Kære læser! Velkommen tilbage på bagsiden. Selvom vi kun har været adskilt halvanden måneds tid, er det på høje tid, vi mødes igen og prøver at kapere, hvad der sker med verden. Og kære politiker, velkommen tilbage på arbejde. Ligegyldigt hvilken farve du har, har du en umanerligt stor opgave foran dig! Sommeren er som så mange gange før gået ind i sin sene fase efter et par måneder i det blandede vejrs trædemølle med bold, Folkemødet, tour, festivaler, sporadiske politiske prøveballoner og alt det andet, vi kender så godt. Men det er, som om verdens gang på det seneste er begyndt at afvikle den fredelige agurketid og især den sprøde, melankolske høsttid. Sidste år kom Carl Holsts uendelige onemanshow den politiske sæson i forkøbet, men det var selvfølgelig især billederne af flygtninge, der strømmede ind over grænsen og langs motorvejene, der udgjorde en brat og langt mere alvorlig opvågning for den sommerslumrende nation.

Og det var naturligvis Ekstra Bladet, der for alvor skød mediedramaet i gang med sin apokalyptiske forside den 7. september 2015. Et billede af flygtninge, der oppasset af politifolk vadede tværs henover den danske infrastruktur, blev akkompagneret af teksten “Nu er de her. Flygtningetoget ruller ind i Danmark”. Og hvad gør man så, når dommedag angivelig er nær? Står man sammen? Lægger man hovederne i blød og bevarer roen? Nej, man går fuldstændig frådende og skingert amok. Medier, politikere, debattører og en hadsk samfundsdebatterende befolkning går i verbal borgerkrig uden deltagelse af en eneste sabelsvingende salafist. Men dette var kun en spæd start og en slags forvarsel om, hvad der senere skulle følge.

Hvilket herredømme?

For siden er kløfterne kun blevet dybere, og denne sommer har en række begivenheder løftet krisetilstanden op på et helt nyt plan. I en artikel bragt i Kristeligt Dagblad den 25. juli betegnede skribenten Johannes Henriksen således årets sommer som “Den sommer vi mistede herredømmet”. “Vi står midt i en sommer, som endnu langtfra er afsluttet, men som allerede har budt på så mange rædselsvækkende terrorangreb, skyderier, voldelige overfald og omvæltende politiske begivenheder, at mange af os har mistet mælet og pusten”, skriver han og nævner som eksempler “Orlando. Nice. München. Brexit. Tyrkiet. Trump“.

Jeg er enig i Henriksens beskrivelse, men vil tilføje en væsentlig krølle på halen: Hvis vi skal finde en måde at håndtere den stadig mere spændte og problemfyldte globale og nationale situation på, skal vi forstå, at vi ikke har mistet noget naturligt eller selvfølgeligt herredømme, men et herredømme, som måske har været en undtagelse, som måske har lullet os i søvn, som måske til syvende og sidst er en illusion, som vi nu bygger stædige argumenter på og graver kløfter i forhold til. Og det gælder begge dominerende sider i politikernes, debattørernes og folkets verbale kampe.

Forsimplet og prototypisk kan vi opstille det store skisma som en velkendt kamp mellem en fløj, som har dyrket humanismen, åbenheden og solidariteten som de øverste principper for en god verden og et godt samfund, og en fløj, som har dyrket orden, autoritet, opdeling og konstrueret tradition som de øverste principper. Det er ikke noget nyt i denne modsætning. Det nye er, at med de sidste to somres begivenheder har begge fløje gevaldigt oprustet retorikken og overbudspolitikken, alt imens de begge fremstår mere og mere impotente og utroværdige i forhold til håndteringen af verdens begivenheder.

Og samtidig er der ild i tastaturerne hos debattører og det diskuterende folk. Der er indtrådt en gigantisk kollektiv afmagt, som bekæmpes lige præcis med alle de forkerte redskaber. Og jo mere udtalt tabet af greb om verden bliver, jo mere intenst skælder og smælder fløjene på hinanden.

Skidegod plan, Egon

Humanismefløjens store udfordring er, at dens budskaber om åbenhed, forståelse og medmenneskelighed kommer til at fremstå mere og mere jubelnaive og usalgbare for hver gang, en galning sprænger sig selv i luften på et offentligt sted eller en sociopat sætter sig på magten i et splittet land eller sågar hos en gammel allieret. Det er svært at omfavne verden, når man har granatchok. Og hvad gør man i det hele taget som humanist, når det ER gået galt? Omvendt er ordensfløjens budskab om fast hånd, orden og opdeling kun overbevisende for allerede overbeviste xenofober og folk, der i angst klynger sig til simple årsagssammenhænge og sammen med strudsen stikker hovedet i busken og lader, som om resten af verden og dens historie ikke eksisterer. Luk grænsen, siger de. For nødlidende uden hjem og familie? Som den bedste foranstaltning, man kan komme på i en verden, hvor propaganda kan nå svage sjæle med lysets hastighed over digitale netværk og hvor mange hundrede millioner mennesker befinder sig i krigsområder og samfund i opløsning? Skidegod plan, Egon.

Grundtvigsk ønsketænkning

Illusionernes verden er blevet pulveriseret på det seneste, og det er på høje tid, at der sættes en stopper for vaneargumentation, gamle paroler, skinger retorik og forsimplede fremstillinger. Og det er på høje tid, at politikere og debattører stopper op og lader være med at lade sig rive med i mediernes breaking news-tempo eller drukne i deres overophedede eksponering af hver eneste prut, der slås i en moské i Ishøj. Enhver må se, at den nationale samling og ånd aldrig rigtig har eksisteret udenfor grundtvigsk ønsketænkning. Enhver må se, at der er alt for langt fra de offentlige myndigheder og store kolosser i Bruxelles til de virkelige levede liv. Enhver må se, at der er langt fra skåltalernes demokrati til hverdagens demokrati. Enhver må se, at man ikke selv kan bestemme, hvor meget man vil have med resten af verden at gøre. Enhver må se, at næstekærlighed kan være livsfarlig.

Enhver må se, at verden ikke er sort-hvid. Enhver må se, at et hvilket som helst barn kan reddes i en varm favn og skære halsen over på en tilfældig togpassager. Enhver må se, at verden faktisk ikke er af lave, men at verden blot er verden. Vi har befundet os i en tilstand, som har været gunstig for, at begge fløje i tidens verbale borgerkrig har kunnet opdyrke en tro på deres ideer. Den tid er nu ovre. Og det samme bør den indledende, posttraumatiske og hysteriske fastholden af de gamle paroler også være. Det er tid til at tilpasse ideer og samtale til den tid, vi lever i. Det er tid til, at især politikere finder nye måder at mødes på, på tværs af skismaet og henover afstanden til folket. Det bliver ikke nemt.

Endnu engang: Velkommen tilbage fra ferie!