Billede
Bølgerne kan noget særligt her i Klitmøller. Men samarbejdet mellem kommune og byens aktive civilsamfund er også særligt. Foto: Magnus Holm / Polfoto

Hemmeligheden bag det kolde Hawaii

Klitmøller har brudt bevægelsen fra land mod by. Forklaringen skal ikke bare findes i de blå bølger ved den nordvendte kyst. Det er nødvendighedens fællesskab, der lokker flere og flere til.

surf’s up

Af Jonas Sloth Bach | [email protected]

Bilerne holder i kø i et forgæves forsøg på at finde en parkeringsplads tæt på kysten. Langs villavejene bliver forhaverne taget i brug som improviserede parkeringspladser. Klitmøller er på den anden ende. For sjette år i træk danner byen eller snarere bølgerne over muslingerevet i Vesterhavet rammen om windsurfingens World Cup. På trætribunen pumper upbeat hitmusik ud af højttalerne, mens den engelsktalende speaker holder de hundredvis af tilskuere opdaterede på stillingen i finaleheatet.

”Hvis ikke de havde været her, så havde vi set den samme tilbagegang som alle andre byer i udkanten. Så ville der kun være gamle mennesker og gamle huse her nu.”

Der er ingen læ for vinden, men solen skinner, og de vejrbidte ansigter, der kigger udover havet, ser veltilfredse ud. Her er både hippe surfere med fuldskæg, gamle fiskere med hjemmerullede smøger og familier fra hele Thy, der bare lige skal kigge. World Cup-stævnet er kronen på værket i den udvikling, som Klitmøller har gennemgået i det sidste årti. I løbet af den uge, som stævnet varer, kommer der op mod 10.000 gæster til byen, hvor der per 1. januar 2015 boede 839. Byen er kommet på landkortet, verdenskortet endda, og de fleste nikker genkendende, når man nævner Klitmøller eller Cold Hawaii, der er blevet byens synonym.

Den anden bølge

Historien er velkendt. Den nordvendte kyst gør det muligt at få vestenvinden ind fra siden, så windsurferne ikke kommer i læ af de høje bølger. Det har gjort havet ved Klitmøller til et yndet surfspot siden først i 1980’erne. Men bølgerne har ikke gjort det alene. En af de helt centrale personer i udviklingen af Klitmøller er Rasmus Johnsen.

Surfentusiasten kastede sin kærlighed over bølgerne og området for tyve år siden. Da Hanstholm Kommune ville bygge en mole ovenpå et af Europas bedste steder at surfe, skrabede han og andre surfere 130.000 kroner sammen til en ingeniørrapport, der anviste en alternativ placering af molen, som kommunen rettede sig efter. Det blev startskuddet til et samarbejde mellem surfere og kommune, der i 2006 mundede ud i, at Rasmus Johnsen blev sat til at udvikle en helhedsplan for surfingen og områdets udvikling.

- Det var første gang, man lavede en samlet strategi for bosætning, uddannelse og udvikling af hele det her område med udgangspunkt i surfing, fortæller han, mens hans blik er rettet mod de to finalister ude i bølgerne.

”Jeg er stolt af at være fra Cold Hawaii, men jeg har aldrig stået på et surfboard, og jeg kommer aldrig til det.”

Det var også dengang, navnet Cold Hawaii opstod. Siden da er der kommet et HF- kollegium med en særlig surf-linje, flere surfingbutikker og et stort klubhus til surferne til byen, befolkningsudviklingen er vendt, og nu taler man om ‘den anden bølge’. Nu er de største problemer at finde lejeboliger nok til alle dem, der gerne vil prøve landsbylivet af, og få løst de trafikale udfordringer, det giver, når autocamperne rykker ind i sommermånederne.

[caption id="attachment_33268" align="alignright" width="468"]Klitmøller har ifølge en beboer den perfekte størrelse: Byen er ikke så lille, at der intet sker, men ikke så stor, at man ikke føler sig som en del af det, der sker. Foto: Magnus Holm / Polfoto Klitmøller har ifølge en beboer den perfekte størrelse: Byen er ikke så lille, at der intet sker, men ikke så stor, at man ikke føler sig som en del af det, der sker. Foto: Magnus Holm / Polfoto[/caption]

En fælles succes

I starten var surferne faktisk alt andet end populære i Klitmøller. Fiskerne synes, de var i vejen. De parkerede over det hele og lavede mad og overnattede på det offentlige toilet. En enkelt gang brugte en af fiskerne en aktiveret brandslange til at vække en surfer, der lå i sin sovepose på toilettet.

- Det er umuligt at lave forandringer uden modstand, siger Erik Odder, der blev født i Klitmøller i 1954.

Nu står lystfiskeriforeningens medlemmer i orange refleksveste og guider bilerne frem til parkeringspladserne, når der er World Cup. Cold Hawaii er blevet et fælles projekt, som man også tager del i, selvom man aldrig har stået på et surfbræt. For ingen undervurderer surfernes betydning for byen.

- Hvis ikke de havde været her, så havde vi set den samme tilbagegang som alle andre byer i udkanten. Så ville der kun være gamle mennesker og gamle huse her nu, siger Erik Odder, der er medlem af lystfiskeriforeningen og selv flyttede tilbage til sin fødeby for et par år siden. Nu stiger huspriserne, og der er tolv gravide kvinder, så byens børnehave får snart brug for en udvidelse.

Verdens mindste storby

Uden havet og surferne havde udviklingen i Klitmøller været umulig. Det er der enighed om, uanset om man spørger surfere eller fiskere. Men havet er ikke hele forklaringen på, at unge familier nu flytter til, og at både turister og surfere bliver hængende. Byen har formået at bruge bølgerne til at skabe en identitet, som alle er en del af.

- Jeg er stolt af at være fra Cold Hawaii, men jeg har aldrig stået på et surfboard, og jeg kommer aldrig til det, siger Martin Eigenbroth, der flyttede hertil fra Fjerritslev, hvor han stadig arbejder, for femten år siden.

I Klitmøller engagerer han sig i spejderbevægelsen, ligesom han er formand for friskolens bestyrelse. Han sidder i det gamle redningshus, hvor redningsbåden lå i gamle dage. Det er nu blevet til et forsamlingshus med fællesspisning og fester, og mens solen så småt lægger an til at gå ned, er der fyldt med frivillige, der serverer dagens ret til de mange lokale.

- I Fjerritslev ville jeg aldrig være taget til dyrskue, for det siger mig ingenting, men her tager jeg til World Cup, selvom surfing ikke siger mig noget, siger Martin Eigenbroth.

For ham er den bedste forklaring på, at Klitmøller har kunnet få det maksimale ud af surfernes energi, at byen har en helt optimal størrelse. Den er ikke så lille, at der intet sker, men ikke så stor, at man ikke føler sig som en del af det, der sker. Med 850 indbyggere er man nødt til at engagere sig og bakke op, når der sker noget.

Udover surferne har byen 72 spejdere og en friskole med 42 elever, der med nogle meget engagerede forældre udgør endnu en platform for et socialt liv, der lokker folk til.

[caption id="attachment_33267" align="alignnone" width="830"]Engang syntes fiskerne bare, at surferne var i vejen – de parkerede over det hele og lavede mad og overnattede på det offentlige toilet. En enkelt gang brugte en af fiskerne en aktiveret brandslange til at vække en surfer, der lå i sin sovepose på toilettet. Foto: Magnus Holm / Polfoto Engang syntes fiskerne bare, at surferne var i vejen – de parkerede over det hele og lavede mad og overnattede på det offentlige toilet. En enkelt gang brugte en af fiskerne en aktiveret brandslange til at vække en surfer, der lå i sin sovepose på toilettet. Foto: Magnus Holm / Polfoto[/caption]

Individualisters kollektiv

En af de nyeste tilflyttere er Morten Manaa, der i juli flyttede til Klitmøller fra København med sin kone og deres to børn. Efter noget, han selv kalder en 40-års-krise, kunne de mærke, at drømmen om at blive del af et lille lokalsamfund trak mere, end storbyens cafeer og kulturliv kunne holde dem tilbage. Nu sidder han på en bænk foran en ombygget autocamper, hvor der sælges kaffe og pandekager, og ser ud over Vesterhavet. De første måneder har overgået alle forventninger.

- Min søn, Dirk, har næsten ikke været indenfor endnu. Han tager sine gummistøvler på, så snart han vågner. Vi taler om, hvorvidt vi har mishandlet vores børn i de første år ved at leve i byen, siger Morten Manaa, der er medejer af eventfirmaet Rowdy, der også har engageret sig ved at lave arrangementer og koncerter i Klitmøller.

For ham er den største forandring de uanmeldte besøg og det stærke sociale engagement.

I København, hvor Morten Manaa tidligere har været med til at drive Bremen Teatret, har  vennerne reageret, som havde han sagt, at familien ville flytte til Mars, fortæller han. Men nu kommer selv de, han ikke har set i et årti, på besøg i klitterne.

Kultur

Land & by

Tilmeld dig nyhedsbrevet