Det meget omtalte håndtryk
Det meget omtalte håndtryk

Det længste debatpunkt på denne uges byrådsmøde i Odense blev en sag, der har fyldt meget i de lokale medier: En mandlig muslimsk praktikant i SFO'en på Tarup Skole, der af hensyn til sin tro ikke ville hilse på kvinder med et håndtryk, men i stedet bruger hilseformen hånden på hjertet.
Et samlet byråd blev ifølge byrådsreferatet enigt om denne formulering: “Håndtryk er en naturlig og indarbejdet hilseform, som også er en naturlig hilseform på vores arbejdspladser. Byrådet ønsker ikke at fastsætte generelle personalepolitiske retningslinjer om håndtryk. Eventuelle klager håndteres individuelt og konkret i ledelsesstrengen i overensstemmelse med lovgivningen og god forvaltningsskik.”
Alex Ahrendtsen (DF) fik efter avisomtale håndtrykssagen i økonomiudvalget, og børn- og ungerådmand Susanne Crawley Larsen (R) skaffede et juridisk notat - til en pris af 50.000 kroner - der gav overblik over reglerne. Man fandt ifølge Fyens Stiftstidende ud af, at ja, det må man som kommune godt kræve.
Individuel håndtering
Ifølge avisen havde Ahrendt-sen blandt andet sagt: ”Vi vil bare gerne have, at rådmanden og borgmesteren tager knoglen og siger til skolelederen, at sådan en kan du ikke have ansat.” Han havde fået opbakning fra V og K, men byrådet kunne åbenbart samles om formuleringen ovenfor.
Det fremgår også af byrådsreferatet, at “det vigtige er, at medarbejderne som repræsentant for Odense Kommune i deres møde med borgerne fremstår neutrale og professionelle og møder borgerne lige – med respekt og værdighed, når der skal indledes en relation eller et samarbejde. Man vil derfor forankre denne forpligtelse i kommunens personalepolitik. Sager og eventuelle klager vil blive håndteret individuelt og konkret i ledelsesstrengen i overensstemmelse med god forvaltningsskik.”
Ifølge TV2 Fyn siger Peter Rahbæk Juel (S): “Jeg har fuld tillid til, at de nærmeste ledere sørger for, at medarbejderne giver håndtryk. Det gør de fleste allerede.”, og Jane Jegind (V), rådmand for By- og Kulturforvaltningen: “Hvis ikke man vil give hånd, så burde man slet ikke søge arbejde i Odense Kommune. Det er så grundlæggende en hilsen og rammedannende for de værdier, vi har i Danmark. Det her signal kan ikke misforstås.”
Viceborgmester Brian Dybro (SF) tweetede onsdag aften: “Som ansat i Odense Kommune giver man hånd til både mænd og kvinder. Man kan ikke af religiøse grunde fravælge håndtryk til kvinder #dkpol.”
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.



























