Kommunen.dk
MENU

Regeringen kan afblæse sin krisefortælling - men kommunernes udfordringer forbliver intakte

Statens finanser har det overraskende godt, men det kommer ikke umiddelbart kommunerne tilgode, vurderer professor i statskundskab. Kommunernes største udfordringer kan ikke løses med penge.

Regeringen kan afblæse sin krisefortælling - men kommunernes udfordringer forbliver intakte

Statens finanser har det overraskende godt, men det kommer ikke umiddelbart kommunerne tilgode, vurderer professor i statskundskab. Kommunernes største udfordringer kan ikke løses med penge.
Penge kan ikke løse problemerne alene, lød det fra fungerende økonomiminister Stephanie Lose (V) ved den Økonomiske Redegørelse sidste måned. Det gælder særligt i kommunerne.
Penge kan ikke løse problemerne alene, lød det fra fungerende økonomiminister Stephanie Lose (V) ved den Økonomiske Redegørelse sidste måned. Det gælder særligt i kommunerne.
Foto: Jonathan Damslund/Ritzau Scanpix

De mørke skyer fordufter. Sådan lød konklusionen, da fungerende økonomiminister Stephanie Lose (V) gjorde status over dansk økonomi i midten af maj. 

De gode nyheder harmonerede ikke med det billede, som SVM-regeringen havde optegnet tidligere i år med et Danmark på både “kort og mellemlangt sigt”, der er “udfordret af svære økonomiske betingelser.” 

Finansministeriet har fundet 16 mia. kr. ekstra i forbindelse med et eftersyn af de offentlige finanser, mens man ved årsskiftet fandt 52,4 mia. kr. ekstra i statskassen. De offentlige finanser har det derfor godt – trods krisesnak. 

Derfor er flere politikere og analytikere begyndt at udfordre regeringens kriseretorik. Professor i statskundskab hos Vive Kurt Houlberg er delvist enig i kritikken.

- Ja, regeringen bør i et vist omfang genbesøge sin krisefortælling, men ikke nødvendigvis den grundlæggende krisefortælling, som handler om de udfordringer, vi kommer til at stå overfor i de kommende år, handler også om andet end penge, siger Kurt Houlberg. 

Derudover kan man ikke bare bruge løs af det økonomiske råderum på grund af inflationen, advarer Kurt Houlberg: 

- Vi er stadig udfordret af inflation. Man skal være forsigtig med at pumpe for mange offentlige midler ud i samfundet, som kan være med til at puste til inflationen. Så selvom man har pengene liggende, skal man være varsom med at bruge dem. 

Men vigtigst af alt kan penge ikke løse problemerne alene. Sådan lød det fra Stephanie Lose, og det er Kurt Houlberg helt enig i. 

- Der er ingen snuptagsløsninger. Den grundlæggende udfordring er demografisk og handler om at kunne få tilstrækkeligt mange velfærdsmedarbejdere med de rette kvalifikationer. Det kan vi ikke sådan lige investere os ud af, forklarer Kurt Houlberg.

- Regeringen kan måske godt afblæse den økonomiske krise på national plan. Velfærdskrisen lever derimod videre i bedste velgående i kommunerne, siger han. 

Intet løft i kommunerne

Ude i kommunerne har man da heller ikke mærket, at den danske økonomi ser bedre ud end ventet, og selvom økonomiaftalen endte bedre end frygtet, er kommunerne spændt hårdt for, vurderer Anne Heeager (R), byrådsmedlem i Skanderborg Kommune og tidligere adjunkt hos Aarhus Universitet med speciale i kommunal økonomi. 

- Jeg har fulgt med i mange år, og jeg tror aldrig, at vi har været så tæt på, at forhandlingerne skulle bryde sammen som i år. Selvom jeg er tilfreds med aftalen i dag, mente jeg undervejs, at vi skulle have trukket en streg i sandet og forladt forhandlingerne, fortæller Anne Heeager. 

Kommunerne får fortsat dækket den demografiske udvikling, men kommunerne har ikke fået ekstra penge til at håndtere inflationen eller til at kunne løfte velfærden.

Christiansborg er ikke klar til at stå på mål for den kvalitet, der følger med den økonomi, de giver. Derfor er der så stor frustration ude i kommunerne.

Og selvom økonomiaftalen blev bedre end frygtet, hvilket kan hænge sammen med statens finanser, så er de mørke skyer ikke forsvundet i kommunerne.

- Vi har ikke kunnet mærke i kommunerne, at vi har fået en stærkere økonomi, siger Anne Heeager. 

En bugnende statskasse gør ikke arbejdsvilkårene bedre ude i kommunerne – nærmest lige modsat – da man i kommunerne fortsat er nødt til at føre en stram, økonomisk politik med nedskæringer og udskudte anlægsprojekter. 

- De fleste går ind i lokalpolitik, fordi de gerne vil gøre en forskel og løfte tingene, men vi kan godt stå på mål for en stram økonomi af hensyn til landets økonomi og politikken på Christiansborg, siger Anne Heeager. 

- Lige nu føler vi dog, at vi både får den stramme økonomi, men Christiansborg samtidig kritiserer kommunerne for ikke at gøre det godt nok eller hurtigt nok på en lang række områder og er klar til yderligere nedskæringer i vores administration. 

Kan investere i fundamentet

Økonomisk er kommunerne presset fra flere sider, blandt andet på grund af inflationen, som har udhulet opsparingen og tæret på budgetterne, ligesom man er hårdt udfordret af det specialiserede område, hvor priserne stiger, og hvor budgetterne overskrides gang på gang. 

På det specialiserede område kunne man isoleret set løse nogle af problemerne med flere penge, vurderer Kurt Houlberg. Der er dog en hård kamp om, hvordan man skal prioritere det ekstra råderum, som er blevet tilgængeligt. Regeringen har allerede afsat ekstra penge til både forsvaret, grøn omstilling og Ukraine-indsatsen.

De nyfundne milliarder kan dog godt komme kommunerne til gode, mener Kurt Houlberg, som peger på en række områder, hvor man med fordel kan investere i fremtiden. 

- Det vi kan, er fx at investere i teknologiske velfærdsløsninger, som kan spare hænder snarere end penge, siger han. 

Så selvom penge ikke kan løse de strukturelle udfordringer med manglende hænder, er det muligt at styrke fundamentet under velfærden, mener han.   

- Det er en vigtigt at sikre attraktive løn- og ansættelsesvilkår i den offentlige sektor, ligesom man kan investere i gode uddannelsessteder, som kan tiltrække flere til velfærdsfaget, siger Kurt Houlberg. 

- Man kan også investere i indsatser for at få borgere, som er på kanten af arbejdsmarkedet til at have en større eller mindre arbejdsmarkedstilknytning. Det vil være en væsentlig gevinst, ikke blot for de borgere, men også for samfundet generelt. 

Send ikke aben videre

Ude i kommunerne efterspørger man dog først og fremmest en forventningsafstemning og ikke mindst, at politikerne på Christiansborg er klar til at tage ansvar for den økonomi, de stiller til rådighed for kommunerne, mener Anne Heeager. 

- Der bliver lavet en masse lovforslag, som ikke er ordentligt finansierede, og det betyder, at vi enten skal finde pengene fra et andet sted, eller at vi må slække på kvaliteten samtidig med, at det bliver solgt som et løft.  

Der er ingen snuptagsløsninger. Den grundlæggende udfordring er demografisk og handler om at kunne få tilstrækkeligt mange velfærdsmedarbejdere med de rette kvalifikationer. Det kan vi ikke sådan lige investere os ud af, forklarer Kurt Houlberg.

Problemet er, at regeringen på den ene side taler om kriser og nødvendighedens politik, men samtidig gerne vil love forbedringer og sætte guldstandarder på kommunerne. 

- Christiansborg er ikke klar til at stå på mål for den kvalitet, der følger med den økonomi, de giver. Derfor er der så stor frustration ude i kommunerne. 

Anne Heeager tror på, at både borgerne og kommunerne er villige til at acceptere den stramme økonomiske politik, hvis politikerne på Christiansborg var åbne om de udfordringer, kommunerne ser ind i. 

- Det kræver bare, at man spiller samme melodi. Det nytter ikke, hvis Christiansborg siger ét, mens borgerne oplever noget andet. Så bliver det svært for kommunerne og regionerne. 

Så selvom de mørke skyer er forsvundet for nu, så bør man bestemt ikke afblæse kriserne, der venter længere ude, mener Anne Heeager. 

- Vi kan som land måske godt afblæse den økonomiske krise, men vi har stadig nogle store udfordringer her og nu. Det er ikke en finansiel krise, men det er krise, som kræver en forventningsafstemning. Borgerne kan godt se, at aben bliver sendt rundt, og vi er derfor nødt til at tale åbent om rammerne. 

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

Til toppen
GDPR