Hvad handlede Muhammedkrisen egentlig om? Lad os spole tiden 10 år tilbage og se, hvordan livsbetingelserne så ud for de danske dagblade og i særdeleshed Jylland-Posten i 2005. Konkurrencen var hård, benhård. Gratisaviserne (metroexpress, Urban med flere) havde gjort deres indtog, og disse annonceslugere blev i 2000’erne et omdrejningspunkt for en aviskrig, hvor også de etablerede dagblade introducerede deres egne gratisaviser. I Jyllands-Postens tilfælde havde krigstilstanden dog stået på noget længere. Igennem 1990’erne havde man under Jørgen Ejbøls ledelse indædt kæmpet imod især den politisk beslægtede Berlingske Tidende i bestræbelserne på at løfte Jyllands-Posten fra sit provinsrenommé til at blive Danmarks største og førende internationale avis. Men ét var den hårde konkurrencesituation med gratisaviser og rivalisering med andre dagblade, noget andet den teknologiske udvikling.

I 2005 havde de danske betalingsaviser i efterhånden en årrække kunnet stå op hver dag til lyden af et kværnende digitalt monster, der åd ikke bare deres oplagstal, men hele deres identitet.  Dagbladene hoppede ganske vist også på internettet i 1990'erne, men dette miljø var ikke umiddelbart skabt for dem, og internettets og de nye teknologiers muligheder truede med fuldstændigt at overflødiggøre eller udkonkurrere dagbladene på deres centrale funktioner. Udbuddet af nyheder og analyser på internettet er endeløst, og enhver kan etablere sit eget nyhedsmedie. Og yderligere giver internettet mulighed for, at den enkelte bruger kan gå udenom nyhedsfiltrene og de politiske tilhørsforhold og mere direkte til kilderne selv. Fald i oplagstal og annonceindtægter blev fulgt af fusioner. I 2003 fusioneredes Politiken, Ekstra Bladet og Jyllandsposten, men de bevarede deres redaktionelle uafhængighed. Spørgsmålet var bare: Hvem var de nu? Hvad var deres plads i den nye digitalt bårne medieverden?

Og disse spørgsmål må have rejst sig særlig klart for Jylland-Posten, en avis, der havde haft en stærk antikommunistisk profil under Den Kolde Krig, men som i flere tilfælde havde været mildere stemt, når det gjaldt andre totalitære regimers undertrykkelse af og vold imod etniske og religiøse befolkningsgrupper. Samtidig med, at man overfor kommunismen betonede presse- og ytringsfriheden, som er nødvendig for avisernes eksistens, udtrykte man en vis sympati for stærke statsmagter, der manifesterede sig imod undergravende kræfter. Således er Jyllands-Postens holdning til såvel det nazistiske syn på jøderne som apartheid omdiskuteret. Men i 2005 var Berlin-muren faldet og Østblokken gået i opløsning. Med andre ord: Den verdensorden, som Jyllands-Posten havde haft en stærk profil i, fandtes ikke mere.

En frygtindgydende drage

Avisen stod altså i en situation, hvor den var i hård, omkostningskrævende konkurrence med andre aviser, hvor den teknologiske evolution rullede henover den og hvor den karikerede verdensorden, den kunne have en klar profil i, var opløst. Men så trykte man tolv satiretegninger af profeten Muhammed sammen med en tekst, der netop advarede imod samfundsundergravende, frihedstruende, antidemokratiske kræfter, og med et slag var identitetsmyten om det frie dagblad i kamp imod mørke kræfter genskabt i massivt karikeret form. Islamismens gryende tilstedeværelse i de vestlige samfund var den perfekte omstændighed for et langsomt døende medie. Jyllands-Posten havde for længst etableret et ry som noget ensidigt fokuseret på de negative aspekter ved immigration. Men nu, ved at slå hårdt i græsset, vækkedes en frygtindgydende drage til live, som kaldte på den rette skinnende ridder i form af en genoplivet frihedskæmper, der atter engang støvede den gamle retorik fra koldkrigstiden af og heltemodigt marcherede forrest i den kamp, avisen selv havde hældt en benzinbombe på.

Sådan genopliver man myten om sig selv - sin egen mytologi vel at mærke. Sådan kæmper man, når historien, mediekonkurrencen og den teknologiske evolution truer ens eksistens. Så passende var det, at det netop var igennem karikaturtegninger, at avisen blæste liv i sig selv, for det er netop det karikerede verdensbillede, som avisen kan kende sig selv i og gøre sig selv synlig og nødvendig i. Igennem ti år er vi således af en gammel avis i krise blevet forledt til at se verdens massive migrationsproblematikker som et spørgsmål om ytringsfrihed, imens vi er fuldstændigt i vildrede, når det kommer til spørgsmålet om, hvad vi skal stille op med disse problematikker. Når man ikke ved, hvad man ellers skal stille op, så kan man i hvert fald råbe i en megafon, at araberne må forstå, at Frank Hvam gerne må lave vittigheder om dem!

En stor, mørk fjende

Jyllands-Postens frihedsmission er det største danske mediestunt i nyere tid, måske nogensinde. Det lykkedes avisen at slå sig selv i hartkorn med folk som forfatteren Salman Rushdie og filminstruktøren Theo van Gogh.  Men hvor de sidstnævnte rent faktisk havde et budskab - rent faktisk kom med analyser, der kunne bruges til noget, så kom Jyllands-Posten udelukkende med provokationen i sig selv. Jyllands-Posten leverede ikke andet end det, der var til gavn for den selv.

Set fra et medieevolutionsperspektiv er dette ganske symptomatisk. Generelt har de danske aviser gjort tre ting, der kan ses som karakteristiske for medier i evolutionskrise:

De har gennemført konservative løsninger, der er fuldstændigt ude af trit med det miljø, som den moderne teknologi skaber. For eksempel mødes den frie strøm af information og udvekslinger og den virtuelle offentlige debat af massive betalingsmure omkring de digitale aviser. For at deltage i diskussionen af en artikel - en karakteristisk aktivitet på de sociale medier - skal man igennem besværlige betalingsprocedurer og er nødt til at købe en masse materiale oveni, som ikke interesserer én.  Det er fuldstændigt ude af trit med nettets åbne sociale rum og informationsarkitektur. Og det er endda ude af trit med den øvrige internethandel, hvor målrettede indkøb er normen. Det er det, som medieteoretikeren Marshall McLuhan betegnede som at se nutiden gennem et bakspejl.

I forhippethed på at ”følge med”, på at være overlevelsesdygtige i den nye teknologi ser man i andre henseender ikke verden gennem et bakspejl, men gennem et forstørrelsesglas. Man overdriver tilpasningen til den nye teknologi. Det ses for eksempel i breaking news- eller opdateringsjournalistikken. Under store gule breaking-bannere og løbende i opdateringsvinduer ruller rapporteringer hurtigere ind, end der kan nå at ske noget i verden. Med andre ord har teknologiens hastighed overhalet begivenhedernes hastighed, teknologien går i selvsving, og avisernes journalistik karikerer sig selv.

Men man kan altså også genetablere myten om sig selv, revitalisere sig selv og sin identitet i folks bevidsthed. Og med sidstnævnte kan man i sin egen overlevelses navn og når der er nok andre interessenter, der er klar til at springe på, fastlåse diskussionen til ét af en tids-epokes vigtigste emner:  Intet er så godt som en stor, mørk fjende.