Af Maria Steno
 | Selvstændig kommunikationsrådgiver og tidligere kommunalpolitiker
Billede

Kommunerne skal generobre klimadagsordenen 

Hvis KL ikke selv byder ind meget snart, står andre i kø for at bestemme, hvordan kommunerne når 70 pct. målet til tiden, advarer Maria Steno.

synspunkt

  Ingen roser længere en kommune for at skifte til LED belysning på biblioteket. Der skal meget mere til. Og det haster. 

De politiske partier forhandler lige nu om klimaloven; næsten hele Folketinget, erhvervslivet og store dele af befolkningen er efterhånden med på målet om at reducere CO2 udslippet med 70 procent i 2030. Regeringen kan ikke nå målet uden kommunerne, men hvordan skal kommunerne bidrage? Det spørgsmål skal kommunerne og KL levere et klart svar på meget snart. Ellers taber kommunerne klimakampen.

Det er der tre grunde til. 

Først på talerstolen
Den første grund til, at kommunerne skal på banen i klimakampen, er 'lobbyloven', som dikterer, at hvis du vil have indflydelse i en beslutningsproces, skal du være med først og ikke sidst i processen.

Du skal ikke have været i politik mange måneder for at genkende den logik. Indflydelsen er størst hos dem, der sætter dagsordenen og fører pennen i de politiske udspil. Ikke hos de organisationer og foreninger, der venter på et udspil og derefter skriver et høringssvar eller debatindlæg. Det gælder om at være først på talerstolen. Det har erhvervslivet lært for længst.

Landbrug og Fødevarer havde læst skriften på væggen og lancerede med rettidig omhu allerede i marts deres eget klimamål om CO2-neutralitet i 2050. Foreningen formåede selv at sætte dagsordenen indenfor sin sektor og vaccinerede effektivt mod store politiske angreb på landbruget i folketings-valgkampen. 

Erhvervslivet har overhalet politikerne
Næste store organisation til at følge trop var Dansk Industri, der på topmødet i september lancerede en ambitiøs klimaplan med en række politiske forslag, som kan bidrage til at reducere Danmarks CO2-udslip. Industrien tog selv teten og meldte sig ind i regeringens proces. Og Dansk Industris klimaplan var ikke lavet på en sommerferie, men velforberedt, for DI har læst de politiske vinde.

Statsministeren var hurtig til at kvittere positivt. ‘I har overhalet politikerne indenom’, lød hendes melding på DI-topmødet. Og siden har statsministeren nedsat en række klimapaneler under ledelse af erhvervsledere, som skal udvikle den konkrete politik og finde svarene på, hvordan vi når 70 procent målet. De kan kigge i DIs klimaplan for inspiration. 

Googler man ‘KL’ og ‘klimaudspil’, er de relevante hits 10 år gamle. KL har endnu ikke nået at lancere et klimaudspil, men kom først for alvor i gang efter folketingsvalget, hvor 70 procent målet kickstartede processen. I mellemtiden har forskellige borgmestre pippet i medierne om alt fra solceller til overskudsvarme. Det samlede udspil er på vej, men først skal vi lige blive enige, lyder meldingen fra KL. 

Selvstyret skal forsvares
KL skal skynde sig, ellers ryger der endnu en luns fra selvstyret. For hvis ikke kommunerne selv siger, hvor meget de kan bidrage med og hvordan, står partierne på Christiansborg klar med detailforslag til, hvordan de mener, kommunerne skal løse opgaven. 

Den udvikling er allerede i gang. SF går til finanslovsforhandlingerne med et krav om, at kommunerne med hjælp fra en statslig pulje skal reducere CO2-udslippet med 25 procent i de offentlige køkkener inden 2025.  Det kan let ende som et bureaukratisk mareridt for de frihedselskende kommuner, men hvad er kommunernes alternativ? Hvilke tiltag skal prioriteres på fødevareområdet?  Kommunerne har tidligere gået forrest. For ti år siden valgte næsten hver fjerde kommune at underskrive en klimakommune-aftale og konkrete CO2-mål med Danmarks Naturfredningsforening. Aftalerne bliver løbende fornyet. Det store flertal af kommuner er for længst helt frivilligt gået i gang. Men kommunerne kan ikke hvile på laurbærrene. Klimadagsordenen er overtaget af vælgerne, og de synes, det går for langsomt.

Vælgerne forventer mere
Klima var vælgernes første prioritet ved Folketingsvalget, som blev kaldt et klimavalg. Tendensen var imidlertid allerede tydelig under kommunalvalget, hvor klima og miljø, ifølge Altinget, var vælgernes tredje prioritet kun overgået af ældrepleje og folkeskoler. Mon ikke klimapolitik også vil få en hovedrolle ved næste kommunalvalg. Det vil kræve, at flere kommunalpolitikere løfter deres ambitioner til københavnerniveau og tager ved lære af de bedste. Ingen roser længere en kommune for at skifte til LED belysning på biblioteket. Der skal meget mere til. Og det haster. 

Klimakrisen venter ikke – heller ikke på kommunerne og KL.

Blog

Klima

Organisation & ledelse

Politikerliv

Tema: Strategi

Tilmeld dig nyhedsbrevet