Kommunen.dk
MENU

Mens vi nyder samværet bag hver sin skærm

Familiens tv-sening har på få år udviklet sig til hver-mand-streamer-hygge-for-sig-selv. Men det frie valg giver faktisk danskerne mere at snakke om, skriver Suzanne Moll.

Mens vi nyder samværet bag hver sin skærm

Familiens tv-sening har på få år udviklet sig til hver-mand-streamer-hygge-for-sig-selv. Men det frie valg giver faktisk danskerne mere at snakke om, skriver Suzanne Moll.
Billede
6. feb 2020
Suzanne Moll
SUZANNE MOLL
Email

  Far har tunet ind på TV-Avisen og/eller 'Kender du typen?'. Mor slapper af med flere afsnit af en serie. Datter ser 'Familien på Bryggen', mens hendes kæreste ser Champions League.

Kan I huske, dengang vi talte om gårsdagens tv-programmer ved kaffemaskinen på arbejde? Ofte startede dagen med en snak over kaffen om et program på DR aftenen i forvejen. Og da TV2 for over 30 år siden kom på banen, kunne vi i ro og mag sammenligne nyhedsudsendelser, dokumentarprogrammer og drama, fordi alle havde den samme referenceramme. 

Sådan er det ikke i 2020. På en helt almindelig aften i min husstand kan fire mennesker meget vel se hver sit program på hver sin store eller lille skærm: Far har tunet ind på TV-Avisen og/eller 'Kender du typen?'. Mor slapper af med flere afsnit af en serie. Datter ser 'Familien på Bryggen', mens hendes kæreste ser Champions League. For der er altid en fodboldkamp et eller andet sted, men det er en anden historie. Sådan har familielivet udviklet sig i takt med, at nye muligheder for forskudt sening gennem årene er dukket op. Her på matriklen har vi så mange muligheder og så forskellig smag, at det efterhånden er yderst sjældent, vi sidder sammen og ser tv. 

De unge viser vej
Således bekræfter vores husholdning alle de statistikker, der viser samme tendens: Streaming tv i eksplosiv vækst. De samme statistikker viser, meget forenklet, at de gamle streamer i længere tid (læs serier og film), mens unge streamer  kortere klip (YouTube). De unge ser nærmest ikke flow-tv mere. Alle er vi troløse, og med mulighederne falder dommen uden nåde: Interesserer det os ikke, er vi videre. Universet er legio.

  De unge mennesker er ekstremt selektive og ser næsten udelukkende tv på venners anbefaling.

De unge mennesker er ekstremt selektive og ser næsten udelukkende tv på venners anbefaling. De er lysår foran os andre. For eksempel blev jeg ret forundret, da min datter for flere år siden pludselig begyndte at tale norsk. Det viste sig, at hun og veninderne for længst var blevet hooked på Skam, det norske kæmpehit af en serie om gymnasieelever. Jeg så den først flere måneder senere, og på det tidspunkt var de unge videre til den nye sæson af 'Paradise Hotel', eller hvad ved jeg.

Stadig bedst i mørke
Fordelen ved streaming er selvfølgelig oplagt. Først og fremmest er der valget - hvad skal man se? Men også valget om, hvor meget vil man se? Dertil kan man lave sin egen incitament-struktur efter devisen 'Når jeg har støvsuget, må jeg gerne se et afsnit af Big Little Lies'. Og skulle øjnene falde i undervejs, kan man spole tilbage i stedet for at opleve tv-kigning som noget, hvor man kun får halvdelen med. 

  Nå, så sidder vi altså dér med hver vores skærm, tablet eller smartphone og forholder os til forskellige verdener. Hver for sig under samme tag.

Også de gamle tv-stationer oplever vækst i streaming på deres platforme. Således har DR jo lukket kanaler og producerer nu indhold til de unge, der kun kan ses via DRTV. I øvrigt har streaming jo den fordel, at Barnaby ikke er den eneste mulighed en lørdag aften. Tal fra DRs medieforskning viser dog, at vores vaner ikke ændrer sig i forhold til, hvornår og hvor meget tv vi ser. Vi ser stadig mest i den mørke tid; om vinteren og om aftenen. Men det giver jo også mening i et land, hvor befolkningen lever mest intenst i det halve år, solen lyser livet op.

Tv-talent i høj kurs
Ikke overraskende følger pengene med streaming successen. Af Kulturstyrelsens seneste rapport fremgår det, at vi betalte mere end dobbelt så meget for streaming som Netflix, HBO og Viaplay i 2017 som i 2016. På bare et år steg forbruget fra 275 kr. til 584 kr. om året. Dertil kommer et lidt uigennemsigtigt indirekte forbrug, da streaming-tjenester indgår som bonus i blandt andet mobil-abonnementer. Generelt bruger husstande med børn væsentlig mere end gennemsnittet, mens ældre bruger færrest penge på streaming. Således brugte husstande med to voksne og børn 1.116 kr. på streaming-tjenester i 2017, mens husstande med to voksne, hvoraf den ene er over 60 år, kun brugte 215 kr.  

Men disse to år gamle tal er allerede forældede og givetvis en del højere i dag.

De mange muligheder skærper appetitten på mere end amerikanske tv-serier. For nylig var jeg til stor fest for tv-branchen. Og her blev det sagt, at der aldrig har været så stort behov for tv-folk. Vi elsker at se dansk produceret tv. Vi vil bare gerne selv bestemme hvornår. Denne guldfeber betyder, at branchen efterspørger talent i store mængder. 

Drama-flow trækker stadig
Nå, så sidder vi altså dér med hver vores skærm, tablet eller smartphone og forholder os til forskellige verdener. Hver for sig under samme tag. Hvorvidt det gør noget for vores sociale kompetencer og omgang på længere sigt, skal jeg afholde mig fra at gætte på. Men jeg kan godt savne de fælles oplevelser, og jeg elsker, når vi en sjælden gang ser tv sammen.

  Men når  denne klumme er afleveret, har jeg lovet mig selv et afsnit af Succsession, som er den HBO satire-serie, jeg er hooked på for tiden.

Vi gamle kan stadig sidde andægtigt foran skærmen klokken 20 om søndagen og vente på ugens højdepunkt fra DR Drama, selvom den kan streames allerede dagen før. Men skal de yngre familiemedlemmer fanges, kræver det mere motiverende grunde. De kan måske lokkes til med store sportsbegivenheder, der jo bedst opleves live. Endnu en gang understøttes vores husstands gennemsnitlighed af DRs medieforskning. En undersøgelse offentliggjort i januar viser, at store begivenheder stadig kan samle os foran kukkassen. 

Nyt emne for hyggesludder
Så jeg glæder mig i al stilfærdighed til sommerens EM- og OL-transmissioner, hvor der ind imellem kan være så meget på spil, at det samler familien.

Og heldigvis er kaffemaskine-snakken om gårsdagens programmer ikke forstummet. Den er blot blevet afløst af en uendelig strøm af anbefalinger. Hvad er det nye, vi allesammen skal se, når vi får tid? Måske finder familierne også andre måder at dele fælles oplevelser på. En gang var vi alle bange for, at biograferne ville lukke, når fjernsynet vandt frem. Men det er jo langt fra sket. Både unge og gamle opsøger stadig det uforstyrrede mørke med det store lærred. Så måske er verden alligevel ikke af lave, og vi vil stadig dele fredagsguf, når de sender X Factor live. Det vil jeg glæde mig til. Men når  denne klumme er afleveret, har jeg lovet mig selv et afsnit af Succession, som er den HBO satire-serie, jeg er hooked på for tiden.

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

Til toppen
GDPR