For et par uger siden kom der en opsigtsvækkende udmelding fra erhvervsorganisation Dansk Erhverv. Organisationen mener, at pendling i Danmark er ved at tage overhånd.

Det er mig bekendt første gang, der er fremsat en direkte kritik af fænomenet. Og det er sært, for det kræver ikke store anstrengelser at se en lang række gode grunde til, at det omfattende, daglige rejseri er en alvorlig belastning for både samfund og mennesker.

’Det ser ud, som om nogle kommuner udelukkende satser på at være bopælskommuner og dermed ikke tager ansvar for at sikre en god erhvervsudvikling. Det er ærgerligt. Det er altså en hel del smartere for alle parter, at man arbejder i sin bopælskommune, tæt på hjemmet, så der er mere tid til familien, samtidig med, at kommunekassen får flere skatteindtægter og de lokale arbejdsgivere får friske og motiverede medarbejdere, der ikke har kæmpet sig frem i myldretrafikken’, siger chefkonsulent Jesper Højte Stenbæk, Dansk Erhverv, til Politiken.

Hver eneste morgen fra mandag til fredag myldrer ifølge Danmarks Statistik 1,2 millioner danskere afsted i bil, i tog, i busser for at komme på arbejde. I alt tilbagelægges årligt 14 milliarder kilometer. Tallene har været stigende i årevis. Siden 1981 er de steget med 42 procent.

Politisk ansvar

Der er tale om et kogende inferno af trængsel, larm og kvælende forurening, forårsaget af stressede danskere, der håber på at kunne nå frem til arbejdspladsen til tiden. Om eftermiddagen gentager den enestående logistiske manøvre sig, når pendlerne skal hjem igen – hjem til familien – hurtigt.

Det er faktisk hver femte dansker, der dagligt forlader sin hjemkommune for at komme til arbejdspladsen i en anden kommune. Og det er sjældent nabokommunen, der er målet. Nogle steder er det langt flere end hver femte, der pendler. I de mest udprægede pendlerkommuner er det op til to ud af tre af de erhvervsaktive, der er ude at rejse daglig. Det fremgår af en analyse, Dansk Erhverv har lavet.

Dansk Erhverv retter sin kritik alene mod kommunerne, og det er noget aparte. De fleste kommuner så givetvis gerne erhvervsliv og arbejdspladser indenfor kommunegrænsen. Nogle kommuner har måske opgivet den drøm og fører derfor ikke nogen aktiv politik for at skaffe arbejdspladser.

 Ikke desto mindre synes jeg, at den store erhvervsorganisation her retter bager for smed. I mine øjne bærer landspolitikerne et væsentligt ansvar for, at så mange danskere er jaget ud på motorveje og skinner for at kunne klare dagen og vejen. Også på dette felt er der en enestående mangel på konsistens.

En dårlig idé

Lad mig – ganske ubesværet - opremse et udvalg af de mest indlysende grunde til, at pendling i stort omfang er en rigtig dårlig idé:

- Miljø og klima. Der er tale om et svimlende forbrug af energi – hovedsagelig benzin og diesel. Forureningsproblemerne er massive særlig i byerne, hvor man kan måle effekten på gennemsnitslevealderen. Og mens skatteyderne må betale dyrt for at udvikle nye energiformer af hensyn til CO2-udslippet og klimapåvirkningerne, så pendler vi mere og mere.  

- Logistik og trafikinvesteringer. Den massive trafik kræver gigantiske investeringer i udbygning og vedligeholdelse af først og fremmest veje og jernbaner. Trods stadig større bevillinger kan samfundet ikke følge med, og problemerne synes at hobe sig op og blive værre og værre.

- Tidsforbrug. Den tætte trafik morgen og aften er set i fugleperspektiv det rene vanvid. Det er uundgåeligt, at det jævnlig må gå galt. Bilkøerne er kilometerlange, og et enkelt havareret tog eller nedbrudt signalsystem resulterer i massive forsinkelser eller aflysninger, der hurtigt breder sig – ikke sjældent til hele landet. Der er lavet mange beregninger af det ørkesløse tidsspilde. For eksempel meldte Ingeniørforeningen i 2012, at alene i hovedstadsområdet sidder hver enkelt bilist stille i køer svarende til halvanden arbejdsuge om året. I alt tidsspilde svarende til 29.000 fuldtidsstillinger.

- Familien. Mens far eller mor sidder i bilkøen ved fyraftenstid, venter familien derhjemme. Tiden til transport og ørkesløs venten kan kun hentes fra den enkeltes fritid. Transport- og ventetid er for de færreste hviletid, men anstrengende og stressende og levner ikke megen energi til familielivet, når dagen er omme.

- Børnene. Der er almindelig enighed om, at samværet med forældrene er uhyre vigtigt for børns opvækst og trivsel. Og hver gang der debatteres børneopdragelse, problemer i folkeskolen eller ungdomskriminalitet, så langer politikerne ud efter forældrene. De må tage ansvar, blive bedre til at retlede afkommet og give sig tid til at være gode rollemodeller. Det kan jo ligge lidt tungt, når politikerne sværger til en samfundsorden med fokus på vækst, økonomi og øget arbejde.

DSB i knæ

Politikerne optræder hændervridende bekymrede over de trafikale problemer og de store samfundsomkostninger, men arbejder samtidig målrettet på, at danskerne skal kaste sig ud i det frådende pendler- og arbejdsliv. For eksempel fik tidligere beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen knæsat, at danskerne skal være villige til at rejse op til to timer hver vej til et job. Ellers er man ikke ’til rådighed for arbejdsmarkedet.’

Og så er der selvfølgelig DSB, der er i knæ overfor den gigantiske udfordring med at kunne fragte så mange mennesker på kort tid.

I sidste uge fortalte jeg på denne plads om min farfar, der blev elev i DSB omkring 1908. Ingen drømte dengang om den her udvikling. Og jeg tror, han langt op i årene ville have afvist spådomme om, at en femtedel af den samlede befolkning en dag skulle ud at rejse dagligt for at komme på arbejde.

Han elskede at rejse med tog og rejste også – før Første Verdenskrig – rundt i Europa. Men i det meste af sit arbejdsliv havde han 25 meter til arbejde. Så var han på købmandsgårdens kontor, hvorfra han kunne holde øje med stationen og jernbanedriften. Han var omkring sine seks børn og et aktiv for lokalsamfundet. Og havde han levet i dag, havde han nok givet Dansk Erhverv ret på dette punkt.