Politik fra rødderne

Af Redaktionen
 | 

Private aktører opererer på tværs af fysiske og mentale kommunegrænser

Det er sådan, vi styrker det nye metodeprogram.

Metoderne inden for arbejdet med børn og unge skal styrkes. Derfor har Socialministeriet afsat 10 millioner kroner årligt til et såkaldt metodeudbredelsesprogram. Det skal hjælpe kommunerne med at indføre metoder, der hviler på forskning og ikke mindst veldokumenterede resultater. Og det er et både prisværdigt og bemærkelsesværdigt initiativ. 

Det er prisværdigt, fordi man målrettet satser på et felt, der uden tvivl bør styrkes – nemlig evidensbaseret socialt arbejde. Langt størstedelen af kommunernes arbejde med børn og unge er fortsat baseret på praktiske erfaringer. Ved at udbrede de evidensbaserede programmer kan kommunerne imidlertid bevæge sig over i en mere resultat- og vidensbaseret retning, når de tilrettelægger indsatsen til familier med behov for støtte.

Og det er bemærkelsesværdigt, fordi man med metodeudbredelsesprogrammet satser på økonomisk kontinuitet ved at afsætte en vedvarende bevilling. Væk er den tidsbegrænsede projektstøtte, der ofte bare fører til, at nye initiativer hurtigt får en stille død, når først finansieringen er sluppet op. Ind kommer varig støttefinansiering, der skal hjælpe med at løbe ting i gang – i flere år fremover. Det er der absolut brug for.

Tallene for udbredelsen af evidensbaserede programmer i Danmark taler nemlig deres eget sprog: På trods af deres dokumenterede virkning anvendes det mest udbredte program knap nok i en tredjedel af de danske kommuner, og de øvrige programmer bruges i endnu mindre grad. Så der er behov for at få motoren op i omdrejninger, hvis metodeudbredelsesprogrammet skal være en primus motor for et generelt kulturskifte på børn, unge- og familieområdet henimod en udbredt evidensinformeret og evidensbaseret tænkning.

Giv plads til arbejdsfællesskaber

Problemet er, at Socialministeriet – med Socialstyrelsen som spydspids – ser ud til at satse på en ganske traditionel 'Spray and Pray'-strategi i forhold til kommunerne. Det vil sige, at man spreder nyheden om programmerne til de kommunale aktører og derefter sætter sig til at håbe på, at nogle af dem vender tilbage med interesse for initiativet. Det er en strategi, som ministeriet også tidligere har benyttet sig af uden synderligt resultat.

Vi vil derfor gerne foreslå en mere kreativ tilgang til den innovationsproces, som man nu prøver at sætte i gang. Innovation kræver, at man er åben overfor alternative tænkemåder, skæve ideer og fleksible strukturer. I forhold til det sociale område kræver det også, at man er villig til at afprøve nye samarbejdsformer, partnerskaber, konsortier og alliancer, der ikke kun bygger på de kommunale aktører – men også på kreative arbejdsfællesskaber mellem offentlige og private aktører. 

Netop den type samarbejder har ofte vist sig at bidrage væsentligt til innovationen. Der er typisk tale om projekter, hvor de private aktører bidrager med knowhow og viljen til at overtage driftsrisici, mens den kommunale part via aftaler sikrer udnyttelsen af tilbuddet og dermed finansieringen. 

Fordelen er her, at der skabes fleksible rammer for nytænkning og afprøvning af nye ideer, uden at kommunen skal løbe en stor driftsrisiko. Kommunen får mulighed for at afprøve evidensbaseret praksis, indsamle erfaringer med den og opbygge et vurderingsgrundlag, der gør det nemmere at beslutte, hvordan den evidensbaserede praksis egentlig skal bygges ind i de kommunale rammer. Det er altså vigtigt at tænke private aktører ind i udbredelsen af evidensbaserede programmer helt fra starten af. For det første er det ikke alle kommuner, der har mulighed for at investere stort i ambitiøse programmer. For det andet er programmerne ofte højt specialiserede og forudsætter en vis grundkapacitet af borgere, før man bliver rigtig god til at implementere og anvende dem.

Private tænker på tværs

På langt sigt skal enhver kommune effektivt anvende et evidensbaseret program, uanset hvilken størrelse, struktur eller profil den har. I det lys kan det forbavse, at man indenfor metodeudbredelsesprogrammet satser på alene at henvende sig til kommunerne. Der er mange af dem, og deres forudsætninger for at gå i en evidensbaseret retning vil være yderst forskellige. Særlig mindre kommuner vil have svært ved at iværksætte nogle af de mere komplekse programmer, som forudsætter, at der investeres i et minimum af fuldtidsmedarbejdere, og at et givent antal af borgere ligger indenfor programmets målgruppe. En del kommuner vil ikke have midlerne til – eller viljen til at løbe risikoen – ved at investere i en helt ny gruppe af medarbejdere, og andre vil henvise til, at målgruppen ikke er til stede. 

I sådanne situationer er det vigtigt at kende nabokommunernes udfordringer, at se muligheder for at tænke på tværs af kommunegrænser og at tænke kreativt omkring reduktion af driftsrisici. Og det gør man ikke altid, når man skal passe på budgetter og politiske styringsrationaler. Men det gør man som privat aktør. Også derfor er det vigtigt at tænke de ikke-offentlige aktører ind i udbredelsen af evidensbaserede programmer fra starten af.

Dertil kommer, at evidensbaseret praksis ofte først virker for alvor, når man har opbygget en fortrolighed med alle dens mangeartede facetter, det vil sige, når man har anvendt den på mange borgere og dermed ved, hvad den kan, og hvad den ikke kan – og når man på den måde har opnået et gedigent erfaringsgrundlag med at implementere på både det klinisk-praktiske og organisatoriske niveau. At nå dertil er vanskeligt, når man kun arbejder med et enkelt program i mindre omfang. Som man ved fra sundhedsområdet, kommer den dybtgående erfaring og ekspertise typisk først med anvendelsen af en bredere vifte af indsatser og en egentlig evidensbaseret kultur, der gennemsyrer en organisation. 

Det kræver et kulturskifte

Enkelte kommuner – som for eksempel Herning – har formået at opbygge denne ekspertise. Men de fleste kommuner anvender i dag ofte kun enkelte programmer og udnytter dem ikke i deres fulde omfang. Det hænger sammen med, at de tænkes ind i kommunens tilbudsvifte som ethvert andet projekt og ikke som brækjern for et kulturskifte henimod en evidensbaseret kultur. 

Hvis det skifte skal skabes, kræver det et samarbejde med stærke aktører, der er fortrolige med evidensbaseret praksis, har ekspertise i implementeringsprocesser og samtidig kender de lokale strukturer, som innovationsprocesserne skal indlejres i. Og her kan private aktører være en stærk medspiller, der ved at operere på tværs af fysiske og mentale kommunegrænser kan opbygge den tilstrækkelige kapacitet og knowhow, der er en grundforudsætning for en effektiv anvendelse af evidensbaseret praksis.



Kommentarer

Du skal enten være logget ind, eller tilknyttet en IP-aftale for at kunne kommentere.

Tilmeld dig kommunen.dks nyhedsbrev

Cookie- og privatlivspolitik


Afmeld nyhedsbrevet

Pressenævnet
© Kommunen ApS 2017  |  CVR: 31 88 59 57