Ældrereformen, der var varslet i hus før påske, er der omsider landet en aftale om, men landbrugets CO2-skæbne befinder sig fortsat i kalkuleret venteposition i den såkaldte grønne trepart (bestående af syv (!) parter) indtil efter EP24, og også fremtidens sundhedsstruktur er indtil videre på undersøgelsesstadiet i den dertil indrettede kommission. Herfra ventes en anbefaling af mulige modeller til juni, så først hen over sommeren bliver der noget konkret at diskutere, indtil forløbet måtte munde ud i et regeringsforslag formentlig først efter august. 

Et indtil videre noget underspillet engagement fra regeringstoppens side blev stillet til skue på Danske Regioners Politiske Topmøde for nylig, hvor stort set alt handlede om sundhedsstruktur - undtagen lige statsminister Mette Frederiksens (S) tale, hvor hun i stedet red en af sine kæpheste, børns skærmforbrug. Et emne helt ud af kontekst med, hvad der ellers skete på topmødet.

Det internationale spil

Udenrigske forhold nyder derimod fortsat stor interesse fra Mette Frederiksens side, i sidste uge eksempelvis et EU-topmøde, der ganske vist er en bunden opgave for enhver statsminister, men da hun nu alligevel var i Bruxelles, mødtes hun også med Nato-generalsekretær Jens Stoltenberg og Belgiens Kong Philippe.

Et par dage før var hun i Warszawa for at møde Donald Tusk, nuværende polsk premierminister og i forrige EP-valgperiode formand for Det Europæiske Råd, i daglig tale EU-præsident. En post, der bliver ledig i forbindelse med EP24, og som Mette Frederiksen muligvis er i spil til, hvis man spørger andre end hende selv.

Det skyldes udelukkende et afbud fra Argentinas præsident Javier Milei, at hun ikke også ind imellem det nævnte mødtes med ham i København, da aftalen om det danske F16-salg blev underskrevet. Østrigs kansler Karl Nehammer traf hun før da på hans hjemmebane i Wien.

Koreograferet spontanitet

Kort sagt ganske meget udenrigs. Den energi, der lægges i den hjemlige spekulation om Mette Frederiksens mulige fremtidsplaner, kunne også godt falde i den kategori. Selv i hendes eget parti spekuleres der, til hovedpersonens tydelige utilfredshed.

Da Berlingske researchede på en artikel om det, som adskillige menige socialdemokratiske folketingsmedlemmer opfatter som Mette Frederiksens mulige udlængsel, skete der det dybt besynderlige, at en hel stribe politikere fra partitoppen i en koordineret indsats begyndte at ringe uopfordret til avisen med diverse skamros af deres partiformand. Der er fortilfælde for dette, idet nemlig Mette Frederiksens daværende stabschef Martin Rossen tilbage i 2019 også var mål for research til en artikel i Berlingske, hvor både socialdemokrater og andre fra Martin Rossens sfære på helt samme måde ringede uopfordret med rosende omtale.

Et illusionsløst menneske kunne muligvis forestille sig, at de telefonerende politikere foruden ros af chefen også havde egne fremtidige karrieremuligheder i tankerne, men det kan man jo ikke vide. Dog kan man i det mindste konstatere, at statsministeren nyder samme støtte i sit nærmeste ledelseslag, som hendes daværende stabschef gjorde.

Politisk zoologi

Som bekendt handler meget i politik om, hvordan man tager sig ud. Venstres formand Troels Lund Poulsen har en stor del af sin tid bundet til det ulyksalige Forsvarsministerium, og muligvis var det derfor, han for nylig erklærede, at han ville være “rovdyr” igen, forstået som skarpere på Venstre-politik og mindre fokuseret på drift.

Udtalelsen skal ses i sammenhæng med, at han selv tidligere har beskrevet sin forvandling fra “hård hund” til omgængelig deltager i en regering sammen med sin tidligere hovedfjende Socialdemokratiet, men det var dengang. Nu er der på ny brug for et andet image. Så i stedet for blot at vende tilbage til den hårde hund vil han af alle ting være et rovdyr, selv om man skulle tro, at hans forgænger Jakob Ellemann-Jensens evindelige snak om “det største dyr på savannen” kunne gøre andre metaforer mere attraktive, ikke mindst med tanke på, hvordan det gik savannedyret i mødet med den politiske darwinisme.

Men heller ikke resten af det, der engang var blå blok, har det nemt. Forhåbninger om en fremtidig borgerlig regering savner i udpræget grad, at et faktisk borgerligt samarbejde sandsynliggøres eller bare muliggøres. Flere partier sætter tydeligvis deres eget velbefindende over opnåelsen af det fælles mål, en borgerlig regering.

Faktisk er det måske dem alle sammen,  fraregnet Liberal Alliance, der forsøger at etablere sig som borgerligt samlingspunkt for de andre, dog uden ligefrem at kalde LA-leder Alex Vanopslagh for statsministerkandidat. Alle husker, hvor galt det gik, da daværende K-leder Søren Pape Poulsen tog det skridt. Til overflod er også de ellers aflivede Nye Borgerlige i gang med (et forsøg på) en genopstandelse, som, uanset om den lykkes eller ej, vil koste politisk energi på den borgerlige fløj hvis ikke ligefrem spildte stemmer.

Bosse i begynderfejl

Imens bedriver udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) indenrigspolitik - og/eller regerings-intern magtpolitik - med et udsigtsløst forslag om en udsigtsløs folkeafstemning om retsforbeholdet.

Oveni har partiets spids-spidskandidat til EP24, Stine Bosse, været ude og oversætte en afskaffelse af retsforbeholdet til et dansk optag af 7.000 flygtninge årligt, dog kun indtil hun blev taget i skole i eget parti og derved kom i tanker om, at det overhovedet ikke var sådan ment. En grim politisk begynderfejl af den slags, der kan koste stemmer.

I oppositionen til den røde side er der til gengæld ganske fredelige tilstande, dog uden hverken entydig medvind i meningsmålingerne eller politiske resultater at fremvise. Men lidt har også ret, navnlig sammenlignet med hvad man oplever andre steder på den politiske farvecirkel.