Den danske folkeskole har hidtil båret udviklingen af vores samfund ganske flot, samtidig med at den har kunnet forankre sig som vores vigtigste kulturbærende fællesskab.

En fremtid, hvor vi kan tillade os at have lige så store forventninger til folkeskolen og se den som det ressourcerum, der skal løfte en endnu større opgave, kræver tillid og respekt samt en klar anerkendelse af, at den fremtidige udvikling ikke handler om at trække ressourcer ud af folkeskolen.

Folkeskolen lever i dag i bedste velgående som følge af en solid opbakning fra lærere, forældre og den centrale placering i det kommunale virkefelt. Det er også det rum, der skal bære folkeskolen videre. Det kan det, hvis bare vi fik lov og vi fik ro til det.

Reformforslag på reformforslag

Der er en udbredt enighed om, at folkeskolens opgave er blevet større, og at den skal udvikle og uddanne vore børn med et stort udsyn for den globale udvikling, men parallelt med denne brede forståelse har der udviklet sig et sandt puslerum på Christiansborg af folketingsmedlemmer og ministre, der skal ’redde’ den danske folkeskole.

Ærligt talt, i de mange år, jeg har været borgmester, har jeg ikke set en eneste redningskrans – kun dem, der har kunnet udvikles lokalt. Derimod har jeg til ulidelighed set det ene såkaldte reform-forslag efter det andet.

Forslag, der har druknet folkeskolen i et bureaukratisk set-up og en ideologisk kamp, båret af troen på, at læring og udvikling kan måles og vejes, og at offentliggørelse af hvad som helst i rapportform vil føre til højere kvalitet. Det har det ikke gjort, men derimod skabt en folkeskole, der har fået sværere ved at finde sin identitet og skabe klarhed om sine mål og midler.

Dum undskyldning

Intet ressourcerum i det danske samfund har i de seneste 20 år med så høj en frekvens fået at vide, at de ikke gør det godt nok, og intet ressourcerum har fået så få konstruktive svar, men et utal af politiske meldinger, der har foregivet at rumme løsningen. Det er et overgreb på den danske folkeskole, som må slutte.

Kun mennesker med begrænset forstand eller et liv i et lukket rum, kan forvente at et sådant ressourcerum flytter sig over en bred kam og i løbet af kort tid. 

Jeg kan ikke undgå at tænke på, at det var det samme Folketing, der mente, at det ville tage to-tre år for at få kørt folkeskolen ind på en flytning af sommerferien med en uge.

Folketinget kan ikke drive den danske folkeskole. Lad os få den tilbage til folket og lokalsamfundene. Gør den fri af initiativer, der ikke har lige så store forventninger på skolens vegne som forsøget på vælgeroptimering. 

Tag et ægte ansvar for folkeskolen, og stop med den retorik, hvor en udokumenteret og generaliserende kritik altid afterfølges af: “Vi har en god folkeskole“, der jo ikke er andet en dum undskyldning, man altid kan krybe i ly bag ved, når kritikken eller de smarte initiativer ikke holder.

Faglighed og frihed er overskrifterne denne gang. Det eneste, der ikke er i efterskriften er netop faglighed og frihed. Der er kun standardisering og mere kontrol. Og så er der ladeporten til et statsligt krav om besparelser, nemlig ophævelse af kravet til maksimale klassekvotienter. 

Min erfaring siger mig, at kommunerne meget vel i løbet af nogle år vil blive mødt af et statsligt budskab om, at “I kan da godt spare på skolen, I har jo fået friheden til at sætte klassekvotienterne op“. Det bliver ikke lige nu – men tro mig – det kommer.