Klumme/
En politisk kamp for sammenhængskraft
Klumme/
En politisk kamp for sammenhængskraft

Dette er et debatindlæg og udtrykker alene skribentens holdninger.
Har du selv et debatindlæg inden for Kommunen.dk’s interesseområder, kan du sende det til debatognavnekommunen.dk
I de sidste 100 år (1921-2021) er befolkningstallet i Danmark som helhed steget med 79 pct. Befolkningstallet i Aarhus i samme periode er steget med 227 pct. Det vidner om et Danmark i ubalance, og derfor er jeg danmarksdemokrat i Aarhus Byråd.
Man får hurtigt skudt i skoene, at det er en kamp mellem Jylland og København. Eller en kamp mellem land og by. Men det er forkert. Det her handler om en kamp for et Danmark, som hænger sammen.
Danmarksdemokraterne er i skrivende stund repræsenteret i 20 byråd over hele landet. Og Inger Støjberg har proklameret, at vi naturligvis kommer til at stille op til næste kommunal- og regionsrådsvalg. Det giver rigtig god mening.
Danmarksdemokraterne er blandt andet skabt ud fra et ønske om genskabe kontakten og sammenhængskraften i hele Danmark. Det handler om, at der skal være arbejdspladser i hele Danmark. Det handler om en offentlig velfærd, hvor det ikke er postnummeret, der afgør kvaliteten af det tilbud, man får. Det handler om, at hele landet trives og udvikles.
Det er en kamp, som i den grad også kæmpes i byrådene.
Jeg kommer fra Thy og bor i Aarhus Kommune. På trods af, at der kun er et par timer i bil mellem mine forældres gård i Thy og mit rækkehus lidt nord for Aarhus, så er der en verden til forskel.
Her i Aarhus fylder byggekranerne i horsionten. Flere steder bliver der revet hele villakvarterer ned. I stedet kommer der etagebyggeri. Byggeboomet i Aarhus kører for fuld styrke, og baggrunden er soleklar: En massiv befolkningstilvækst, som ser ud til at fortsætte de kommende år.
Samme udvikling ser vi i landets øvrige store byer.
Når jeg kommer hjem til Thy, kan jeg også se nedrivninger. Men her er forskellen bare, at der ikke kommer noget nyt op. Husene forsvinder, fordi der ikke er nogen til at bo i dem.
Indbyggertallet falder i Thy, og den tendens forventes at fortsætte. En tur ned ad mindernes alle i mit barndoms lokalområde i Thy giver en hurtig optælling på et par håndfulde huse, som de seneste 20 år er forsvundet. I dag er der marker eller blot en tom grund.
Det vidner om et lille land med et stort problem. Et Danmark i ubalance.
I Aarhus kunne vi selvfølgelig bare sætte os ned og klappe i vores små hænder over den massive befolkningstilvækst på omkring 4.000 indbyggere om året.
Men jeg har faktisk fået mine kolleger i byrådet til at indse, at den store befolkningstilvækst til Aarhus ikke er uden konsekvenser for vores kommune.
Bygninger der viser Aarhus’ udvikling og sjæl, må igen og igen vige pladsen for nyt og større byggeri med masser af glas og beton, hvis eneste grønne islæt ofte består af et træ i en blomsterkrukke. Luft, udsyn og grønne åndehuller forsvinder. Dele af Aarhus er ikke længere til at kende.
Med den store befolkningstilvækst presses boligpriserne desuden i vejret.
På den baggrund har byrådet peget på bæredygtig vækst som et ud af syv vilde problemer, som er viklet ind i hinanden, og som tilsammen står i vejen for realiseringen af byrådets vision om, at Aarhus skal være en god by og kommune for alle.
Andre kommuner bør kigge samme vej.
Skævvridningen af Danmark kalder nemlig på politisk handling. Fra Folketingets side. Men bestemt også fra de enkelte kommuners side. Byråd og kommunalbestyrelser skal løfte blikket i fællesskab og kigge ud over egne kommunegrænser.
Forslagene og løsningerne til et Danmark i balance er mange. Aktører som Landdistrikternes Fællesråd og Balance Danmark har gode bud på løsninger.
Og mange af løsningerne kender vi sikkert ikke endnu. Det handler om at være nysgerrig, men også ambitiøs på Danmarks vegne. For sikkert og vist er det, at land såvel som by har en klar interesse i et Danmark i balance.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.