Med omkring et halvt år til valgkampen for alvor går i gang, vil ”Københavneri i kommunen” i denne og næste uge banke på rørene på Rådhuset for at tage temperaturen på borgmestrenes dagsform. I denne uge er det overborgmester Frank Jensen (S), kultur- og fritidsborgmester Pia Allerslev (V) og sundheds- og omsorgsborgmester Ninna Thomsen (SF), der er i fokus. Vurderingerne bygger, udover, hvad der er set i gadespejlene på rådhuskontorerne, også på målinger, medieeksponering og evner til at producere politik og få det ud over rampen.

Frank Jensen (S)

En opadgående formkurve. Som beskrevet i ”Københavneriet” i sidste uge har Frank Jensen gode grunde til at være tilfreds med de overståede overførselsforhandlinger. Vennerne på den røde halvdel fik nærmest fri leg ved forhandlingsbordet, og det har givet så god karma, at Jensen nu kan koncentrere sig om at slås med de borgerlige. Ved overførselsforhandlingerne fik Jensen tilmed omkring 120 millioner, og de skal blandt andet bruges på pavilloner til børnenes tidlige opstart, så dermed tyder det på, at Jensen nu kan efterleve sit håndfaste pasningsgaranti-løfte fra sidste valgkamp! 

Men apropos valgløfter står Frank Jensen med en udfordring, som må bekymre ham en del: Kampen mod banderne går ikke som planlagt, og fortsætter skuddene i byens gader, kan Jensen godt få problemer. I forlængelse af den bandedagsorden har flere også svært ved at se, hvad Frank Jensen vil med sin fri hash-kamp. I befolkningens optik er der ikke et åbenlyst kryds mellem hash-handelen og bandekonflikten, og som det ser ud nu, bliver hans største modstander i hash-debatten partikammeraten, justitsminister Bødskov.

På Rådhuset er flere også en smule skuffede over det valgprogram, Socialdemokraterne har lagt frem, der bliver vurderet til at være for let til at kunne holde hele valgkampen. Men mon ikke Frank Jensen nok skal komme med nogle mere konkrete udspil, når valget nærmer sig. Dog skal vi nok ikke forvente, at det bliver lige så konkrete valgløfter som dem, Jensen gik til valg på sidste gang. Tiden er løbet fra håndfast kontraktpolitik, og Frank Jensen skal denne gang gøre brug af fastholdelseskommunikation – ikke erobringskommunikation. Derfor er der nok mere lagt op til politiske justeringer fremfor de store forandringer. Set i forhold til at få sat retning på valgkampen og mobilisere og inddrage det store S-bagland virker Jensens nuværende valgoplæg som en god ramme.

Pia Allerslev (V)

På det jævne. Pia Allerslev kører lidt sit eget løb på Rådhuset. Selv langt ovre på venstrefløjen taler man pænt om hende, da mange godt kan lide hendes personlige stil og hendes måde at drive kulturbutikken på. Men at de fleste af hendes modstandere opfatter hende som forholdsvis ufarlig, er selvfølgelig et problem for Allerslev, der gerne skulle fremstå som de borgerliges bud på en overborgmester. Kommunikationsmæssigt har hun heller ikke så mange gear at gøre brug af. Enten skælder hun ud på de andre, eller også surfer hun rundt og deltager i fester, events og underholdningsprogrammer.

Mange — også i de borgerlige rækker — efterlyser, at der kommer noget mere politik fra Pia Allerslevs hånd, og der er også en del, der undrer sig over, at hun ikke er gået i valgkamp endnu. Ligeledes er der borgerlig hvisken om, at det må være sidste chance for Pia Allerslev som spidskandidat i hovedstaden. Kan hun ikke udnytte den store V-fremgang, er det tid til at prøve noget andet. Men selvom Allerslev får en del kritik med på vejen, må man sige, at hun, når det gælder kendskab hos københavnerne, slår de fleste af borgmestrene stort. Samtidig er Pia Allerslev – set fra ”Københavneriets” perspektiv - en Venstre-profil, der fint flugter med mange storbyborgerliges habitus; hun har bare ikke været god nok til at få det frem endnu.

Ninna Thomsen (SF)

En opadgående kurve fra et lavt udgangspunkt. Der er stor enighed om, at Ninna Thomsen gør det godt i øjeblikket. Blandt andet har hun fået en masse opmærksomhed på det politiske udspil om Nørrebro, som hun har udviklet sammen med Anna Mee Allerslev (R). Generelt virker det, som om Thomsen er i gang med en transformation fra forvaltningsleder til politiker. Flere har bemærket, at hun i højere grad agerer som en politiker, og det sker også på andre områder end hendes elskede sundhedsområde. Hun fyldte da også langt mere ved bordet til overførselsforhandlingerne, end hun plejer i sådanne situationer. 

Men Ninna Thomsen har travlt. Hendes kendskabs- og meningsmålinger er elendige, og hun har slet ikke formået at stoppe SF’s blødning til Enhedslisten. Internt i partiet har Thomsen også nogle udfordringer. Forholdet til hendes borgmesterkollega, Ayfer Baykal, er i øjeblikket dårligt. Det skyldes først uenighederne fra formandsvalget, dernæst at det har været oppe oppe et internt gruppemøde, at Ninna Thomsens og Anna Mee Allerslevs tætte samarbejde er problematisk og skal nedtones fremover, og sluttelig at Ayfer føler, at hun bliver inddraget for lidt i den daglige ledelse. På rygtebørsen er et af de varmeste rygter da også, at Ayfer vil gå efter den enlige borgmesterpost – som SF står til at få – hvis hun får et meget bedre personligt valg end Thomsen. Og man fristes da også til at sige: ”Selvfølgelig vil hun det!” – sådan er politik!