Politik fra rødderne

Af Redaktionen
 | 

Robotter til gode og dårlige besparelser

Området for hørehandicappede viser, at det inkluderende samfund ikke altid virker

Vort velfærdssamfund er udfordret. På ældreområdet er vi nødsaget til at gennemføre ændringer. 

Vi skal give borgerne mest muligt ansvar for eget liv og hjælpe på rammerne, så de kan klare sig selv i meget længere tid. 

Postkasserne ved vejen er lidt træls, men når man selv har været rundt ved postkasserne og oplevet, hvor mange flere blade, man kan komme ud med, når man ikke skal inspicere alle havegangene, så må man indrømme, at her har ændrede regler sparet meget tid, og det kan forhåbentlig holde portoen og avis-abonnementerne nede. 

Brugen af it i forhold til det offentlige er en vej frem. For nogle en selvfølge, for andre en betydelig udfordring. De it-svage skal hjælpes på vej, og her gør vore folkebiblioteker en stor indsats, aftenskole og pensionistforeninger er også flittigt på banen, for brugen af pc er ikke kun noget nyt at lære, det er også indgangen til en lettere dagligdag og en verden af viden. 

Vi må på andre områder gennemføre regel-ændringer, som pålægger hver enkelt nogle ekstra småopgaver. Det kan normalt ske uden at true velfærden.

Robotter – en mulighed?

Medierne har underholdt om robotstøvsugere. Nogle ser det som en mulighed for mere velfærd for de samme penge eller samme velfærd for færre penge; andre ser robotstøvsugerne som trussel. Robotstøvsugeren redder ikke velfærden, men den er en af de teknologiforbedringer, som vi ikke kan lade ligge. Større velfærd er i generationer udsprunget af, at vi gør tingene bedre ved maskiners hjælp.

Nu lyder robotter tilpas upersonligt og smager af science fiction. Med robotter som allierede man kan mobilisere forandringsmodstanden. Men hvad er en opvaskemaskine vel andet end en vaskekonerobot. Er den farlig for velfærden? 

Høreapparater – problem eller løsning?

Efterlønsreformen giver flere ældre på arbejdsmarkedet, og det kommer til at betyde, at vi skal have flere mennesker med handicap og skavanker på arbejdsmarkedet. I regeringsgrundlaget hedder det, at vi skal have et mere inkluderende samfund. Færre skal sendes ud af sociale sammenhænge og arbejdsmarkedet.

Hvordan ser virkeligheden så ud? Ser man for eksempel på området for hørehandicappede, så ser det meget alvorligt ud. Vi har i Danmark cirka 800.000 personer med et hørehandicap. Kun cirka 350.000 af disse går med høreapparat. Vi er i dag i den situation, at der normalt går syv år fra behovet er der, til høreapparatet er anskaffet.

Efter at kommunerne ved strukturreformen har overtaget bevillingen af tilskud til høreapparater, blev væksten i antallet af høreapparatsbrugere i en lang række kommuner udnævnt til det helt store problem. 

At væksten i brugen var langt større inden strukturreformen, er der stort set ingen, som nævner. Endnu har vi til gode at se, at byrådsmedlemmer skriver: 'Høreapparater er ikke en del af problemet. De er en del af løsningen.'

Hvorfor er høreapparater en del af løsningen? Det er de, fordi høreapparater modvirker social isolation. Kan man ikke høre på arbejde, ved møder, ved fester og andet socialt samvær, så trækker man sig ind i sig selv og isolerer sig. Det er begyndelsen på en række problemer. En aktiv person på arbejdsmarkedet bidrager stort til samfundet med skatter og afgifter. En arbejdsløs eller førtidspensionist med høreproblemer koster oftere ekstra. 

Socialforskningsinstituttet har i 'Uhørt. Betydningen af nedsat hørelse for arbejdsmarkedstilknytning og arbejdsliv' opgjort det årlige tab ved for ringe hørelse til knap 1 milliard kroner. Vi skulle i stedet for at moppe personerne med høreapparat sige dem tak, fordi de har løst et problem. 

Højteknologi

Robotstøvsugeren og andre hjemmerobotter er muligheder for danske væksteventyr. Japanerne er i fuld gang, for de oplever en endnu heftigere aldring af samfundet. Vi skal satse på samme måde.

Det var nok en fejl at overlade dette område til kommunerne, for mange har ikke behandlet området klogt. Nu da regionerne ikke står til at blive nedlagt, så skylder vi de hørehandicappede at få en ordentlig behandling. Vi bør nok føre området over til regionerne. Som systemet nu er indrettet, så kassetænker kommunerne.

Kommunernes rolle 

Kommunerne er fortvivlede over at have en udgift på budgettet, hvor de bare har at betale, når en borger med et hørehandicap kommer med en henvisning på et høreapparat fra en speciallæge. Københavns Kommune ansatte en tidligere professor til at lave ekstra sagsbehandling på lægernes arbejde, og hun prøvede at ændre en række afgørelser, men da en række af sagerne blev anket til Det Sociale Nævn, så blev de omgjort, og det blev slået fast, at borgerne havde ret til at få behandling, som ønsket af lægen. Kommunen prøvede at anke. Det blev afvist, da retstilstanden var klar, og kommunen omgjorde som følge heraf selv en række sager.  

Københavns Kommune og en lang række andre kommuner vil gerne have, at borgerne bruger de offentlige klinikker på regionernes hospitaler i stedet for de private klinikker, da de er billigere for kommunerne, da de kun betaler 30 procent af behandlingen + høreapparaternes pris til regionerne, medens der er et fast maksimumtilskud på 5.607 kroner til borgeren, hvis han eller hun køber hos de private klinikker. Kommunerne må ikke presse borgerne over til regionernes klinikker, men det sker ofte, at der er noget, som ligner pres.

Borgerne oplever så, at de hos regionerne bliver bedt om at søge de private, fordi det er hurtigere – og billigere. Er der noget at sige til, at borgerne bliver forvirrede?

Rapporten 'Kortlægning af høreapparatområdet' fra Region Midtjylland viser, at de private klinikker er langt billigere. Tager man rapportens tal, så er de offentlige klinikker 94 procent dyrere end de private. Unægtelig en betydelig overbetaling, som vi skal have gjort noget ved. Man forstår, at kommunerne kan være fristet til kassetænkning i krisetider, men en sådan mangel på samfundssind og fornuftig omgang med vore skattepenge må stoppes. Kassetænkningen må stoppes. 

En tværministeriel arbejdsgruppe gennemarbejder området. De skulle have offentliggjort en rapport, men det trækker ud. Arbejdsgruppen bør komme med forslag, som fjerner kassetænkningen. Borgerne skal ikke presses af kommunal kassetænkning, og der skal ikke betales dummebøder for at opføre sig samfundsøkonomisk ansvarligt.

Det forhold, at Folketinget reducerede tilskuddene til de privat anskaffede høreapparater med cirka 1.000 kroner, har klart bremset salget. Flere stiller nu op i køen hos de offentlige klinikker, hvor udgiften næsten er den dobbelte for skatteborgerne, men mindre for kommunen. Kommuner jubler over de lavere udgifter, men har borgerne fået besparelser, bedre hørelse og bedre service i 2012?

Mange kommuner vil gerne have stoppet, at borgere med høreproblemer på begge ører får to høreapparater. Ingen kan imidlertid retningsbestemme lyd, hvis man kun får lyd i et øre. Enhver, der har ensidig hørelse, ved, hvor træls det kan være. Hvor kommer bilen fra? Hvorfra bliver der råbt om hjælp? Eller hvorfra kalder barnebarnet? Et så kynisk ønske om at spare kommer overraskende. Bliver det næste, at folk med et alvorligt synshandicap kun må hjælpes med det glas i brillen til det ene øje? 

Fordi vi er blevet fattigere, så behøver vi ikke at opføre os tåbeligt. Et samfunds kvalitet viser sig blandt andet på den måde, man behandler og hjælper de svage. Behandles de ordentligt, så er de slet ikke så svage.


Kommentarer

Du skal enten være logget ind, eller tilknyttet en IP-aftale for at kunne kommentere.

Tilmeld dig kommunen.dks nyhedsbrev

Cookie- og privatlivspolitik


Afmeld nyhedsbrevet

Pressenævnet
© Kommunen ApS 2017  |  CVR: 31 88 59 57