Politik fra rødderne

Af Redaktionen
 | 

Tavshed er dårlig medicin.

De kommende år byder på besparelser på ældreområdet, men kan kommunerne klare endnu en tur i vridemaskinen?

en undersøgelse foretaget af Jyllands-Posten i 2011 svarede 62 procent af de adspurgte borgmestre rundt om i landet, at der ville komme besparelser på ældreområdet i deres kommune. Besparelser, som med sikkerhed vil betyde store forandringer for både de ældre borgere og deres pårørende.

På samme måde har den bølge af skolelukninger, som har ramt mange kommuner i de seneste år, berørt rigtig mange borgere. I første omgang var det ikke alle kommuner, som besluttede at lukke skoler – selvom det blev overvejet. Og måske besluttet, men en beslutning, der hurtigt kunne omgøres, fordi protesterne oversvømmede rådhusene. Men de kommuner, som håbede på bedre og mere folkerige tider, og som lukkede øjnene i stedet for at lukke skolerne i første omgang, kan nu være nødsaget til at hoppe med på den næste bølge af skolelukninger, der skyller ind over landet.

Det har været hårdt arbejde at få processerne med skolelukninger og omstruktureringer til at falde på plads i mange kommuner. Noget gik godt og noget gik skidt, og mange kommuner har haft svært ved at forudse, præcis hvad processerne ville føre med sig. Derfor er det vigtigt at tage erfaringerne fra forandringsprocesser på skoleområdet med i arbejdet med omstruktureringer på nye områder. Men hvad kan kommunerne egentlig lære af hinanden i disse tider – og hvordan undgår vi – ja, ikke besparelserne på ældreområderne og ej heller skolelukninger – men hvordan undgår vi de massive konflikttilstande og fejder, som opstår i kølvandet på besparelserne ude i kommunerne? 

Nedslidende og demotiverende

Oftest kræves det af embedsmænd og politikere, at de skal stå på mål for og drages til ansvar for de generelle tilstande i landet, hvilket i længden er nedslidende og demotiverende. Men bør det ikke være muligt at undgå, at vi slider embedsapparatet helt ned, og at vi får inddraget borgerne –  sværget dem ind i processen – for sammen at finde de bedste løsninger, så vi ikke ender med at pine livet ud af de demokratiske processer? Den nuværende situation er ikke embedsmændenes skyld! De gør deres bedste. De kommunale embedsmænd (i hvert fald dem, som jeg har arbejdet sammen med) arbejder dag og nat – kun for at vågne op til harmdirrende personlige injurier i dagens avis. Tak for kaffe. Tak for ingenting. 

Derfor vælger nogle kommuner at gå i flyverskjul. For det kan være rigtig svært at kommunikere i en politisk proces, som er præget af tunge og langsommelige beslutningsgange. Det er forståeligt, at embedsmænd og politikere kan blive i tvivl om, hvorvidt de overhovedet kan informere borgerne om en beslutning, som endnu ikke er vedtaget. Hvad nu, hvis det hele bliver ændret? Men at den endelige politiske og høringsafhængige beslutning først tages til allersidst, må ikke bruges som argument for at undlade at kommunikere undervejs i processen – selvom det kan være fristende. At beslutningerne kan laves om undervejs, modificeres, detaljeres og radikalt ændres, ja ligefrem forkastes undervejs i processen, er kun et argument for at inddrage borgerne tidligt i processen. 

Debatkrigen raser, men det må ikke afholde os fra at række ansvarligt ud mod alle de mennesker, som berøres af de grundlæggende udfordringer og forandringer, som Danmark står over for i de kommende år.

 Jeg har arbejdet som kommunikationskonsulent for flere kommuner, som i de forløbne år har været igennem omfattende forandringsprocesser på skoleområdet. Selvfølgelig er skoleelever og ældre borgere ikke det samme, men der er visse ligheder. Der er nemlig tale om en gruppe borgere, hvis hverdagsrammer er dybt afhængige af de politiske beslutninger, som træffes, men som ofte ikke har lige så høj grad af indflydelse på de selv samme beslutninger. Det skaber frustration hos både de ældre og deres pårørende, som føler, at beslutninger og forandringer trækkes ned over hovedet på dem. Og det vil stort set altid føre til uvilje og protester mod forandringsprocessen.

I folkeskoleprocesserne var mange kommunale forvaltninger bange for at kommunikere direkte omkring forandringerne. Både fordi det kan være svært at sige præcis, hvad der kommer til at ske, men også fordi, de var nervøse for at provokere ved at være for direkte. I stedet var holdningen ofte, at vi lige skulle give det lidt tid, og så ville det nok se bedre ud, når det hele var faldet lidt til ro. Problemet er bare, at det er det modsatte, der sker. I stedet for at få problemerne til at gå i sig selv, giver tomrummet, som skabes af den manglende kommunikation, plads til, at utilfredsheden kan vokse. Tavsheden opleves som magtarrogance, og det virker som om protesterne med vilje overhøres. 

Der er ingen tvivl om, at kommunerne skal træffe nogle upopulære beslutninger i den kommende tid, men den eneste måde at komme igennem processerne på med skindet på næsen og integriteten intakt er ved at kommunikere åbent og vedholdende til de berørte borgere. I alle kommuner bliver borgerne selvfølgelig taget alvorligt – alt andet ville være demokratisk selvmord. Men kan borgerne mærke det? I skoleprocesserne var det helt tydeligt, at i de kommuner, hvor der blev kommunikeret professionelt og vedholdende med borgerne via mange forskellige platforme, dér følte borgerne sig inddraget i processen og taget alvorligt. 

Sindene var i kog

Det var virkeligt inspirerende at deltage i borgermøder, hvor stemningen indledningsvis var ekstrem presset, borgerne var på krigsstien, og sindene var i kog. Men alene det, at borgerne var inviteret og oplevede, at det ikke var en proforma proces, gjorde en enorm forskel. Borgerne oplevede, at folkene på kommunen faktisk mener det, når de siger, at de gerne vil høre, hvad jeg som borger mener, og de vil gerne diskutere forudsætningerne, beslutningerne og konsekvenserne med mig som borger, så vi sammen kan finde ud af, hvad der er den bedste fremtid for vores alle sammens børn i kommunen! Så blev det helt magisk – så blev embedsmænd, politikere og borgere til et fælles ’vi’ i stedet for at være fastlåst i de foruddefinerede roller som hinandens fjender.

 Inden jeg svæver helt hen i et demokratisk drømmeland, så indrømmer jeg, at jeg også har deltaget i borgermøder, som ikke gik helt så godt som ovenfor beskrevet. Og skolelukninger og besparelse på ældreområder er noget, der berører os alle dybt ind i privatsfæren, så selvfølgelig vil der være modstand, demonstrationer og vrede læserbreve. 

Men kære embedsmænd og kære politikere, gem jer ikke – kom ud af busken. Nogle kommuner – som for eksempel Rudersdal Kommune og Holbæk Kommune – er pragteksemplarer på borgerinddragelse med gode, opdaterede og relevante facebooksider, med nyhedsbreve om skolelukningsprocessen til borgerne, med interviews med lærere og elever på de berørte skoler, der ligger på hjemmesiden og som sendes ud i nyhedsbreve, med personlige breve fra embedsmændene, der tager borgerne alvorligt og holder dem i hånden og giver borgerne en følelse af, at ja, jeg betyder noget, og jeg er med i denne proces og behøver ikke nødvendigvis at være imod den. For nu, hvor jeg bliver inddraget og reelt informeret, kan jeg rent faktisk godt forstå logikken, selvom jeg elsker mine børns skole og ønsker det bedste for min gamle mor.


Kommentarer

Du skal enten være logget ind, eller tilknyttet en IP-aftale for at kunne kommentere.

Tilmeld dig kommunen.dks nyhedsbrev

Cookie- og privatlivspolitik


Afmeld nyhedsbrevet

Pressenævnet
© Kommunen ApS 2017  |  CVR: 31 88 59 57