Kommunen.dk
MENU

Færgeinvesteringer tvinger Lolland til at sænke service på flere øer

Kommunerne fattes penge og står samtidig overfor massive investeringer i nye færger. I Lolland skærer man ned på afgange og antallet af færger.   

Færgeinvesteringer tvinger Lolland til at sænke service på flere øer

Kommunerne fattes penge og står samtidig overfor massive investeringer i nye færger. I Lolland skærer man ned på afgange og antallet af færger.   
Her færgen M/F Askø, der har sejlet mellem Askø og Bandholm. Som led i Lollands færgestrategi sejler færgen nu fra Kragenæs indtil den skal sælges, når den er udtjent. Det sker senest i 2030.
Her færgen M/F Askø, der har sejlet mellem Askø og Bandholm. Som led i Lollands færgestrategi sejler færgen nu fra Kragenæs indtil den skal sælges, når den er udtjent. Det sker senest i 2030.
Foto: Nana Reimers/BAM/Ritzau Scanpix

Landet over står en række kommuner overfor at investere i nye grønne færger. På landsplan løber det samlet op i en regning omkring 5,4 mia. kr. 

Og det rammer de i forvejen hårdt pressede kommuner i landdistrikterne. I Lolland har det betydet, at man skærer i antallet af afgange til Femø, Fejø og Askø og fremover lader to af øerne dele én færge. 

Kirsten Sydendal, der er formand for Sammenslutningen af Danske Småøer, påpeger, at eksemplet fra Lolland er en landsdækkende tendens:

- Kommunerne laver besparelser på den daglige færgedrift. Og det er gift for øboerne, hvis investeringer i nye færger betyder færre afgange eller højere takster. Det er jo vores livsnerve. Vi kan ikke komme til og fra arbejde eller uddannelse, hvis ikke de går på et vist niveau.

Lolland under pres

Lolland beskriver selv den pressede situation i sin færgestrategi fra september 2023.

  • Kommunens færger er fra 1992, 1996 og 2001 og vil inden længe skulle skiftes ud. 
  • Den samlede klimabelastning skal reduceres ved at erstatte dieselfærgerne. 
  • Kommunen har indtil videre kun fået støtte på et lille beløb til omstillingen

Og sidst men ikke mindst:

  • “Lolland Kommunes økonomi er generelt under pres og områdets befolkningstal falder. Der er derfor behov for at balancere kommunens serviceniveau, så det matcher både økonomi og befolkningsudvikling.”

Det sidste punkt er kun blevet mere aktuelt, siden færgestrategien blev lavet. 

Aktuelt har kommunen kurs mod et underskud på 531 mio. kr. i 2027. 

Derfor har kommunen indtil videre nedlagt færgelejet i Bandholm og flyttet det til Kragenæs. Det giver en ekstra køreafstand på 15 km. 

Samtidig skal Femø og Askø deles om én enkelt færge. Og fra 1. marts i år har kommunen beskåret antallet af afgange. 

Det giver samlet en besparelse på 5-10 mio. kr.

De dieseldrevne færger skal dog udskiftes. 

Og indtil videre har kommunen vedtaget, at én ny elfærge skal købes. Derudover afventer kommunen svar om støtte fra en kommende pulje på 100 mio. kr., som alle kommuner kan søge, før de beslutter, om kommunens anden færge også skal erstattes. 

Kirsten Sydendal, der selv bor på Fejø mener, at det er en svær situation for kommunen. Derfor er der brug for statslig hjælp i Lolland og resten af landets kommuner:

- Lolland er en meget fattig kommune. Og samtidig skal de være med på den grønne omstilling. Vi går ind i et forfærdeligt budget, hvor der mangler 500 mio. kr. Det er helt umuligt for borgmesteren og byrådet, og de leder, hvor de kan, siger Kirsten Sydendal.

- De køber en ny færge. Og de vil ombygge den anden. Men det er færre afgange og én færge mindre. Det har betydning for øboerne og bosætningen.

Lolland under pres

Kirsten Sydendal nævner, at det også er blevet vedtaget, at kommunen skal sløjfe natberedskabet med færgerne.

Et beredskab, der skal sikre, at færgerne i nødsituation kan sejle ambulancer eller brandbiler til øerne. 

- Det er meget trist og utrygt, hvis natberedskabet forsvinder. Der er mange borgere, der har klaget og gjort alt, hvad de kunne. Vi skal leve med, at der ikke kan komme ambulancer eller brandbiler, hvis der opstår brand om natten. 

- Noget af det kan løses med helikopter. Men det er ikke alt en helikopter kan. 

Kommunen.dk har bedt Lollands borgmester Marie-Louise Brehm Nielsen om et interview - det har hun takket nej til. 

Kirsten Sydendal mener, at de mange besparelser på færgerne i Lolland blot er ét eksempel på, hvordan den manglende støtte til kommunerne ender med at gå ud over borgerne på de små øer landet over. 

- Jeg frygter det går ud over interessen for at bosætte sig på øen. At det får folk til at tænke sig ekstra om. 



Historien kort

  • Landet over skal der investeres op imod 5,4 mia. kr, hvis landets færger skal omstilles til at sejle på el. 
  • Det er særligt landdistriktskommuner, der står overfor at skulle investere i de mange millioner dyre færger. Og det kan ramme budgetterne hårdt.
  • I Lolland har man i en færgestrategi beskrevet udfordringerne med omstillingen. Konkret har det ført til nedskæringer i færgedriften.

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

Til toppen
GDPR