Når en borger bliver syg, svækket eller udskrevet fra hospitalet, er der brug for grundlæggende sygepleje.

Brug for en sygeplejerske, som taler med borgeren og de pårørende, observerer behov for sygepleje og eventuelle forandringer i alt fra ryddelighed i hjemmet til spisemønstre. Sygeplejersken som har det forkromede overblik, og som handler på det.

Det lyder måske simpelt, men det er alt andet end det. Det er livsvigtigt og forebyggende.

Og netop derfor må vi ikke tage den grundlæggende sygepleje for givet. For det er den grundlæggende sygepleje, der holder hverdagen sammen for tusindvis af ældre og sårbare borgere. Og som forebygger, at små problemer udvikler sig til alvorlige indlæggelser og gør forskellen på en stabil hverdag og en ny tur i ambulancen.

Vi glemmer fundamentet i jagten på effektivitet

Selvom vi godt ved, hvor afgørende den grundlæggende sygepleje er, så er der alligevel ikke afsat tid og fokus nok. Og det kan blive en farlig fejl.

I debatten om fremtidens sundhedsvæsen og ældrepleje hører vi meget om teknologi, specialisering og hjemmebehandling. Det er vigtige elementer, men det hele hviler på et fundament, og det fundament er den grundlæggende sygepleje. Heriblandt borgerens ernæring, mobilitet, smerter – ja sågar selve humøret. Blikket for det hele menneske, som bygger på relationen mellem sygeplejerske og borger samt den kliniske vurdering af borgerens samlede situation.

Kommunal sygepleje under pres

Udviklingen i det nære sundhedsvæsen går stærkt. Flere behandles i hjemmet. Flere lever længere med komplekse sygdomme. Og flere udskrives hurtigt – med behov for fortsat sygepleje i hjemmet.

På bare fem år er andelen af ældre over 80 år, der har behov for kommunal sygepleje den første uge efter udskrivning, steget fra 44 til 54 procent. Og flere har behov for hjælp i længere tid.

Sygeplejersker i kommunerne løfter i dag opgaver, der tidligere blev varetaget på hospitaler:

Kompleks medicinering, IIV-behandlinger, vurdering af infektioner, støtte og forebyggelse til borgere med risiko for delirium. Og samtidig skal sygeplejerskerne, udføre sygepleje, observere, støtte og forebygge. Det kræver høj faglighed. Og det kræver tid.

Men virkeligheden er ofte en anden: Kørelister og lavpraktiske opgaver for borgeren presser den faglige vurdering og den professionelle omsorg i baggrunden. Samtidig med den stigende kompleksitet er andelen af ufaglærte kollegaer paradoksalt nok steget markant over de seneste år, hvilket, vi ved, kan betyde forværring i en borgers forløb.  

Sygepleje kræver faglighed og rammer

Der hersker stadig en forestilling om, at grundlæggende sygepleje er mindre vigtig end specialiserede indsatser.

Det er en misforståelse.

Et godt eksempel på det er forebyggelse af fald. Det kræver overblik over medicin, væskeindtag, mobilitet, søvn, boligindretning og tryghed. Det kræver faglighed og en god relation. Og det kræver tid.

Når den grundlæggende sygepleje ikke prioriteres, risikerer vi underernæring, dehydrering, infektioner, tryksår, delir og fald. Og dermed unødige indlæggelser, længere genoptræning og et unødigt slid på både borger og sundhedsvæsen.

Sundhedsvæsenet starter og slutter samme sted

Derfor skal vi se på grundlæggende sygepleje som en investering – ikke en udgift. Når sygeplejersker har tid og mulighed for at bruge deres faglighed til helhedsvurdering og tidlig opsporing, kan vi forebygge forværring, styrke livskvaliteten og frigøre ressourcer.

Det kræver, at vi tør prioritere. Det kræver bedre normeringer, faglig ledelse og kompetenceudvikling. Og det kræver, at vi anerkender, at sygeplejersker i kommunerne er en hjørnesten i det nære sundhedsvæsen – ikke bare en forlænget arm fra hospitalet.

Hvis vi vil lykkes med sundhedsreformen og ambitionen om mere behandling tæt på borgeren, så skal vi starte med at styrke det fundament, det hele hviler på.

Vi skal passe på den grundlæggende sygepleje.

Sundhedsvæsenet begynder og slutter ikke på hospitalet. Det begynder og slutter i borgerens hjem. Her er det sygeplejerskerne, der står i front.