Af Flemming Vinther
 | 
Formand , Hærens Konstabel- og Korporalforening
Formand for HKKF. Medlem af LO's daglige ledelse og hovedbestyrelse. Butiksuddannet. Har været værnepligtig ved Den Kgl. Livgarde og konstabel i hæren. Udsendt på international mission til Makedonien i 2002.
Hjemvendte soldater hyldes med parade<br />Veteraner, der er ramt af psykisk sygdom, bliver klemt mellem deres lidelse og beskæftigelsessystemet, skriver kronikøren. 
Foto: Finn Fransen / Polfoto<br />
Hjemvendte soldater hyldes med parade
Veteraner, der er ramt af psykisk sygdom, bliver klemt mellem deres lidelse og beskæftigelsessystemet, skriver kronikøren. Foto: Finn Fransen / Polfoto

Vores svageste krigsveteraner strander.

Bliver klemt mellem kommunens beskæftigelsessystem og psykisk sygdom.

HKKF er fagforeningen for hærens konstabler og korporaler. Mange af de soldater, som har været udsendt, er medlemmer hos os.

90 procent af alle veteraner klarer sig godt og ofte bedre end sammenlignelige grupper. Men 10 procent får det svært, og 2-5 procent får alvorlige psykiske problemer såsom PTSD.

Det er de veteraner, kommunerne møder, fordi de er for syge til at arbejde.

For HKKF er veteraner noget særligt, men de skal ikke have særbehandling. Ligesom alle andre ønsker vi, at veteraner behandles med respekt og et klart mål for øje. Desværre sker det ikke altid i kommunerne.

[wpv-post-body view_template="citat-kronik"]

Vi møder især problemet i forhold til loven om aktiv beskæftigelse. Her kommer de svageste veteraner i klemme mellem kommuner, der for alt i verden vil fastholde dem i et beskæftigelsessystem og en sygdom, der forhindrer dem i at arbejde.

Og det er ikke bare veteranen, som mener, at hans sygdom gør, at han ikke kan arbejde. For de veteraner, HKKF har bistået i forhold til loven om aktiv beskæftigelse, har sundhedssystemet fastslået, at alle behandlingsmuligheder er udtømt. Langt de fleste har alvorlige psykiske diagnoser som PTSD og har været under behandling i årevis.

Det betyder bare ingenting, når veteranen møder kommunerne.

Måske bedre om tre år?

Et grundlæggende problem er, at alle beslutninger er taget væk fra dem, der har kontakten med borgeren.

Derfor møder veteranerne venlige sagsbehandlere, der afdækker sagen: Indhenter lægeerklæringer, undersøgelser og andre akter og laver indstillinger til rehabiliteringsteamet. Men sagsbehandlerne tager ikke stilling til sagen.

Når vi spørger hvorfor, er svaret: Det siger loven. Jeg skal afdække sagen. Det er nogle andre, som skal vurdere den.

Når rehabiliteringsteamet efterfølgende vurderer sagen, er konklusionen ofte skrevet på forhånd: Målet er ressourceforløb. Selvom sundhedssystemet, arbejdsskadesystemet, Forsvaret og andre har vurderet, at en veteran er ude af stand til at arbejde, forholder rehabiliteringsteamet sig ikke til det. De tager ikke udgangspunkt i det, vi allerede ved, men i det, vi endnu ikke ved: Måske vil tre år med ro give bedring? Måske en mentor kan give et skub videre?

Når vi spørger, hvorfor kommunen ikke tager udgangspunkt i konklusionerne fra de fagpersoner, som allerede har vurderet veteranen, er svaret: Det siger loven. Vi skal afprøve alle muligheder. Og vi ved jo ikke, om du får det bedre om tre år.

Rehabiliteringsteamet vurderer altså næsten altid, at veteranen skal i et ressourceforløb. Men teamet har ikke ansvar for, om forløbet fører til noget. Det er en ny sagsbehandler, der skal omsætte beslutningen til handling. Så veteranen må igen møde i kommunen. Desværre har den nye sagsbehandler sjældent nået at sætte sig ind i sagen. Og ofte mangler der nogle akter.

Så går der igen tid med at indhente sagens oplysninger, samtykkeerklæringer og lægeerklæringer. Sådan kører det i ring i årevis. Nye sagsbehandlere, aktører og rehabiliteringsteam trækker hver deres del af det store beskæftigelseshjul. En laver indstillinger. En anden vurderer. En tredje eksekverer. En fjerde afdækker, om indsatsen har ændret situationen, og laver en ny indstilling til et nyt rehabiliteringsteam. Ingen har ansvaret for, om den samlede indsats bringer veteranen tættere på selvforsørgelse.

Brug ressourcerne fremadrettet

Et eksempel: Efter i lang tid at have forsøgt forskellige muligheder for at bevare tilknytningen til arbejdsmarkedet gennemfører en PTSD-ramt veteran et forløb, hvor han arbejder to timer om ugen ved en fiskedam. Her er han ude i frisk luft, går alene rundt og bestemmer selv, hvornår han møder. Der er altså meget få krav i arbejdet. Men veteranen magter ikke jobbet.

Kommunen vurderer så, at veteranen skal have et ressourceforløb, hvor der ikke skal ske noget som helst. Så han får tre års ’pause’ i håb om, at han får det bedre. På det tidspunkt er det længe siden, at den helbredsmæssige situation er afklaret og behandlingsmulighederne udtømt.

Der er mig bekendt ingen dokumentation for, at en pause bringer nogen tættere på beskæftigelse eller selvforsørgelse. Og det er jo det, som er målet med ressourceforløbene, ikke? Er der ikke udsigt til selvforsørgelse, er der jo ingen grund til at gennemføre forløbene.

De formålsløse forløb skaber frustration. Ikke bare hos veteranen, men også hos dem ,som gentagne gange bliver bedt om at vurdere den samme sag. Her skriver en læge til kommunen:

”Jeg har sagt det før, psykiateren har sagt det før, og nu har PTSD-klinikken ligeledes sagt det. Jeg mener ikke, at xx kan komme tilbage på arbejdsmarkedet. Han har været forsøgt arbejdsprøvet i forskellige situationer, han har gået til psykiater, psykolog og PTSD-klinik samt egen læge og har forsøgt al medicin, vi har at tilbyde, og intet har haft effekt. Jeg mener fortsat, at tilstanden er stationær, og at den bedste løsning vil være førtidspension.”

Første gang lægen fortalte kommunen, at han vurderede, at veteranen ikke kunne arbejde, var i 2010. Veteranen har i år – seks år efter – fået tilkendt førtidspension.

I de seks år har læger, kommunen, HKKF og andre aktører brugt oceaner af ressourcer på at afdække, vurdere og afprøve veteranen. Uden at det har flyttet noget som helst. Det koster den enkelte veteran dyrt på det menneskelige plan. Og det koster tid og penge i kommunen, der betaler for sagsbehandlingen, eksterne aktører og forløb, samt i det offentlige sundhedsvæsen, der bruger tid på at undersøge og fortælle det samme igen og igen. Når vi spørger hvorfor, er svaret: Det siger loven.

Ingen skal parkeres

Men loven siger ikke, at alle skal i ressourceforløb. Kommunen kan vælge at behandle sager om førtidspension uden forelæggelse for rehabiliteringsteamet, ”når kommunen vurderer, at personen er så syg eller har så betydelige funktionsnedsættelser, at det helt åbenbart er formålsløst at udvikle arbejdsevnen”.

Desværre er det formålsløst at udvikle arbejdsevnen for mange PTSD-ramte. De vil gerne arbejde. Før de blev syge, har de arbejdet som professionelle soldater, og mange savner fællesskabet med kolleger og værdien af at gøre en forskel. Men de kan ikke arbejde, fordi de er syge.

Misforstå mig ikke. Målet for HKKF er ikke, at man skal have førtidspension, bare fordi man er veteran. Målet er, at alle får en saglig og konkret sagsbehandling baseret på viden. Ingen skal parkeres i ressourceforløb, der ikke fører nogen steder. Det bringer ikke psykisk syge veteraner tættere på at kunne arbejde. Men det risikerer at gøre dem mere syge.

Så hvis jeg må komme med to gode råd:

Brug ressourcerne på dem, der kan arbejde. Mulighederne for at udvikle arbejdsevnen er en gave, når målet om reel beskæftigelse og selvforsørgelse er indenfor rækkevidde. Men hvis målet reduceres til, om du kan klare ti minutter med at flytte vand fra en vandpyt til en anden – så er det ikke reelt arbejde. Og når ressourceforløb ikke har et klart mål om, hvordan man kommer i rigtigt arbejde, så virker de mere som opbevaring end som udvikling.

Brug den viden, som findes. Det er et enormt spild af ressourcer, at kommuner gentagne gange indhenter viden om en veteran og samtidig stort set ignorerer den. Stol på diagnoser og vurderinger fra sundhedssystemet – også når de fastslår, at det er udsigtsløst at udvikle arbejdsevnen. Og lad være med at basere ressourceforløb på gættekonkurrencer om, hvad der måske kunne bedre noget.

 

Arbejdsmarked

Tilmeld dig Kommunen.dks nyhedsbrev

Cookie- og privatlivspolitik

Afmeld nyhedsbrevet

Pressenævnet
© Kommunen ApS 2017  |  CVR: 31 88 59 57