Af Kristian Strøbech
 | 

Ekspert i strategi og formidling på sociale medier og andre digitale platforme.

Videomøder og videoundervisning: Den menneskelige faktor

Ét er valg af apps og løsninger til videomøder og -undervisning. Noget andet er, hvordan man får det bedste samvær online. Få gode råd af digital ekspert.

Jeg var egentlig gået i gang med at lave en liste over apps og løsninger til videomøder, videoundervisning, webinarer mm. Men jeg kan mærke, at det trænger mere på at få sagt nogle ting omkring den menneskelige faktor ved samvær over video. Brugt med respekt for betingelserne for video-medieret nærvær og bakket op af god teknik kan online videosamvær være en friktionsfri oplevelse næsten på lige fod med fysisk samvær.

Brugt forkert bliver det let noget bras, irriterende og stressende, dybest set tidsspilde.

Faktorer der påvirker nærvær og intention i videosamvær:

ØJENKONTAKT: Ja, du må gerne kigge i kameraet. Dit publikum eller dine mødedeltagere oplever at du kigger på dem – som vi gør, når vi er fysisk sammen. Det udstråler intention og nærvær. Hvis det er svært at se kameraet på din computer eller fastholde blikket på det punkt, så klip en pil ud af en post-it-seddel og placer den ved siden af kameraet. Det understøtter din blikretning. Jo længere du sidder fysisk fra kameraet, jo større er det blikretningsfelt, der får det til at se ud som om, du kigger dit publikum i øjenene.

KAMERAPOSITIONEN: Jo tættere dit ansigt er på kameraet, jo mere potentielt akavet bliver billedet af dit ansigt. Hvis muligt så sørg for at få lidt afstand til kameraet. Få af os er skønne at kigge på i længere tid ad gangen filmet supernært og nedefra, og det påvirker oplevelsen negativt for de andre deltagere. Måske et par tykke bøger under laptoppen kan give en bedre kameraposition.

Når jeg streamer foredrag og webinarer eller underviser i et virtuelt klasseværelse, bruger jeg altid et eksternt kamera for at kunne skabe et tilstrækkeligt stort totalbillede. Jeg går efter en beskæring, som giver plads til, at jeg kan sidde afslappet i ved mit bord, ikke så meget af billedæstetiske årsager, men mere fordi der skal være plads i billedet til ikke-verbal formidling af afslappethed og tilstedeværelse.

Her betyder det noget, at min kropsholdning og mit kropssprog også kommer igennem til deltagerne, det giver flere muligheder, flere strenge at spille på, i forhold til at vise mit nærvær og min intention igennem kameraet.

HOLDNING OG KROPSSPROG: De fleste af os har det anstrengt med folk, der åbenlyst og vedvarende kigger på telefonen eller computeren hele vejen igennem et møde med kolleger i stedet for at lytte og bidrage (pyh, det er fristende at nævne navne, men I ved hvem I er!).

Heldigvis synes jeg, det er relativt sjældent, man oplever den form for adfærd i et videomøde, måske lige undtaget stormøder over videokonference med mange passive deltagere, en mødeform fanden har skabt.

Men i videomøder, hvor folk er med via laptops og telefoner, tror jeg egentlig, vi er gode til at være tilstede i kropssprog og holdning. Dels er det sværere at gemme sig, dels har de fleste fattet, at videomøder er nødt til at være kortere og mere direkte end fysiske møder – til glæde for kollegerne med lav koncentrationsevne og lettere utilpasset mødeadfærd ????

LYDEN: Brug et headset med mindre 1) du sidder alene et roligt sted og 2) din computer har rigtig god kvalitet mikrofon og højtaler. Et tip: Lær at tænde og slukke hurtigt og diskret for mute-knappen til din mikrofon. Det kan være, at du sidder i et miljø, hvor din baggrundsstøj generer de andre mødedeltagere, eller det kan give dig et pusterum lydmæssigt i perioder, hvor du ikke selv siger noget. Skal du jævnligt holde foredrag eller webinar via video, så fat i en ekstern mikrofon, så din lyd bliver topklasse.

VIDEO: Dette punkt må du ikke undervurdere. Test din internetforbindelse og regn med at 4 Mbps upload og download er absolut minimum til et videomøde i fin opløsning. Jeg gentager det lige: Test hastigheden på din netforbindelse (fx her). Arbejder du hjemme, så bed de andre i hustanden tage en pause fra Netflix og YouTube under dit møde, for det er dig, der har brug for båndbredden.

Jeg har selv et ethernetkabel liggende i en skuffe herhjemme, som jeg hiver frem og bruger til at forbinde min computer direkte til husets router, når jeg har vigtige videomøder.

MERE OM VIDEOKVALITETEN: Din computers processerkraft er også en faktor. Skal du holde mange videomøder, er du nødt til at have noget ordentligt grej. At være med i en online videosession eller at sidde og følge et foredrag, hvor videoopløsningen er ringe og hvor forbindelsen fryser og hakker – som jeg skrev i starten – det er irriterende og stressende og dybest set tidsspilde.

Dette kan som oftest undgås ved, at du er sikker på din båndbredde, og at din computer har ordentlig “trækkraft”. Åh ja og husk: Ingen vinduer med lysindfald bag dig, og hvidt tøj er ikke det bedste valg, hvis du optræder i fuld figur.

LIVE-VIDEO-ÆSTETIK: Særligt for foredrag, webinarer, virtuelle klasseværelser. Gør dig selv og dine tilhørere en tjeneste og undgå bevidst eller ubevidst at kopiere broadcast-tv-stilen for meget. Når jeg selv har en live-session, starter jeg fx altid streamingen mindst 10 minutter før det annoncerede sendetidspunkt. Det giver mig selv og deltagerne en afslappet indgang til sessionen.

Jeg sidder for åbent kamera og laver de sidste forberedelser, går lidt til og fra min plads og undervejs siger jeg hej til tilhørende, skriver velkommen på chatten og opfordrer folk til også at melde ind på chatten og fx fortælle, hvor de sidder, og hvad de laver. Det uformelle indløb etablerer nærvær og fællesskab, og jeg undgår at sidde som en ikke-helt-rigtig-ramt-studievært og koldstarte en “udsendelse” som var det på tv.

Til alle dem som lige i de her dage skal prøve at være på live for første gang: Det er OK at være nervøs, det var jeg i den grad selv de første gange. Det hjalp mig at nedbryde broadcast-tv-æstetikken og eksperimentere med det uformelle åbne kamera (bare se på enhver selvlært YouTuber). Og så kunne jeg ikke have undværet de første test-runs med en eller to kolleger eller tvangsindlagte familiemedlemmer som publikum.

Hvad har jeg overset omkring video-nærvær? Byd meget gerne ind med dine erfaringer.

It

Kommunikation


Kommentarer

Du skal enten være logget ind, eller tilknyttet en IP-aftale for at kunne kommentere.

Tilmeld dig Kommunen.dks nyhedsbrev

Cookie- og privatlivspolitik

Afmeld nyhedsbrevet

Pressenævnet
© Kommunen ApS 2017  |  CVR: 31 88 59 57