En af de historier, vi bliver ved med at fortælle hinanden, handler om, hvordan velfærdsstaten gav Danmark den velstand, vi nyder så godt af i dag. Socialdemokrater kalder det fortællingen om humlebien, man sagde ikke kunne flyve (selvom dette nu er bygget på en myte – men lad gå), og dette er blevet til en etableret del af vores forståelse af velfærdsstatens historie. Det har bare intet hold i virkeligheden – for vi har faktisk en del at lære af fortiden.

Måske er vi i dag ikke velstillede på grund af, men derimod på trods af velfærdsstatens svulmende fremtoning. Måske har man i dag fjernet fundamentet for et fremtidigt velstående samfund – og med det også for den velfærd, vi har vænnet os til. Det bør under alle omstændigheder være grund til forundring, at vi i 1930’erne med et lavt skattetryk på cirka 12 procent var det fjerderigeste land i verden og i dag med verdens højeste skattetryk på cirka 49 procent kun er et sted mellem det 15. og 22. rigeste land i verden. Havde vi fastholdt vores tidligere position, ville hver dansker årligt have 90.000 kroner mere på kontoen.

Hvis vi kigger 100 år tilbage, var Danmark misundt rundtom i verden. Vi havde - i forhold til den tids standard - et omfattende socialsystem, et veludviklet sundhedsvæsen og moderne universiteter. Forskellen fra dengang til i dag er bare, at disse ting var på private og frivillige hænder og endnu ikke en del af statsvæsenet. Størstedelen af landets kirker blev bygget for frivillige midler, Aarhus Universitet fik omfattende hjælp fra lokalområdet, og det forventedes, at man hjalp sin næste i sygdom og nød i stedet for at overlade dette til staten.

Selvom det kan være svært at forestille sig i tider, hvor staten sidder på halvdelen af samfundskagen, fungerede dette system faktisk fremragende. I så høj grad, at vi både var i stand til at hjælpe hinanden og samtidig have de økonomiske forudsætninger for høj vækst. Det kan vi lære af i dag.

I dag er statens og kommunens rolle at tage sig af alle danskerne. Den universelle velfærdsmodel bygger på ideen om, at alle - på alle tidspunkter - har ret til offentlig behandling og forsørgelse. Lad os nu tænke den kætterske tanke at bryde med dette princip og i stedet lade det offentlige om at hjælpe samfundets svageste og overlade resten til private og frivillige. Langt størstedelen af danskerne vil have råd til at tegne privat sygesikring, betale til deres børns uddannelse og få en arbejdsløshedsforsikring. De har ikke brug for hjælp fra staten. Den minoritet, der derimod har brug for hjælp, skal så modtage al den hjælp, de behøver.

Bid for bid forværres den offentlige velfærd, fordi der simpelthen ikke er penge til at opretholde det nuværende system. Vi bliver fattigere end landene omkring os, og samtidig bliver det sværere at holde det samme velfærdsniveau, som altså ikke alene falder som et resultat af nedskæringer, men også på grund af udviklingen i teknologi og befolkning. I fremtiden vil det være nødvendigt at tage hul på debatten om, hvordan vi kan fremtidssikre hjælpen til de svageste i samfundet – dem, der reelt ikke har andet valg end den offentlige løsning. Danmark har før været et af verdens rigeste lande. Og med et opgør med den universelle velfærdsstat er der god mulighed for, at vi kan blive det igen.