Lemvig opruster flyovervågning

I Lemvig Kommune holdes der øje med, om landmændene passer på naturen. Et forsøg med overvågning af vandløb fra et fly bliver nu suppleret af avancerede laserskanninger fra luften.

landbrug

Af Kim Rosenkilde Nielsen | [email protected]

 

Et øje i det høje kigger landmændene i Lemvig Kommune over skuldrene. Først forsøgte kommunen sig med almindelig flyovervågning for at se, om nogle landmænd skulle være kommet til at pløje lidt for tæt på et vandløb. Nu vil kommunen eksperimentere med en endnu mere sofistikeret teknik, der måske kan spare både tid og penge.

Alle vandløb skal være omgivet af en dyrkningsfri bræmme på to meter. Men mange landmand overholder ikke lovgivningen. Det tog Lemvig Kommune i sidste måned konsekvensen af og sendte et fly i luften for at tjekke op på, hvor gode landmændene var til at holde ploven væk fra den beskyttede natur.

Det blev en succes. Hvor det til fods ville have taget flere uger at kontrollere kommunens mange og lange vandløb, lykkedes det på bare ganske få timer at finde ti overtrædelser.

”Vi gjorde det sådan set, for at landmændene skal vide, at de ikke bare kan slippe af sted med hvad som helst. Og jeg kan helt klart anbefale andre kommuner at benytte metoden. Men vi slap ikke for også at skulle ud til fods. Det kan vi måske med den nye teknik, som vi nu skal afprøve,” siger Poul Aagaard, biolog ved Lemvig Kommune.

Ultralet fly 

Det er landinspektør Leif Vinghof fra Glostrup, der har udviklet en teknik, hvor flyovervågning kombineres med laserskanning og fotografering af jordoverfladen. Med et såkaldt paraglider-fly kan han flyve helt ned til 40 km i timen. Det giver tid til, at en laserskanner kan få kortlagt overfladen på jorden under ham. 

”Det gør det muligt at skelne mellem opdyrket og uddyrket jord med meget stor præcision. Så ved en enkelt overflyvning er det muligt at få en detaljeret kortlægning af jordens overflade,” siger Leif Vinghof.

Det eneste problem er, at det skal være relativt vindstille, når flyet sendes i luften. Og det er sjældent, at vestenvinden taber pusten omkring Lemvig på denne tid af året. 

Men så snart det sker, vil Leif Vinghof være klar til forsøget. 

 

Teknik & miljø

Tilmeld dig nyhedsbrevet