrde i livet, så skal vi vel heller ikke ligge nogen til byrde, når vi skal dø.

Ud over at vi flytter meget rundt, udstødes mange ældre af samfundet. De ældre har i dag ikke berøringsflade med ret mange, fordi de ikke indgår som en integreret del af samfundslivet. De er frataget den rolle, de tidligere havde i samfundet, hvilket godt kan få dem til at føle sig ensomme.

En appel om hjælp

Grundlæggende handler dette om det gode liv, spørgsmålet om det grundlæggende og det fælles i forhold til livet og dermed også i forhold til døden.

Forestiller vi os en situation med et grædende menneske, overladt til sig selv, ingen tager sig af det, hvad gør vi? Ja, fra gråden udgår der en stærk appel om omsorg, så hjælpeløst et menneske end er, så er der kraft i dets røst, stærk nok til at vække samvittigheden. De fleste af os vil indrømme, at der uimodsigeligt rettes et etisk krav til os fra dette konkrete menneske, men dermed er kravet langt fra uimodståeligt. Hastigt kan ryggen vendes til den grædende. Kynisk og afstumpet, måske drevet på flugt fra sin egen afmagt.

Forestiller vi os en anden situation med en fremmed, hvis nøgne ansigt og blik retter en appel om hjælp, føler vi os udsat for en fordring om at vise medmenneskelighed. Der ligger utvivlsomt et krav i den fremmedes sårbarhed, men vi kan slå blikket ned, vende ansigtet bort og vise hans appel fra os. Måske er der al mulig grund dertil. Vi magter det ikke, vi er på grænsen af overanstrengelse, tåler ikke mere, men har snarere selv behov for hjælp.

De to situationer afslører en magt i afmagten, en appel om at komme til hjælp.

Det gådefulde er imidlertid, at appellen preller af på så mange. Meget tyder på, at det ikke er tilstrækkeligt blot at blive konfronteret med svaghed, gråd eller et nøgent ansigt. Nogle er immune for appellen i afmagten, livsfarligt immune.

Hvis ikke den ene eller den anden situation kommer ind i en fortælling eller et billede, så udløser det ikke en appel, som har magt i sig.