Flere kommuner tackler corona og ensomhed ved at blæse bobler på nettet
Flere kommuner tackler corona og ensomhed ved at blæse bobler på nettet

Mens Sundhedsstyrelsen trak idéen om sociale bobler tilbage for en måned siden, så lever de i bedste velgående på nettet. Tjenesten Boblberg, hvor borgere kan finde sociale fællesskaber, oplever massiv fremgang under coronakrisen.
Siden den første nedlukning af samfundet den 11. marts har i alt 71.243 borgere oprettet en profil på hjemmesiden. Samtidig er trafikken på siden steget med 59 pct., og antallet af sendte beskeder er næsten tredoblet under corona. Også flere kommuner er hoppet med på vognen.
I alt har virksomheden indgået aftaler med 17 kommuner siden årsskiftet. Det skyldes blandt andet coronakrisen og det akutte behov for at finde nye måder at tackle ensomhed blandt borgerne.
- Vi oplevede også fremgang sidste år, men langt fra den fremgang, vi ser nu. Det er nok vores lange arbejde, der kulminerer lige nu, og så sætter corona også en ekstra streg under, hvor vigtigt det er, at borgerne kan finde fællesskaber, siger Rasmus Stæhr, der er medstifter af Boblberg.
- Der er enkelte af de 17 kommuner, som vi har været i dialog med i flere år. Men corona har nok været en af de store grunde til, at flere kommuner vil satse på digitale fællesskaber. Mange af de aktiviteter, som kommunerne normalt tilbyder, kan ikke afholdes under corona. Men på Boblberg kan borgerne alligevel opsøge fællesskaber.
Der er tusindvis af borgere, der lægger billeder op af sig selv og fortæller om deres ensomhed. Man siger typisk, at det er et tabu. Men sådan er det ikke hos os.
Ikke et socialt medie
Boblberg blev til i et samarbejde med de tre kommuner Hvidovre, Gribskov og Varde i 2011 Siden da har virksomheden indgået aftaler med flere kommuner og stiller nu platformen til rådighed for borgerne i 43 kommuner.
Virksomheden bliver finansieret af kommunerne, regioner, fonde, projekter og sociale organisationer. Kommuner køber sig ind på en aftale, hvor Boblberg stiller deres platform til rådighed for borgerne i kommunen. Prisen afhænger meget af kommunernes størrelse, men en gennemsnitlig kommune betaler typisk omkring de 230 kr, om dagen svarende til 84.000 kr. om året. Prisen er inklusiv al inplementering og mere end 50 oplæg, events mv. ude i de enkelte kommuner.
Ifølge Rasmus Stæhr er der en væsentlig forskel, der adskiller Boblberg fra de sociale medier.
- Vi ser os ikke som et socialt medie, for der kommunikerer man ofte med nogle, man kender. På Boblberg har man ikke en profil, men man mødes over fælles interesser. Vi forbinder folk, der ikke kender hinanden, i nye fællesskaber, siger han.
- Visionen med Boblberg var, at brugerne skulle kunne finde et fællesskab gennem platformen. Vi troede, at det skulle handle om at finde for eksempel motionsvenner. Men over tid har vi kunnet se, at borgerne bruger platformen til tackle og tale ud om svære emner som sygdom og ensomhed. De kan få et fællesskab hos os, som de ikke kan andre steder.
Boblbergs brugere. Foto: Boblberg.
3.000 borgere var i kø i Kolding
En af de kommuner, der har set idéen bag boblerne, er Kolding. Her var coronakrisen også en afgørende faktor i, at kommunen valgte at indgå en aftale med Boblberg. Hans Holmer (SF), der er formand for social- og sundhedsudvalget, blev af en række borgere gjort opmærksom på, at Boblberg kunne være gavnligt under corona.
- Efter pressemødet den 11. marts modtog jeg en række emails fra borgerne, om at de gerne ville have, at Kolding Kommune indgik i et samarbejde med Boblberg. Og allerede inden, at vi helt åbnede porten til Boblberg, stod der omkring 3.000 borgere på venteliste, siger han.
Hans Holmer så tjenesten som en mulighed for at give borgerne en ekstra hjælp til at finde fællesskaber, i hvad der for mange kan være en ensom tid.
- Vi kan se, at vi har mange borgere, der savner et fællesskab under coronakrisen. Med restriktioner og forbud er der nok mange borgere, der føler sig meget isolerede. Vi håber, at Boblberg kan være med til at bekæmpe ensomheden og give en bedre livskvalitet.
- Man kan også se investeringen i Boblberg som en forebyggende indsats. Alternativet kunne jo være, at en borger får det det rigtig skidt og til sidst havner i det kommunale system.
Kommunen betaler i alt 132.000 kr. om året for, at borgerne i Kolding kan bruge platformen. Med i aftalen får Kolding også en række ydelser, såsom events og infomøder, Boblberg holder i blandt andet kommunens jobcentre og sundhedshuse.
Corona har nok været en af de store grunde til, at flere kommuner vil satse på digitale fællesskaber.
Stærkest når livet ændrer sig
Rasmus Stæhr kan tydeligt se, at der er borgere, der søger fællesskaber på grund af corona. Særligt tre ord går igen i borgernes opslag: venskaber, ensomhed og vandre/gå.
- Ensomhed har aldrig fyldt så meget som nu. Der er tusindvis af borgere, der lægger billeder op af sig selv og fortæller om deres ensomhed. Man siger typisk, at det er et tabu. Men sådan er det ikke hos os. Under corona er det blevet endnu mere almindeligt at snakke om på Boblberg.
- Boblberg er stærkest, når folks liv ændrer sig. For eksempel når folk oplever en skilsmisse, flytter til en ny kommune eller andre store livsbegivenheder. Man kan i den grad også sige, at folks liv under corona har ændret sig, siger han.
Kommunale aftaler med Boblberg:
Kommunerne betaler Boblberg for at stille platformen til rådighed for kommunens borgere samt en række andre ydelser såsom infomøder, arrangementer og markedsføring af platformen til kommunens borgere. Beløbet som en given kommune skal betale er udregnet efter antallet af borgere i kommunen.
Eksempelvis betaler Kolding Kommune 361 kr. om dagen svarende til 132.000 kr. om året for følgende ydelser:
- Adgang og udvikling af platformen Boblberg.dk (92.500 borgere)
- Boblberg yder mailsupport til alle Kolding Kommunes borgere
- Opstart og introduktionsmøde
- Herudover to opfølgningsmøder årligt
- Besøg og opstartsmøder i minimum 30 udvalgte afdelinger i Kolding Kommune
- Uddeling af flyers/plakater til 198 steder i Kolding (Vi besøger alle disse steder)
- Kontakt til borgere i Kolding Kommune minimum 30 dage (Foredrag, events, stande, kulturdage, kurser, arrangementer mv.)
- Online markedsføring
- Udarbejdelse af brugercases og interviews
- Grafisk arbejde
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.



























