Skulle nogen være i tvivl om, at vi nærmer os et folketingsvalg, kan de bare studere mængden af selfies taget af politikere, der er på besøg ude i virkeligheden. Traditionen tro valfarter folketingspolitikere lige nu ud til børnehaver, skoler, plejehjem, ghettoer og andre steder, der kan understrege, at de er i øjenhøjde med borgerne og klar til at løse de hverdagsproblemer, som borgerne slås med.

Som udgangspunkt er disse besøg fine nok. Personalet kan komme i dialog med politikerne. Borgerne kan komme af med deres frustrationer, og måske kan politikerbesøgene også medvirke til noget offentlig debat.
Og så bliver det hele foreviget med et fint billede med politikeren i centrum.

På jagt efter problemer
Skabelonen for besøgene er som regel bygget op om, at politikerne vil ud at se på samfundsproblemer, som de så kan gå tilbage på Christiansborg og arbejde på at få løst. På den måde håber de at fremstå som politikere, der løser borgernes problemer, ikke er ramt af det Christiansborgske osteklokke-syndrom og som har visioner for den næste valgperiode.

Der er jo åbenlyst meget godt at sige om politikere, der tager ud og nærstuderer tingenes tilstand i den virkelig verden og ikke bare nøjes med at stikke hovedet i rapporter og undersøgelser. Men set fra et kommunalpolitisk perspektiv skaber politikernes selfies to problemer. For det første har de fleste af politikerbesøgene mest fokus på problemer. Så når man ser en selfie fra et politikerbesøg, ser man næsten også altid et problem!

'Se hvor det sejler'
I takt med at politikerne intensiverer besøgene, når valget nærmer sig, bliver fortællingen om, at den er riv rav ruskende gal rigtig mange steder i vores velfærdssamfund, forstærket. Men sandheden er, at der er rigtig mange steder i kommunerne, hvor ansatte, der arbejder med børn, unge, syge, ældre, miljø, teknik, infrastruktur osv. netop løser problemer og leverer et stykke arbejde af høj kvalitet.

Når politikerne bevæger sig væk fra Christiansborgs tykke mure, hører man bare sjældent historier om, at ‘i dag har Fru Hansen fået en times hjemmehjælp, som hun var glad for’. Kommunernes tilfredse borgere og velfungerende tilbud bliver sjældent fremhævet.
Den voksende politiske selfie-kultur sideforskyder virkeligheden, så opfattelsen bliver, at det hele sejler rundt omkring i landets kommuner.

'Godt, far får styr på det'
Det andet problem, der opstår af politikernes besøg ude i virkeligheden, er, at de folkevalgte på Christiansborg som regel møder op med det, man kan betegne som en ‘stærk far-attitude’. ‘Hvis I ikke selv kan løse problemerne ude i kommunerne, må vi jo løse dem centralt på Borgen’, er grundtonen.

I øjeblikket er der en stærk centraliseringsdiskurs på Christiansborg, og den får god næring af disse selfie-besøg. Og i takt med, vi nærmer os valget, vil denne diskurs blive stærkere og stærkere. Politikerne vil rejse rundt med planer, pakker og udspil, som har centralisering som hovedingrediens. Samtidig vil de fyre den ene jernnæve af efter den anden i forsøget på at tale kommunernes arbejde ned og deres egne evner op.

Vis, hvad kommunen kan
Så selvom der selvfølgelig er gode ting ved, at kommunerne får opmærksomhed, når vi nærmer os et folketingsvalg, er det vigtigt, at kommunerne er bevidste om, at de ofte får en skurkerolle i Christiansborg-politikernes selfies fra virkeligheden.

Derfor er det også nødvendigt, at kommunerne i langt højere grad selv styrer fortællingen op til folketingsvalget. Det gør de blandt andet ved at blive bedre til resultatkommunikation. Kommunerne skal proaktivt fortælle historier om de positive  resultater og løsninger, der også hører med til billedet.

Også når det gælder centraliseringsdebatten, skal kommunerne tænke offensivt, så de konstant udfordrer påstanden om, at politikerne inde på Christiansborg er bedre til at løse borgernes problemer.

Det er vigtigt, at kommunerne ikke bare kønsløst leverer kulissen til politikernes selfies, men også kræver, at deres version af virkeligheden er med i billedet. For en ting er sikkert. Styrer kommunerne ikke selv fortællingen om tingens tilstand, er der andre, der gør det. Og det er langt fra altid en fortælling, der gavner kommunerne eller som flugter med virkeligheden.