Trods svære forhandlinger er der lav risiko for konflikt ved OK24
Trods svære forhandlinger er der lav risiko for konflikt ved OK24
Der er meget på spil, når repræsentanterne for arbejdsgivere og lønmodtagere fredag mødes for at udveksle deres krav til de forhandlinger, der skal forny overenskomster for de offentligt ansatte.
De indledes kun kort tid efter trepartsforhandlinger med regeringen, som sikrede mere i løn til udvalgte grupper, der så til gengæld skal levere en modydelse i form af mere fleksibilitet og vagtarbejde.
Trepartsaftalen komplicerer forhandlingerne denne gang, vurderer Nana Wesley Hansen, lektor på Forskningscenter for Arbejdsmarkeds- og Organisationsstudier (Faos) ved Københavns Universitet.
- De to ting er flettet sammen, og det vil også være svært for medlemmer at adskille dem, når de skal stemme om resultatet, siger hun.
Ifølge Nana Wesley Hansen er der potentiale "til en masse utilfredshed". Nogle har fået del i de ekstraordinære lønkroner, men vil ikke synes, at det er nok, eller at modydelsen er for høj. Andre føler sig forbigået.
- Det øger selvfølgelig konfliktrisikoen. Men når det er sagt, så er der samtidig en stor vilje blandt parterne til, at det skal lykkes at lande noget, som medlemmerne vil stemme ja til, fordi det lykkedes at lande trepartsaftalen, siger lektoren.
Dertil kommer, at fagbevægelsen som en del af trepartsaftalen gik med til, at resultaterne denne gang kædes sammen. Det betyder, at det er det samlede flertal, der afgør, om forliget bliver godkendt, når medlemmerne af fagforeningerne skal stemme om resultatet.
Normalt kan der bryde konflikt ud på enkelte områder. Som da sygeplejerskerne stemte nej til resultatet ved de seneste overenskomstforhandlinger i 2021.
- Sammenkædningen reducerer alt andet lige risikoen for konflikt. Der kan godt være plads til, at der er mindre grupper, der er utilfredse. Men det vil ikke resultere i konflikter med enkeltstående grupper, som vi tidligere har set.
- Men det hele afhænger selvfølgelig af det resultat, som de skal stemme om.
Sigter mod markante lønstigninger
Forskere på Faos udkom mandag med et notat om de forestående forhandlinger, der blandt andet bygger på en lang række interviews med de centrale forhandlingsledere på begge sider af bordet.
Notatet slår blandt andet fast, at lønmodtagerne med rette kan forvente en pæn lønstigning.
Det økonomiske bagtæppe er en stærk økonomi med faldende inflation. Og der er høj efterspørgsel efter arbejdskraft.
Lønmodtagerne i det private kan ende på en lønstigning på ti pct. over de to år, som deres overenskomst varer. Lønudviklingen i det private spiller en stor rolle for udviklingen i de offentlige lønninger.
- Alt tegner også til, at reallønnen kan sikres og måske endda udvikles fremadrettet, lyder det i notatet fra Faos.
Forhandlingsfællesskabet, der repræsenterer 556.700 ansatte i de 98 kommuner og de fem regioner, Kommunernes Landsforening og RLTN – Det Regionale Lønnings- og Takstnævn, mødes fredag, oplyser parterne.
Her vil de udveksle deres respektive centrale krav til, hvor meget lønnen skal stige, og hvad der ellers skal på forhandlingsbordet.
Også parterne på statens område udveksler krav.
Fra lønmodtagernes side er der nu fokus på løn, sagde forbundsformand for fagforbundet FOA Mona Striib 4. december, da trepartsaftalen var på plads.
Mona Striib, der også er formand for Forhandlingsfællesskabet, sagde i en pressemeddelelse, at "vi skal fange op på ting, vi ikke kom igennem med ved treparten".
- Og så er det ved overenskomstforhandlingerne, at vi skal sikre, at alle offentligt ansatte i de kommende år oplever, at de får flere penge mellem hænderne oven på nogle hårde år med høj inflation.
- Vi har appetit på mindst en tocifret ramme, sagde Mona Striib.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.


























