For et par dage siden var den folkekære skuespiller Ghita Nørby gæst i DR Aftenshowet til en snak om hendes fine have, der havde været udsat for et voldsomt stormvejr. Og mens en havearkitekt fortalte videre om havens fortræffeligheder og nye muligheder, hev hun et krøllet stykke papir frem, som hun snedigt havde gemt i hånden, og foldede det ud. Det viste sig at være forsiden på  Politiken, som hun begyndte at læse op af med langsom teaterstemme:  Hver-anden-vil-skære-ned-på-kulturstøtten. Og efter en pause fortsatte hun:  Hver anden, hvem er det? Og så meget  betydningsfuld ud. Og mens jeg bemærkede det let fornærmede udtryk i ansigtet, denne antydning af foragt blandet med stolthed over den kunstneriske fremførelse, tænkte jeg, at hver anden jo nok var dem fra det oprindelige Danmark, der for alvor trådte i karakter ved valget tidligere i år, og som de voksne mennesker, de jo er,  måtte tage skeen i den anden hånd og få ryddet op efter  ungdomsfesten. Folket, der altid må finde sig i at blive trådt på af den   bedrevidende kul-turelite.

Og jeg tænkte på alle de andre filmskuespillere, der jubler i kor, hver gang en kollega har sagt noget frækt om det danske folkeparti, for eksempel Jesper Christensen, James Bond-skurken, der i endnu en omgang DR Aftenshowet var på tur med en gruppe flygtningebørn og blev så rørt over virkeligheden, at en tåre løb nedad kinden.

[intense_hr]

Den orange plakat til venstre er et stykke samtidskunst,  som kan opleves både i Kunsthallen og som gadeplakat hængt op i byens offentlige rum og meget populær på Østerbro og Christianshavn. Ligesom alle fra kultureliten med respekt for sig selv har den hængende som en avantgarde-Monet, ved siden af Montana-reolen i de etnisk homogene enklaver som et tegn på, at de  tilhører ”vi ved bedre”-segmentet, som altid kan kendes på deres overbærende attitude og belærende facon. Nedenunder er det de tre danske kunstnere Bjørnstjerne, Rasmus  og Jacob, der under navnet Superflex har lavet mange interessante projekter, men alt for ofte skæmmes af denne stærke lyst til at sole sig på den rigtige menings Bellevue og dermed arbejde på sikker  grund. Helt ufarligt. Som i tilfældet med plakaten, der jo bare er en  ganske vist godt udført, men simpel ”hån mod befolkningsgruppe”, der holder samfundet i gang og passer på sin kultur.  Hver anden.  Eliten vil ikke være alene med danskerne.  Spidsborgerkunst fra glasklokken.

[intense_hr]

Når jeg en sjælden gang bevæger mig gennem Østerbro - altid i et ærinde - er  det som at gå i et reservat befolket af ene performancedesignere og studieværter, der transporterer deres ”hen”-børn rundt på fine ladcykler iført perfekte cykelhjelme eller sidder ved nydelige caffe latte-borde og ser meget vigtige ud som de åbne og frisindede  mennesker, de jo er. Derfor var det også med en vis undren, jeg så et indslag i Nyhederne fra dette samme område, hvor en række yngre mennesker udtalte sig meget højrøstet om udfaldet af valget dagen før.  De skammede sig over at bo i et land, hvor mere end hver anden havde  stemt for en så umenneskelig og fremmedfjendsk politik. Hvad ville de ikke tænke om os ude i verden? At vi  er grimme og onde, og at de ikke længere vil være venner med os. Så hellere  flytte til Sverige med ordnede forhold og statsgaranti for anstændighed. Og når jeg så skruede ned for lyden og kiggede på disse ansigter fyldt af vrede og trods, mindede det om  udtrykket af åbenlys uretfærdighed og forbløffelse i et barns ansigt, når  far har sagt: ”Gå ind på dit værelse”.