Politik fra rødderne
Af Niels Christian Barkholt
 | 
Næstformand, Dansk Socialrådgiverforening

Politisk ansvarlig for området for udsatte børn og unge, psykiatri, handicap, uddannelse og forskning.

De fleste børn i Danmark klarer sig godt og generelt bedre end forældrene. Blandt andet takket være en almen tidlig indsats, der griber alle børn med problemer uden at stigmatisere.
Foto: Tine Sletting, Ritzau Foto (arkiv)

En ambitiøs tidlig indsats betaler sig

Det er et stort og vigtigt arbejde at skræddersy niveauerne i den tidlige indsats, men det er samtidig den bedste investering i et længere perspektiv, fordi en tidlig indsats skaber kontinuitet for familier og sætter fokus på forandring, skriver Dansk Socialrådgiverforenings næstformand.

Tidlig indsats overfor udsatte børn og unge er den vigtigste driver for kvalitet og økonomi for enhver kommune. At sikre at børn og deres forældre får hjælp til at erobre tilværelsen på rette sted og til rette tid, er afgørende for, at problemerne ikke senere vil kræve indgribende og omkostningstunge foranstaltninger.

Der er ubegribeligt mange ressourcer i spil. Sætter man effektivt ind tidligt overfor familiens samlede situation, så forebygger man senere hen manglende uddannelse, kriminalitet, offentlig forsørgelse, dårlig sundhed med videre. Listen er lang og det drejer sig om mange ressourcer, ikke kun i hjælpeforanstaltninger barndommen ud, men til mangeartede følgeudgifter i et livslangt perspektiv.

Jeg oplever imidlertid ofte, at den tidlige indsats spiller en tilfældig rolle. Den forekommer svær at lede og organisere. Der bliver holdt fast i det kendte, men for at opnå nye resultater skal man være uhyre systematisk og turde gå nye veje.

I det følgende skitserer jeg, hvordan man kan strukturere indsatsen i niveauer, og hvad de indeholder. Men først vil jeg gøre rede for en linse til at se feltet udsatte børn og unge igennem. Det er vigtigt, at det rette mindset er basis, så det kan stå i direkte relation til den strategiske udformning.

 

Syn på feltet afgør indsats og effekt

Forskning dokumenterer, at børn sjældent arver forældrenes sociale problemer. Opvækst i en 'problemfamilie' giver otte procent sandsynlighed for, at børnene i alderen 13-27 år pådrager sig et problem af samme sværhedsgrad som forældrene (Ejrnæs, 2010). Den risiko er dobbelt så høj som i en 'problemfri' familie. Men hovedreglen i alle familier er, at børnene klarer sig godt.

Der er en øget sandsynlighed og det er faktisk en fordobling, men hele 92 procent klarer sig. Man arver ikke forældres misbrug eller sociale problemer. Hovedreglen er derimod, at man klarer sig godt.

Når det går bedre for hovedparten af udsatte børn, end det er gået forældrene, så skyldes det for det første, at resiliens er langt mere udbredt end antaget. For det andet, at det brede forebyggende sociale arbejde kompenserer for en stor del af de belastninger, nogle børn bliver udsat for. 

Dette syn rummer et potentiale til at udvikle effektfuld socialpolitik. Det er ét langt argument for at styrke generel forebyggelse i almenområdet. Det vil sige dagtilbud, skoler, klubber, med videre, som favner alle, der kommer i uføre, men som også har en afstigmatiserende effekt. Vi må ikke stirre os blinde på 'de udsatte', for så overser vi mange, der får problemer. Vi skal understøtte alle, der i en periode har brug for hjælp.

Vedrørende social mobilitet er det anderledes. Hver sjette unge dansker har ikke fuldført 9. klasse (AE, 2013). Det samme gælder for hvert andet anbragte barn (Egmont, 2017). Der er stor forskel på børns chancer for at få en høj uddannelse. Eksempelvis er det ifølge en tabel kun 2,9 procent af børn med to ufaglærte forældre, som får en lang videregående uddannelse, mens det er 36,7 procent af børn, der har to forældre med lang videregående uddannelse, som selv opnår tilsvarende uddannelse (De Økonomiske Råds formandskab, 2001).

Denne strukturelle chanceulighed, det vil sige familiers klassemæssige position med hensyn til besiddelse af økonomisk, kulturel og social kapital, har stor indflydelse på børns chancer for at opnå attraktive jobs. Det er ét langt argument for at satse på læring og uddannelse til alle børn – især børn og unge i risiko, fordi de ofte får deres læringsrum forstyrret tidligt. De har ofte skoleskift bag sig og lange skolepauser.

Dette syn skal bygges ind, hvor børn er i dagligdagen; i den forebyggende indsats i dagtilbud og på skoler og i arbejdet med foranstaltninger, især anbragte børn i plejefamilier, på døgninstitutioner, mv.

Tidlig indsats på tre niveauer

Overordnet består tidlig indsats af tre overlappende niveauer, som foregår i et samspil mellem kommunens forvaltninger og almenområdet. Kommunens evne til at indrette og håndtere de tre niveauer har betydning for effekten af den tidlige indsats. To tankesæt er i spil samtidig. Det ene vedrører at sætte ind så tidligt som muligt i forhold til barnets alder. Det andet vedrører at sætte ind så tidligt som muligt i forhold til problemets opståen.

 

Primær forebyggelse

Denne forebyggelse foregår i almenområdet, hvor børn og unge lever deres liv i dagtilbud, skoler, sundhedspleje, mv. Alle børn skal med og integreres. Der er fokus på at hjælpe både børn, unge, forældre, familier, når problemerne viser sig.

I første niveau arbejder socialrådgivere i dagtilbud og på skoler sammen med pædagoger og lærere. Socialrådgiverne er en fremskudt indsats, der oftest arbejder uden myndighed. De scanner efter de mindste problemer, får dem frem i lyset, taler med pædagoger og lærere om deres bekymring og tvivl. De støtter op og deltager i samtaler med forældre. De tager på hjemmebesøg og laver en mindre social indsats omkring familien. De er ikke bundet af dokumentationsregler og kan derfor arbejde hurtigt og effektivt. 

De er ansat fuld tid til at rådgive forældre, pædagoger, lærere, PPR, mv. De kommer ind tidligt, så mange underretninger kan undgås. Alle underretninger går igennem dem, så de, der skal sendes, kan blive kvalificerede. De er der, hvor problemer kan stoppes tidligt eller overleveres til forvaltningen for at opstarte et forløb, når det er nødvendigt. Det forebygger, at mange problemer udvikler sig til en børnesag.

 

Sekundær forebyggelse

Her begynder problemerne at vise sig og det kræver involvering af fagprofessionelle. Allerede under graviditeten kan man få øje på problemer, som kræver tidlig indsats ved hjælp af samarbejde mellem jordemoder, læge, sundhedsplejerske og socialrådgiver i forvaltningen. 

Rigshospitalets afdeling, Center for Sårbare Gravide og Barslende og deres tværfaglige team, yder en specialiseret indsats – en investering, der bør udbredes til alle hospitaler. Desuden har flere kommuner kompetente tilbud til sårbare gravide, for eksempel Familiens Hus i Høje Taastrup Kommune. 

I dagtilbud og på skoler kan der være børn, unge og familier, som har brug for en mindre indsats i en periode. Her giver Sverigesmodellen kommunerne det bedste afsæt for at arbejde med udsatte familier. Kodeord er relationer, tæt opfølgning og tværprofessionelt samarbejde.

På dette andet niveau er bekymringen ofte stor. Der er brug for at undersøge og at arbejde med problemerne målrettet for at bremse en fejludvikling og rydde barrierer af vejen, som kan normalisere barnets situation. Ved mistanke, vold eller seksuelle overgreb skal der samarbejdes med regionens Børnehus.

Der opnås særligt gode resultater, når socialrådgiveren arbejder i hjemmet tæt på familien i en forandringsskabende § 50 undersøgelse. Lad os kalde den ”Guldstandarden”. Bekymringen bliver lagt på bordet og der indgås aftale om, at der skal ske forandring. Aftalen bygger på, at man kan regne med hinanden. Der er direkte og ærlig kommunikation og et stringent fokus på familiens ressourcer. Der dannes parløb med en socialrådgiver fra jobcentret, når forældre står udenfor arbejdsmarkedet.

Der bliver sat hjælp i værk, mens man indsamler viden om barnet og familien. Det er et intensivt forløb med tæt kontakt. Efter fire måneder kan mange forløb afsluttes, også hvor bekymringen var stor.

 

Tertiær forebyggelse

Her er skaden sket. Tydelige sociale problemer kræver behandling og indsats. Det kan være i familier med misbrug, psykisk sygdom og forældre på offentlig forsørgelse. Der er brug for en grundig undersøgelse og en klar handleplan. Der sammensættes indsatser, som består af flere elementer, for eksempel kontaktperson, familiebehandling og koordinering med jobcenter for at bane vejen til uddannelse og job.

Barnet har muligvis behov for en aflastningsfamilie i en periode, måske skal barnet anbringes midlertidigt, måske barndommen ud. Imens opkvalificeres forældrene og der arbejdes med netværket og med at finde ressourcepersoner omkring familien.

På dette tredje niveau skal situationen holdes stabil, så problemerne ikke fører til yderligere marginalisering. Der skal arbejdes med unge anbragt udenfor hjemmet, så de får kompetencer og gode forløb ind i uddannelse, job og voksenliv. Der samordnes med civilsamfund, uddannelsesinstitutioner og erhvervsliv.

Det er især vigtigt med et team omkring hvert eneste anbragte barn. Anbringelser er et vedholdende og krævende arbejde. Teamet består af en myndighedssocialrådgiver og en familieplejekonsulent, som spiller hver sin rolle for at lykkes med anbringelsen og dermed at forebygge sammenbrud og nederlag.

 

Forudsætninger for den tidlige indsats

Fællesnævneren for de tre niveauer er en stærk platform for samarbejde og særlige arbejdsformer. I primær og sekundær forebyggelse forudsættes der aftaler med almenområdet om, at socialrådgiverne har deres gang der og møder pædagogerne og lærerne smidigt i hverdagen. Det kræver struktur og ledelse.

I den sekundære forebyggelse er det afgørende med et lavt sagstal (15-25), så man ude i marken kan samordne med børn, unge, forældre, fagprofessionelle, frivillige og organisationer fra civilsamfundet. Her binder man dynamisk indsatser og kræfter sammen.

Uanset sagstal skal socialrådgiveren kunne arbejde væk fra kontoret og have beslutningskompetencen med derud for at opnå gennemslagskraft. At agere kompetent, at tage lederskab og føle ejerskab forudsætter ansvar og evnen til at beslutte. Samtidig er der krav til, hvordan kompetencen skal forvaltes.

De krav bygges ind i udviklingen af en kultur, der fremmer læring. I teamet deler man faglige beskrivelser og vurderinger, man får kritisk feedback og der træffes beslutninger. Den faglige ledelse styrer på kvaliteten i samarbejdet og styrker rammerne for det. Det er den balance, man bør stræbe efter. Det giver både højere kvalitet og kvalitetssikring og det gør det muligt, at socialrådgiveren kan handle og skabe resultater i familien.

Socialrådgiverne har hele opgaveporteføljen (både § 11 forløb, undersøgelser og foranstaltninger) og er ikke specialiseret i bestemte funktioner, fordi det ødelægger flow og kontinuitet i samarbejdet med familien, når sagen skal skifte hænder. Man mister momentum og der sker videnstab.

Der skal være gode aftaler med alle lokale aktører i kommunen; familiebehandling, hjemmehos, kontaktpersoner, anbringelsessteder med videre. De skal have det samme syn på praksis som forvaltningen for at lykkes. De skal byde ind med ressourcer og være med på idéen om at normalisere situationen omkring barnet.

Tillid og positivt menneskesyn

Et særligt fokus på effekt skal rendyrkes organisatorisk. Der laves løbende opfølgning og der er et fælles redskab til at vurdere effekt. Her tegner forsøgene i Gladsaxe Kommune lovende omkring Feedback Informed Treatment (FIT). Dér, hvor arbejdet lykkes, har man ofte redskaber, der ligger udenfor den enkelte fagperson selv, som alle bekender sig til i organisationen. Det skaber tydelighed, retning, professionalisme og nedtoner egne synsninger.

'Guldstandarden' bør udbredes systematisk til kommunerne. Det kræver stærke kommunikative kompetencer og solid erfaring, hvor man er sikker i sin faglighed. Man skal være etisk funderet i et anerkendende og positivt menneskesyn. Man er særlig dygtig til at skabe tillid og at etablere en behandlingsalliance.

Man skal være objektiv i den forstand, at man ikke tager parti, men løbende foretager faglige skøn, som bliver formidlet konkret til forældrene. Man har solid viden om samtaleteknik, SOS og risikovurdering. Man er systematisk og god til at planlægge og koordinere. Man evner at være i kaos og samtidigt at skabe overblik og ro. Man er god til at registrere sig selv, kende sine begrænsninger og god til at involvere andre menneskers ressourcer til at skabe forandring.

Styrk det faglige rum

Det er et stort og vigtigt arbejde at skræddersy niveauerne i den tidlige indsats og at opruste på faglighed og effekt. Søg sparring, lav en grundig forberedelse, involver medarbejderne og sats på rekvireret kollektiv kompetenceudvikling på arbejdspladsen omkring løsningsfokuserede metoder. Målet er et fælles syn og klare aftaler og forventninger. Det er den bedste investering i et længere perspektiv for at skabe kontinuitet for familierne med fokus på forandring og for at socialrådgiverne og andre faggrupper kan udføre deres arbejde og samtidigt opleve trivsel og lyst til at blive på den samme arbejdsplads i årevis.

Arbejdsmarked

Børn & unge

Social & sundhed


Kommentarer

Du skal enten være logget ind, eller tilknyttet en IP-aftale for at kunne kommentere.

Tilmeld dig kommunen.dks nyhedsbrev

Cookie- og privatlivspolitik


Afmeld nyhedsbrevet

Pressenævnet
© Kommunen ApS 2017  |  CVR: 31 88 59 57