Nej, kultur skal ikke prioriteres på samme niveau som velfærd. Det er vigtigt, at vores sundhedssystem, skoler og institutioner styrkes de kommende år, og de er altafgørende funktioner i vores samfund. Men det betyder ikke, at kulturen ikke er vigtig. Vi kan bare ikke behandle kræft med opera. 

Lige så træls som corona var, lige så meget har pandemien fungeret som et forstørrelsesglas på nogle problemer i vores samfund, som vi måske har kendt til, men på sin vis bare har lært at leve med. Tag eksempelvis vores sygehusvæsen, hvor personalet, og særligt sygeplejerskerne, halser afsted og ikke kan følge med efter flere års borgerlige effektiviseringer (læs: BESPARELSER). Under corona så vi et personale, der kæmpede det bedste, de har lært, men også et sundhedsvæsen, der i den grad slår sprækker. Og det er det fortravlede personale et symptom på. Vi har sparet så meget, at vi er begyndt at afvikle det sundhedsvæsen, vi altid har været så stolte af her i Danmark. 

Regeringen tænker arbejderistisk

På den anden side så vi også, hvordan kulturen slet ikke blev taget politisk alvorligt nok under corona, selvom vi i dén grad godt kunne have brugt den. Det var jo fællessangen på DR, der gav smil på læben og følelsen af sammenhold i en usikker tid. Hvorfor så regeringen ikke den værdi? 

Det var og er helt tydeligt for enhver, at vores regering har et meget arbejderistisk syn på samfundet, og det for dem derfor ikke var trivsel, der var i højsædet, men at vi for enhver pris skulle kunne gå på arbejde. Statsministeren blev da også citeret for en noget kluntet udtalelse, hvor hun slog fast, at ”vi skal aflive den sejlivede myte, at det at gå på arbejde skal være lystbetonet”. Så fik vi slået helt fast, hvad regeringen mener vi borgere skal vægte højest. 

Problemet er bare, at mennesket er så meget mere end arbejde. I et hamsterhjul uden livets glæder, som kulturen ofte er garant for, bliver vi små triste hylstre, der som arbejdsbier i en bikube blot udfylder den ene opgave. Men hvor mange af os vil på vores dødsleje ligge og tænke på vores arbejde? Det er da de gode oplevelser, vores familie og venner, der vil bringe smil på læben og lade os reflektere over et godt og langt liv. Derfor var corona-pandemien også et forfærdeligt indblik ind i, hvordan livet uden kultur og socialisering ville være. Et samfund ingen af os forhåbentlig ønsker. 

Budgetloven spænder ben

På den måde er det også væsentligt for mig og Frie Grønne at understrege, at vi ser kulturen som en nødvendighed, der virker forebyggende for særligt det mentale helbred, og at vi derfor ikke mener, kulturen skal lide eller nedprioriteres. Det rigtige problem for kommunerne og årsagen til, at man er nødt til at nedprioritere kulturen på bekostning af velfærd er budgetloven, og derfor er vi i videre udstrækning nødt til at have et opgør med den, så både velfærd, kultur og klima kan styrkes. En investering og styrkelse vil nemlig spare os for udgifter på længere sigt. Danmark er ikke et husholdningsbudget og bør ikke behandles sådan. Vi skal investere i mennesker og i vores samfund. 

Så nej, kultur og velfærd skal og kan ikke have samme prioritering, men det er ikke ensbetydende med, at kulturen skal nedprioriteres. Vi skal derimod gøre kulturen endnu mere tilgængelig til gavn for alle.