Hvad udad tabes, skal indad vindes. Den højstemte retorik om øget uafhængighed fra Danmark står i skærende kontrast til de barske økonomiske realiteter i Grønland. Efter selvstyreaftalen i 2009 blev grønlænderne ikke blot anerkendt som et selvstændigt folk, men fik også mulighed for at hjemtage politiske ansvarsområder. Endnu står den voksende selvstændighedstrang dog ikke mål med den økonomiske bærekraft. Langtfra. Tværtimod skrumper BNP.

Under de seneste ugers valgkamp til Inatsisartut, det grønlandske landsting, har politikerne fra de altovervejende venstreorienterede partier været udspændt i en skrøbelig balanceakt mellem følelser og fornuft. Ligesom danske politikere op til og særlig efter nederlaget i 1864 forsøgte at mobilisere til indre genrejsning, har formændene fra de største partier i Grønland også konkurreret om, hvem der bedst kunne sætte krop og sjæl på fædrelandskærligheden.

Grønne skove har der ikke været i årtusinder, og nu ser guldgraver-eventyret også ud til at fordufte i Grønland. Ved sidste valg lød fremtidsudsigterne ellers forførende: Formanden for det socialdemokratiske Siumut-parti Aleqa Hammond vandt en jordskredssejr ved at tilbyde vælgerne en populær cocktail af uudtømmelige råstofrigdomme og snarlig selvstændighed.

Hun satte sig selv i scene som isdronningen, som ville vise verden – og ikke mindst de gamle koloniherrer i København – at Grønland ikke blot kunne klare sig selv, men også klare sig endnu bedre, ja, næsten blive et nyt Kuwait, ved at åbne op for uranudvinding, olieboringer og jernminer.

Nultolerance med bilagsrod

Det arktiske eventyr har på rekordtid udviklet sig til om ikke et mareridt, så en mere socialrealistisk fortælling om et skrantende fiskeri og et turismeboom, der lader vente på sig. Rapporten ’Til gavn for Grønland’, som geologiprofessor ved Københavns Universitet, Minik Rosing, var pennefører på, konkluderede tidligere på året, at mineraludvinding næppe kan frisætte Grønland økonomisk. I givet fald ville det kræve over 20 af de storskalaprojekter, som endnu ikke er kommet i gang.

De vidtløftige drømme kollapsede samtidig med, at Aleqa Hammond blev ramt af en bilagsskandale, idet hun ifølge selvstyrets interne revisionsrapport havde brugt sin officielle repræsentationskonto som privat kassekredit. Og reaktionen faldt lige så prompte, som skandalen var med til at øge politikerleden og mistilliden til de folkevalgte.

På få uger måtte den stærke kvinde, der så sent som i 2013 fik 23 procent af stemmerne personligt, trække sig tilbage i vanære – og udløste dermed et opbrud i grønlandsk politik. Det socialdemokratiske parti Siumut har fået ny formand, den 48-årige tidligere politimand Kim Kielsen, mens også det konkurrerende parti, SF’s søsterparti Inuit Ataqatigiit (IA), har fået ny formand, den 36-årige Sara Olsvig. På hver deres måde har de gennem hele valgkampen forsøgt at anvise en ny vej fremad, men langt mere jordnært end tidligere.

Opgør mellem by og bygd

Kim Kielsen har appelleret til de mere traditionelle vælgere i de mindre bygder – ved konstant at hive et lille glas med stenbider-rogn frem, som koster 400 kroner i delikatesseforretningerne i København, men hvis indhold kun giver fiskeren 20 kroner i løn. Omvendt har Sara Olsvig hovedsagelig henvendt sig til vælgerne i de få større byer med et budskab om behov for større reformer, en målrettet satsning på folkeskolen og en stærkere iværksætterkultur.

Fælles for valgkampagnerne har været en underliggende parole om, at Grønland har et indre og uforløst potentiale. Nationalfølelserne er således ikke længere rettet åbenlyst udad mod Danmark, men formuleres i forskellige varianter af sagnomspunden stolthed og populistisk lokalpatriotisme. Genrejsning fra tidligere ydmygelser er den gennemgående figur.

De to dominerende partier, Siumut og Inuit Ataqatigiit, har dog ikke haft parolerne for sig selv. Den tidligere landsstyreformand Hans Enoksen med tilnavnet ’Bygdepartisanen’ brød i januar ud af Siumut, som han selv har været formand for i en årrække, for i stedet at stifte Partii Naleraq, et rendyrket udkantsparti.

Spændingen mellem Grønland og Danmark, som Aleqa Hammond satte på spidsen ved at udtale, at den eneste gode ting, som grønlænderne havde fået fra danskerne, var ”brun sovs”, er erstattet af en rivalisering mellem Nuuk og resten af det vidtstrakte land.

Selvom det nyvalgte Inatsisartut får svært ved at finde konkrete løsninger, der kan skabe hurtig og mærkbar fremgang, virker de ledende politikere i det mindste afklarede omkring, at det nu er dem selv og ingen andre, som skal trække Grønland i gang.