Mens I andre har hygget om grillen, talt om rosévinens kvalitet og brokket jer over vejret, er vi nogle stykker, der har brugt som-meren på en del papirarbejde.

En gennemsnitsdansker har heldigvis få møder med Skifteretten i løbet af et liv. Og i år blev det så tid til mit første møde med denne etat, der indtil nu kun har været et abstrakt begreb.  Min mors død i februar betød imidlertid, at jeg nu har føjet udtryk som ‘solvenserklæring,’ ‘åbningsstatus’ og ‘opgørelsesdato’ til mit aktive ordforråd.

Mange klarer en dødsbobehandling med en advokats mellemkomst. Men som eneste arving efter en helt almindelig pensionist uden de store økonomiske armbevægelser fik jeg oplyst, at det var lige udad landevejen. Første runde med bank, bedemand, hjemmepleje og andre berøringsflader gik da også relativt nemt. Alt blev afmeldt via NEM-id helt uproblematisk; en skøn service i en tid, hvor sindet ikke tåler for mange rystelser.

Proceduren bliver derfor således: Underskrive erklæringen - helst med blåt, så det fremstår originalt, finde en konvolut, finde et posthus (en selvstændig udfordring nu om dage), betale for anbefalet post og overvåge, at konvolutten afsendes.

I den bedste af alle verdener skulle man så tro, at det gik ligeud derfra. Men med i dette regnestykke er ikke Postnords uransagelige veje. Jeg ved godt, der er frit slag i Postnord- bashing for tiden, og har hidtil ikke haft det store behov for at deltage. Så mange breve sender jeg trods alt ikke. Derfor venter vi tålmodigt en uges tid på Skifterettens reaktion, men den udebliver. Herefter forsøger jeg at ringe i den angivne telefontid. Telefonen bliver aldrig taget, og først efter skriftlig henvendelse (læs elektronisk mail) bliver jeg ringet op: Næh, de har skam ikke modtaget noget brev fra mig. Et prioriteret (A-post) brev kan altså ikke nå fra København til Helsingør på 7 (syv) dage. Det begynder at blive lettere at gå til Skifteretten.

Efter to samtaler bliver vi enige om, at det er forfra med solvenserklæringen og nok lettere at køre til Helsingør med brevet: ”Det er jo også en smuk tur fra København til Helsingør”, siger sagsbehandleren i et forsøg på at gøre det til en god oplevelse. Så der skal altså rives en arbejdsdag ud af kalenderen, hvis vi skal videre i sagen. Heldigvis deler jeg elektronisk avis med en person, der beredvilligt tilbyder at overtage køreturen, så jeg kan passe jobbet.

Da brevet endelig når håndbåret frem, oplever vi en følelse af sejr. For sagsbehandlingen tager mindre end 1 time. Her ved jeg så tilfældigvis, at der er skruet op for bemandingen, for det fortalte den venlige dame i telefonen. Stor var vores glæde over, at den første forhindring nu er ryddet af vejen, og vi går nu videre med de mange mellemregninger.

Kan give søvnløse nætter

Et gennemsnitsliv viser sig jo heldigvis ved nærmere granskning ikke at være helt så gennemsnitligt. Og et dødsbo indeholder rigtig mange signaler om håb og drømme for fremtiden. Min mor var ikke teknikangst - snarere det modsatte: Hun var vild med nyhedsbreve og modtog vel i omegnen af 100 om dagen (I kid you not). Hun var rasende over, at hendes fingre ikke kunne betjene en iPhone, så hun kunne bruge emojis. Det har taget et par måneder at ”afmelde” hendes kontakt med samfundet. Overalt har jeg mødt stor imødekommenhed og forståelse … Undtagelsen fra reglen om stor menneskelighed er et større firma, der udøver autohjælp og assistance til sygetransport. Her skal man stadig betale, selvom man er død.  En opsigelse af abonnement er ikke nok; dertil skal der lægges et par ekstra måneder. Men så er firmaet også sikker på, at døden er indtruffet.

Fra Skifteretten har jeg nu 12 måneder til at færdiggøre min mors liv. Det er rigelig tid, også selvom der er manuel betjening. Men min er jo en enkel sag, der ikke kræver de store beregninger. Hvis man er flere søskende og/eller får overraskelser undervejs, kan dette godt give lidt søvnløse nætter. Til gengæld er det med til at styrke advokatfirmaernes omsætning.  Men det er jo en anden historie. I den videre behandling i denne lille familie er vi selvklart nødt til at indlægge diverse elastikker til køreture til Skifteretten i Helsingør. Postnord og Skifteretten har vist sig at være en meget dårlig kombination.

Forhåbentlig går der mange år, før mine arvinger skal bruge Skifteretten. Men jeg håber, at dette sted også er blevet digitaliseret til den tid, så de ikke behøver at køre rundt i landet med attester, der lige så godt kunne rejse i cyberspace.

I mellemtiden vil jeg åbne en af de flasker champagne, min mor efterlod sig, og takke for en relativ dårlig sommer, der til gengæld betød god tid til papirarbejde.