Hvis man skulle lave en opskrift på en borgmester, skulle man tilsætte lige dele stædighed, vilje og ydmyghed plus en knivspids kynisme. Og, ikke mindst en umådelig stor portion kærlighed til sin egn, fordi man bruger så uendeligt mange ressourcer på den.

Opskriften er Thomas Adelskovs (S). Han rummer det hele selv, særligt det med kærligheden til vandkants-kommunen Odsherred, der aktuelt nok er mest kendt for sin afprøvning af en fire dages arbejdsuge og den frække ungdoms-tv-serie Doggystyle (DR3), der handler om at være ung i provinsen eller ‘ung på Odden’, som borgmesteren har formuleret det på sin Facebook-side. 

Ung på Odden har Thomas Adelskov selv været, og han kan sagtens genkende seriens ungdoms-skildring med bajere på havnen og knallerter, der kun var ‘en lille smule gearet’. Det med stoffer var der dog ikke rigtig noget af; de er kommet til siden og er et issue, de kæmper med i kommunen – ligesom de gør i de fleste andre kommuner. Desværre.

Snakketøj og krudt i røven
Thomas Adelskov flyttede til egnen, da han var otte år, sammen med sin far og mor og to mindre søskende. Tandtekniker-far havde fået job på en tandlægeklinik i byen; ergo rev familien rødderne op fra den Holbæk’ske muld og satte nye i Odsherred. Moderen fik job som rengøringskone og pædagogmedhjælper, og sideløbende med tandlægeklinikken engagerede faderen sig i lokalpolitik først i Nykøbing-Rørvig Kommune, siden i Region Sjælland.

I familien talte de en del politik; der blev i det hele taget bare talt rigtig meget. Meninger og holdninger var mere end velkomne, så længe man kunne argumentere for dem og respektere og lytte til andres.

Snakketøjet tog Thomas Adelskov med sig i skolen, hvor han ikke altid var lige imponeret over undervisningen, og diskussionslysten som han var, holdt han sig ikke tilbage med at stille spørgsmålstegn ved relevansen af det, der foregik.

Et livligt indslag, men også en pain in the ass? Thomas Adelskov protesterer ikke ved beskrivelsen.

- Jeg havde ganske enkelt krudt i røven, og hvis alle de diagnoser, som alt for mange børn bliver udstyret med i dag, fandtes, da jeg var ung, så havde jeg som minimum været til udredning, siger han.

Udover krudt i røven havde Thomas Adelskov og hans søskende også et skud selvtillid med hjemmefra, hvor devisen lød: Kæmp for det, du tror på. Men hvis troen kolliderede med fællesskabets bedste, havde det ingen værdi i forældrenes øjne.

Den holdning savner Thomas Adelskov i dag.

- Mange forældre tager ikke ansvar for at forberede og forklare deres børn, at livet ikke bare handler om dem alene. Og hvis børnene ikke har fået forståelsen af, at man er en del af noget større, så kolliderer det i skolen, og de, der står med problemerne, det er skolerne, lærerne, siger Thomas Adelskov.

Voksne udfordringer
Thomas Adelskov havde unge forældre. Hans mor var kun 17 og faderen 21 år, da de fik ham. Og det tænker Thomas Adelskov kun positivt om. Forældrene havde deres egen ungdom i frisk erindring og kunne på den måde lettere sætte sig ind i deres børns tanker og udfordringer.

- Mine forældre tog lettere på tingene, selvom de undervejs i min ungdom vistnok ofte tænkte på, hvad der skulle blive af mig, fortæller Thomas Adelskov.

De havde nu ikke behøvet at bekymre sig, forældrene. 

Godt nok fik Thomas Adelskov aldrig gjort sin læreruddannelse på Blågårds Statsseminarium færdig, men det var kun, fordi han kom i job som lærer og siden som daghøjskoleleder. 

Derudover fik han ild under en politisk karriere i DSU, dels som uddannelsespolitisk sekretær, siden som formand for Socialdemokratiet i Vestsjælland, og i 2001 blev han valgt ind på eget mandat i Folketinget. Slag i slag det gik.

I dag er han så borgmester på niende år og bor i sit barndomshjem på 21. år i Nykøbing Sjælland med sin kone Jane og den yngste fra drenge-kuldet på tre. Så Thomas Adelskov er for længst blevet voksen på Odden. 

Og voksen på den der måde, hvor det første, han tænker på, når han vågner om morgenen, er arbejde. Ikke på den bekymrede panderynkende måde, men der er bare mange møder, beslutninger, valg og fravalg, som en borgmester skal rode med hver eneste dag, og som også ‘kører, når øjnene er lukkede.’

Men er der noget, der bekymrer? Som er svært i Odsherred Kommune?

- Økonomien. Den kæmper vi virkelig med, og det har vi gjort i en del år nu. Vi havde lige et par år, hvor det lettede, men nu snerper det til igen, siger han. 

Kommunens økonomi er udfordret af demografien, udligninger og refusions-omlægning, og Thomas Adelskov og kollegerne bruger mange timer på at diskutere økonomiske omlægninger. Hvad kan de undvære mere end noget andet, er altid det store spørgsmål. 

Alene det, at Odsherred er landets største sommerhuskommune med 24.000 sommerhuse, rykker i budgetterne.

- Rigtig mange vælger at bosætte sig i deres sommerhuse her, når de bliver pensionister, så vi har mange seniorer i Odsherred, fortæller Thomas Adelskov og tilføjer:

- Det er klart, at de påvirker vores sundhedsudgifter og ældrepleje ad åre, men på den anden side bidrager de også til den lokale økonomi og med et stort engagement i vores lokale forenings- og kulturliv. 

- Og så er der heldigvis også er en positiv udvikling i blandt andet ledighedstallene og udstykninger til nye boliger i vores kommune, siger Thomas Adelskov.

Mandeverden
Selvom meget af Thomas Adelskovs tankevirksomhed er dedikeret til arbejde, har hans fars nylige død efter en langvarig prostata-kræftsygdom fyldt rigtig meget. Hos ham selv og i familien generelt. Faderen blev 76 år.

Er alderdom og døden tanker, du rumsterer med? 

- Nej. Altså jeg går til kontrol hos lægen en gang om året i forlængelse af min fars sygdom, men ellers er det ikke emner, der fylder mig. Der går nok nogle år, før de tanker melder sig, siger Thomas Adelskov.

Da særligt efter, at han kunne læse den opmuntrende nyhed i Dagbladet Politiken for kort tid siden, som lød:

'Hundeejere har generelt set lavere risiko for at dø end folk, som ikke har hund.'

- Der måtte jeg skrive til Læsernes redaktør, at det alligevel var noget at glæde sig over, hahaha. Og redaktøren skrev tilbage, at han var enig, og hvis det virkelig forholdt sig således, så måtte det være en forsidehistorie. 

Thomas Adelskov føler ikke alderen trykke, men omvendt føler han sig heller ikke ung. Han kan godt mærke, at når hans tre drenge er hjemme alle sammen på én gang, så er der skruet op for maskuliniteten, og han må mande sig op for at kunne følge med - hen over fodbolden og sådan. 

- Man puster sig jo lidt op, ikke. Og sparker lidt til bildækkene. Jeg ved ikke, hvorfor vi mænd gør det? Det er bare noget, vi skal. 

Er det også sådan i politik?

- Hvis du mener, om det er en mandeverden, så ja. Det synes jeg. Men der er heldigvis kommet flere kvinder i politik, som bibringer med andre perspektiver. Og det kan jeg personligt lære noget af. 

Hvordan?

- Jeg er typen, der synes, at vi skal holde os til dagsordenen og få truffet beslutninger. Jeg er kort på aftrækkeren: Her er argumenterne. Nu vejer vi dem på en vægt, og så træffer vi en afgørelse. Det trives jeg godt med. Men kvinderne kan lære mig, at der er nogle - uanset køn - der har andre behov. Behov for at mærke efter og snakke mere rundt om og ind i tingene, før vi tager beslutninger. Og det kan jo også være positivt. 

Social kontrol eller omsorg
Fornuft og følelse. Et godt mix. Men Thomas Adelskov mener dog stadig, at det overordnet er en styrke at være rationel som politiker. Rationel og let kynisk. Som i borgmester-opskriften. 

- Man skal kunne holde jobbet ude i en armslængde, som for eksempel når det går løs med hårde ytringer på Facebook. Min familie kan godt blive meget berørt over, hvad folk kan skrive til og om mig, og det bruger vi af og til en del tid på at snakke om. Men det er en del af jobbet, og det rammer familien hårdere, end det rammer mig. 

Kæmp for det, du tror på, og hav argumenterne i orden, er dealen?

- Ja. Og vid, at du ikke bliver klappet ned fra talerstolen hver eneste gang, du går ned derfra.

Klapsalver eller ej. For Thomas Adelskov findes der ikke et mere fantastisk job end at være borgmester. Og så ovenikøbet i en kommune som Odsherred, hvor nærmiljøet fungerer, hvor man passer på hinanden og holder øje med hinandens børn. 

- Sker der noget i byen, hvor ens børn er involveret i noget uro, så ringer telefonen hjemme hos os forældre, inden vores unger når at ramme indkørslen. Nogle vil måske kalde det for social kontrol, men jeg vælger at se det som, at man interesserer sig for hinanden, og at vores børn ved, at man er en del af et hele. Et fællesskab.  

Fælles er de også om at afprøve Thomas Adelskovs idé om at køre med en fire dages arbejdsuge, som gik i luften i september måned. Indtil videre er den generelle tilbagemelding fra medarbejderne, at det fungerer godt. Prøveperioden løber de næste tre år frem, så evaluerer de.

Nu er det snart fredag, skal du så selv holde fri?

- Hahahahahaha. 

 

 Foran borgmesteren - de fremadskuende spørgsmål

Hvad kan du blive bedre til som chef?

At være tålmodig over for kolleger, der har brug for mere tid til processerne. Dét tror jeg faktisk godt, at jeg kan skaffe en hel del underskrifter på, haha.

Hvad kan du blive bedre til i dit privatliv?

At være fuldt til stede, når vi har fri. Og få motion. Om jeg tumler med vægten? Det kan jeg love dig for, at jeg gør. Jeg har kolleger, der er gode til at skemalægge motion; det er jeg ikke nået til endnu … prøv at ringe om fire år.

Hvad må gerne ske i dit liv, som ikke er sket endnu?

At jeg bliver farfar - formodentlig om en måneds tid. Jeg kan ikke vente med at skulle forkæle et lille barn. Der bliver kamp til stregen med mormor og morfar om at få lov til at passe det, haha.

Hvad vil du gerne huskes for i din kommune?

At jeg har været med til at flytte kommunen fra at være udkant til at være et sted, man er stolt af at bo og leve i.   

Hvad skal der stå på din gravsten?

Jeg tror, jeg skal på de ukendtes, så jeg skal ikke have en gravsten. Men der kunne have stået mit motto, som jeg altid har tudet mine børns ører fulde af: At fejle er helt i orden. Men at lave den samme fejl to gange, det er sjusk. Det har mine drenge så med stor succes ofte kunnet vende mod mig selv, haha.