I kommunalpolitik kigger vi tit ud i fremtiden. For det meste enkelte år, når der skal forhandles og stemmes om budgetter, men også længere tid, hvis der er tale om at bygge større anlæg. 

I denne klumme er intentionen dog hverken at tale om budgetperioder eller nære visioner, men at give et billede af, hvordan mit Danmark ser ud om 50 år, hvor der stadigvæk er plads til de værdier, som gør mig stolt af at være dansker, men hvor der også bliver taget et opgør med mange af de velfærdsydelser, vi i dag tager for givet.  

Mit fremtidens Danmark vil stadig være et trygt og tillidsfuldt Danmark, som sørger for, at sikkerhedsnettet er der til dem, der har mest brug for det. Et Danmark, hvor der er gratis uddannelse, og hvor der er mulighed for at bryde den sociale arv, hvis man vil og tør. I fremtidens Danmark tør vi kigge hinanden og problemerne i øjnene. Fremtidens reformer har til hensigt at ændre Danmark grundlæggende. Det er ikke længere nok med mindre reformer, der fungerer som lappeløsninger for det velfærdssystem, som vi alle ved er alt for dyrt. Ønsker vi, at velfærden skal bestå, så skal alle ydelser genovervejes. Reformeringen vil ikke fjerne det offentlige sikkerhedsnet, men sørge for, at vi danskere er nødt til at tage aktive valg og drage konsekvenserne af disse. Det kommer ikke kun til at betyde et opgør med mange af de velfærdsydelser, som mange danskere i dag tager for givet, men også et værdipolitisk opgør. For lader man mennesker tage aktive valg, skal staten i hvert fald i mit fremtidige Danmark, blande sig udenom, når det kommer til, hvilken livsstil folk vælger. I mit Danmark bestemmer du selv, om du vil være ryger eller ej. Du kan selv beslutte, om du ønsker at gå i solarium eller drikke en flaske vin – og i sidste ende kan du selv bestemme, hvornår du ønsker at forlade denne verden, for i mit fremtidige Danmark stoler politikere på, at mennesker kan tænke selv. 

I mit fremtidige Danmark stoler politikerne også på, at det private erhvervsliv kan overtage mange af de ydelser, der før har været på offentlige hænder. Det betyder et brud med tankegangen om, at kommunerne og staten skal have monopol på velfærd. Staten er sjældent den bedste eller den billigste, når det handler om at levere ydelser. Uden konkurrence bliver der hverken taget stilling til kvalitet eller pris – to vigtige parametre, hvis der også skal eksistere et velfærdssystem i fremtiden. Så for at sikre, at der i fremtiden satses på den smarteste og billigste velfærd, er det nødvendigt at konkurrenceudsætte på markedsvilkår.

Politikernes tro på, at fagfolk tit ved bedst, skal ikke kun skinne igennem via værdikampe og troen på erhvervslivet. Det kommer også til at kunne mærkes i skolevæsenet, hvor man i mit Danmark stoler på, at skoleledere og skolelærere ved mest om, hvordan børn og unge lærer. I mit Danmark stiller politikerne krav til, hvad man skal kunne, når man har taget en afgangseksamen fra folkeskolen, men hvordan målene nås skal være langt mere individuelt. På den måde får vi også forskellige typer af skoler, der kan favne elevernes forskellige niveauer og forskellige indgange til læring.  

Så dette indlæg er ikke en skræmmekampagne. Det er ikke et surt opstød eller kapitalismens fane, som vajer højt. Det er blot en understregning af, at mit Danmark handler om tillid. En tillid, der allerede findes i befolkningen i dag, men som politikerne mangler. Det gør de ikke i mit fremtidens Danmark.