OK. Det bliver tidligst i 2018, men entusiasmen i Aalborg er ikke til at tage fejl af, når kommunen som den første i Danmark nu planlægger konkret at sætte gang i førerløse minibusser. I det store boligområde Aalborg Øst skal en gennemgående sti udstyres med otte stoppesteder til en 15-personers intern bus, der kan forbinde de yderste boligblokke med et aktivitetscenter og den almindelige offentlige transport.

Minibussen bliver af den slags, der kan køre selv – førerløs. Og det afgrænsede boligområde er selvfølgelig udvalgt, så der kan eksperimenteres mest muligt uden en masse anden trafik. Og sikke et fremskridt sådan at kunne fragte beboere frem og tilbage uden chauffør – eller er det nu det?

Meget vil nok afhænge af udførelsen, når det kommer så vidt. Måske bliver der fest og ballade og gang i den, og det at køre i førerløs bus vil brede sig til boligområder over hele landet – det er der i hvert fald nogen, der siger.

Men hvorfor er det, der ikke må være plads til en chauffør i minibussen? Én, der kan hjælpe med at få gangstativet med ind. Én, der lærer folk at kende og kan sprede god stemning? I en tid, hvor boligselskaberne netop udvikler med henblik på at etablere arbejdspladser omkring de dagligdags, praktiske og mellemmenneskelige funktioner i et boligområde som sociale viceværter, grønne pedeller og folk, der organiserer de unge lømler, så de passer på og holder områderne levende.

Den førerløse minibus minder lidt om den sygehus-robot, der allerede nu er i gang rundt-omkring – med for eksempel at transportere ostemadder ned til patienten på den fjerneste gang på hospitalet. Og jo ... alle ved, der ikke er hænder nok blandt det fortravlede personale, men det er bare paradoksalt at være vidne til begejstring over nye science fiction-agtige opfindelser, der løser opgaven, som da langt bedre kan udføres af et levende menneske.

Hvor kedeligt, hvis buschaufføren i Horsens, der tager gas på alle passagererne med sine historier om de angribende marsmænd, skal erstattes af automatik. Hvis den populære chauffør i København, der blev overrumplet af sine passagerer med en fødselsdagssang af sit busselskab, skal se sin funktion afløst af teknik.

Men derimod – hvis det handler om at frigøre den overbebyrdede midtby-buschauffør, der har nok at se til i myldretidstrafikken og alligevel ikke må samtale under kørslen, så fint. Men så giv de mest servicemindede af dem et nyt job: Vend sædet rundt og erstat både den udkonkurrerede chauffør og alle de formanende skilte med makkerpar med eller uden uniform, der skal få det hele til at glide: Hjælpe med betaling og med at løsne de spændinger, der har det med at opstå i kollektiv trafik.

Hellere gå-busser

Og før nogen nu ser alt for mange fremtidsscenarier med rullende fortove og flere førerløse minibusser i de vidtstrakte villakvarterer: Der er da i hvert fald mere fremdrift i innovative transport-initiativer som gå-busserne i Skanderborg, hvor store elever følger de små i skole ude fra stoppesteder i villakvartererne og skolerne får begrænset den overdrevne og magelige kørsel til skole med børn, der gav deciderede trafikpropper, når det ringede ind.

For når de fremsynede folk i Aalborg fremhæver, at den førerløse bus især skal forbeholdes ældre, gangbesværede og børn, så er der grund til at finde sofacykler og støttehjulene frem. Glæden ved at se skolebørn tilbringe længere tid foran iPad’en om morgenen, fordi de nu kan fragtes smertefrit over endnu længere afstande uden selv at bevæge sig, er lige så begrænset som ved at se overvægtige haveejere futte rundt på havetraktorer, mens håndskubberne røg i jern og metal-containeren.

Så fint nok med førerløs transport – så længe den ikke bliver livløs. Og mindst én af de 15 pladser må altså reserveres til hende med det højeste humør.