Første dansker kan få vaccine i julegave
Første dansker kan få vaccine i julegave

Den første dansker kan med stor sandsynlighed blive vaccineret mod covid-19 omkring juleaften.
Det står klart, efter at det europæiske lægemiddelagentur, EMA, mandag eftermiddag gav en betinget godkendelse til den vaccine, som tyske BioNtech og amerikanske Pfizer i fællesskab producerer i den belgiske by Puurs. Og efter at EU-Kommissionen få timer senere valgte at give vaccinen det endelige grønne lys.
- Som vi har lovet, vil denne vaccine blive tilgængelig for alle EU-lande samtidigt og på de samme betingelser. De første sendinger af vaccinen vil afgå her fra Belgien inden for et par dage, siger kommissionens formand, Ursula von der Leyen, i en videomeddelelse.
I Danmark kalder statsminister Mette Frederiksen godkendelsen af den tysk-amerikanske vaccine "et lys i mørket".
- Vaccinerne vil være et af vores vigtigste våben mod corona. Men vi skal fortsat væbne os med tålmodighed. Vi kommer ikke til at have vacciner til alle på samme tid, skriver hun på Facebook.
Krydser grænsen efter et døgn
Med godkendelse fra Bruxelles kan vi være få døgn fra det første stik, som borgere og myndigheder har sukket efter i månedsvis.
Vaccinerne vil være et af vores vigtigste våben mod corona. Men vi skal fortsat væbne os med tålmodighed. Vi kommer ikke til at have vacciner til alle på samme tid
Producenten Pfizers direktør i Danmark, Lars Møller, siger i en pressemeddelelse, at selskabet har knoklet for at være klar:
- Det er et spørgsmål om dage, før de første vaccinedoser ankommer til Danmark, så det skulle være muligt for de første danskere at blive vaccineret allerede kort efter jul.
Af Sundhedsstyrelsens vaccineplan fremgår det, at der 24 timer efter den endelige godkendelse vil komme vacciner over den danske grænse. Herefter vil den første dansker kunne få det første af vaccinens to stik inden for 36 timer, lyder det i vaccineplanen.
I Lægemiddelstyrelsen anbefaler direktør Thomas Senderovitz danskerne at tage imod tilbuddet om den nye vaccine, der allerede er taget i brug i USA, Canada og Storbritannien. Også selv om godkendelsesprocessen er gået langt hurtigere end normalt med en ny vaccine.
- Vi har gennemgået det minutiøst, og folk har arbejdet dag og nat. Og det er gået hurtigt, fordi folk har stillet op, siger han.
Intet politisk pres
I Danmark har der ikke været noget pres fra regeringen eller det politiske bagland. Vi har kigget på, hvordan man - inden for forsvarlige rammer - kan få det gjort hurtigere.
Senderovitz understreger, at selv om mange har interesse i at få vaccinen godkendt, så har han og hans folk ikke snydt hjørner for at presse godkendelsen igennem.
- I Danmark har der ikke været noget pres fra regeringen eller det politiske bagland. Vi har kigget på, hvordan man - inden for forsvarlige rammer - kan få det gjort hurtigere, siger han.
Sådan virker coronavacciner
Vaccinen mod coronavirus forventes at give en god beskyttelse, men varigheden er endnu ukendt.
EU-Kommissionen har mandag aften godkendt coronavaccinen fra Pfizer og BioNTech, og vaccinationer af danskere ventes at påbegynde inden for få dage.
Nedenunder kan du læse, hvordan vaccinerne virker.
- Vaccinen indeholder en såkaldt kodestrimmel, der får kroppens celler til at danne antistoffer mod coronavirus.
- Herefter kan kroppens immunforsvar genkende og beskytte sig mod coronavirus.
- Man skal have vaccinen to gange med et par ugers mellemrum for, at den har optimal effekt.
- Man kan efter vaccination forvente at være ”godt beskyttet” mod coronavirus.
- Det er dog ikke sikkert, at alle vaccinerede får fuld beskyttelse mod virusset.
- Det vides ikke, hvor længe effekten af vaccinen vil vare.
- Eventuelle bivirkninger kan muligvis vise sig ved forbigående rødme der, hvor man er blevet stukket, forbigående feber eller muskelømhed.
- Alvorlige bivirkninger efter en vaccination er meget sjældne.
Kilder: Sundhedsstyrelsen og Lægemiddelsstyrelsen.
Hvem der får æren af at være vaccineprogrammets "patient nul", er endnu uvist. Men det står klart, at beboerne på landets plejehjem er langt fremme i køen.Ifølge TV2 er landets 933 plejehjem blevet bedt om at indsende lister over, hvem der ønsker vaccinen. Deadline for listerne var mandag.
Målet er 70 pct.
EMA's direktør, Emer Cooke, håber, at borgerne i Danmark og de øvrige EU-lande vil takke ja til vaccinen.
- Vi kan kun vinde kampen mod covid-19, hvis borgerne har tiltro til vores anbefaling og lader sig vaccinere, siger hun.
Myndighederne vurderer, at omkring 70 pct. af en befolkning skal vaccineres for at få bugt med epidemien i et land. Når tiden kommer, skal de plejehjemsbeboere og øvrige i risikogruppen, der ønsker vaccinen, have det lille prik af en praktiserende læge.
På plejecentrene rykker lægerne ud. Og de kommer ikke til at trække processen i langdrag, fastslår Lægeforeningen.
- Vi er klar, når vaccinen er klar!, skriver foreningen på Twitter.
Nyheden om den forestående vaccine kom på en mandag, hvor antallet af indlagte med coronavirus slog rekord med 713. 87 er nu indlagt på intensivafdeling.
Disse danskere får vaccinen mod corona først
Danmark er snart klar til at vaccinere de første borgere mod coronavirus.
I blandt andet USA og Storbritannien er man gået i gang med at vaccinere borgere mod coronavirus, og snart får de første danskere det stik, der forventes at kunne beskytte i høj grad mod coronavirus.
Her kan du læse, hvem der får vaccinen først i Danmark.
- Personer i risikogrupperne, som har underliggende sygdomme og tilstande, der øger risikoen for et alvorligt sygdomsforløb, hvis de smittes med coronavirus. Det gælder ældre og kronisk syge.
- Sundheds- og plejepersonale samt udvalgt personale på det sociale område, som har tæt kontakt med syge og personer i risikogrupperne.
- Personer i samfundskritiske funktioner, som ikke umiddelbart kan erstattes. Det gælder personer med en ekspertviden. Et eksempel på det er en kontrolrumsoperatør i energisektoren.
- Alle danskere vil på et tidspunkt blive tilbudt en vaccination mod coronavirus. Man vil få en henvendelse fra myndighederne om, hvor og hvornår man kan blive vaccineret.
- Borgere på eksempelvis plejehjem vil blive vaccineret på selve plejehjemmet. Personale i sundheds- og ældreplejen vil blive vaccineret på arbejdspladsen, mens det for andre vil ske i dertil indrettede vaccinationscentre i hele Danmark.
Kilder: Sundhedsstyrelsen, Berlingske.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.



























