Faglighed virker – derfor skal kommunerne investere i socialområdet
Faglighed virker – derfor skal kommunerne investere i socialområdet

Dette er et debatindlæg og udtrykker alene skribentens holdninger.
Har du selv et debatindlæg inden for Kommunen.dk’s interesseområder, kan du sende det til debatognavnekommunen.dk
Socialområdet spænder over en utrolig bred vifte af målgrupper og indsatser – og er formentlig langt større end de fleste danskere tror.
Der er over 200.000 mennesker i Danmark, som ifølge Socialpolitisk Redegørelse modtager en social indsats efter serviceloven.
De tæller blandt andre børn og unge, som er anbragt uden for hjemmet. De tæller mennesker med handicap eller psykiske lidelser. Og voksne, som måske kæmper med et misbrug, hjemløshed – og ofte psykiatriske diagnoser.
Når jeg besøger socialpædagogiske arbejdspladser, bliver jeg altid blæst helt omkuld over, hvordan medarbejderne formår at støtte borgere fra hele spektret af det specialiserede socialområde.
Som samfund har vi et enormt ansvar for at give borgerne her den rette faglige støtte. I mine øjne er der få opgaver i vores velfærdssamfund, der er vigtigere.
Netop derfor er det et alvorligt problem, at uddannelsesniveauet blandt medarbejderne på socialområdet er for lavt – noget jeg ofte peger på.
Der er ganske enkelt for få uddannede medarbejdere med rette faglighed til at støtte borgerne – og for mange ufaglærte.
Den gode nyhed er, at vi ved, hvad der virker.
Bedre skolegang og uddannelse – mindre kriminalitet
For nylig modtog vi resultaterne fra en ny Rambøll-analyse.
Det er den tredje i rækken, som undersøger sammenhængen mellem borgernes livskvalitet og livsmuligheder – og andelen af uddannede socialpædagoger.
I analysen dokumenterer Rambøll statistisk signifikante sammenhænge mellem andelen af socialpædagoger på børne- og ungehjem og anbragte børn og unges skolegang.
På tilbud med en højere andel socialpædagoger har børn og unge stærkere tilknytning til folkeskolen og ungdomsuddannelser. Og de har større sandsynlighed for at gennemføre en uddannelse og komme i beskæftigelse.
På voksenområdet viser analysen tilsvarende, at borgere på tilbud med en højere andel socialpædagoger blandt andet har mindre risiko for at begå kriminalitet.
Det sætter to streger under den opskrift, som vi ved virker: Ansæt medarbejdere med rette faglighed. Og nok af dem.
Kommuner må investere i kvalitet og faglighed
Analysens konklusioner står ikke alene. I tidligere undersøgelser har billedet været det samme.
I 2023 viste Rambølls analyse, at borgerne trives bedre, har færre indlæggelser i psykiatrien og oftere kommer i job, når de bor på botilbud med en højere andel socialpædagoger.
I 2021 kunne Rambølls analyse vise statistiske sammenhænge, hvor børn og unge blandt andet fik bedre karakterer i folkeskolen – og oftere gennemførte den – på tilbud med en højere andel socialpædagoger.
Derfor tør jeg godt drage konklusionen: Der er et kvalitetsproblem på socialområdet, når for få medarbejdere er uddannede socialpædagoger eller har andre relevante uddannelser.
Det presser kort og godt den kvalitet, som vi møder vores mest udsatte medborgere med. Det synes jeg ikke, at vi kan være bekendt.
Ansvaret for at rette op på det ligger også hos kommunerne – som både planlægger, prioriterer og bemander socialområdet.
Så kære kommuner. Lad os knokle for at gøre det attraktivt for flere unge at blive socialpædagog. Lad os klø på med at merituddanne de erfarne ufaglærte, som allerede arbejder på socialområdet. Og lad os sikre de bedst mulige arbejdsforhold for de ansatte på det specialiserede socialområde.
For kun på den måde kan vi sikre, at der er nok medarbejdere med rette faglighed til at støtte vores børn, unge og voksne på socialområdet.
Vi er klar til at bidrage med viden, erfaring og løsninger.
For fagligheden på socialområdet skal prioriteres – både politisk og økonomisk.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

























