Af Eva Kartholm
 | 
leder , Idrætsudvikling og Kunder, Københavns Kommune
OL i Rio 2016<br />Glade svømmepiger ved OL i Rio 2016. Fotocredit: Tariq Mikkel Khan / POLFOTO<br />
OL i Rio 2016
Glade svømmepiger ved OL i Rio 2016. Fotocredit: Tariq Mikkel Khan / POLFOTO

OL viste, at eliteidrætten trives i Danmark.

Men vi står over for et valg: Skal vi dyrke mangfoldigheden eller lave idrætsfabrikker?

Man står i døren, tøvende, med fugtige hænder og et fast greb i mor eller far. Kaster stjålne blikke ind i træningslokalet i den lokale klub, mens sommerfugle flakser rundt i maven. Bliver klubben mit fremtidige himmerige, kan jeg blive lige så dygtig som de store børn, der er i gang med deres træning, forstår jeg de skrevne og uskrevne regler, vil klubben også tilbyde et socialt fællesskab og nye bekendtskaber, og bliver det lige her, jeg lægger grundstenen til opfyldelse af mine største ambitioner?

Omtrent sådan har hver eneste danske topatlet startet sin karriere som ganske lille. I den lokale klub. En klub, som ofte materialiseres i en kommunal idrætsfacilitet.

Mange af os har i sommerens løb brugt sofatimer på at se de bedste atleter i et intenst OL 2016 fra Rio. Nu hvor OL for længst er slut, står de historisk mange danske medaljer tilbage som et vidnesbyrd om fælles succes. Idrættens organisationer har sammen med en entusiastisk presse applauderet indsatsen. Det kan jeg godt forstå.

Som ansvarlig for idrætsudvikling i landets hovedstad har jeg naturligvis også blikket fast rettet mod sportslige begivenheder, både når de er små og store – nationale og internationale.

[wpv-post-body view_template="citat-kronik"]

OL-euforien fader ud og erstattes af en refleksion, som presser sig på. Uanset om man nu sidder med beslutningerne i en stor eller en lille kommune, er man sig bevidst om, at en stor sportslig præstation naturligvis først og fremmest kræver en eller flere talentfulde og målrettede udøvere, trænere og så videre. Den kræver også lokal opbakning og de rammer og vilkår, som vi som kommune medvirker til at skabe.

Forpligtelsen er lovfæstet, mens dens udmøntning er genstand for lokale forskelle. Det er rimeligt at spørge sig selv, hvor forpligtet en kommune er, når det kommer til eliteidræt, og hvordan vi overkommer den vanskelige balance mellem bredde og elite.

Hvorfor er det vigtigt?

Danmark fik for alvor fokus på OL-medaljerne tilbage i nullerne. Det var under Fogh-regeringen, vi italesatte, at det var vigtigt for Danmark at placere sig godt på listen over medaljetagere. Danmark har leveret varen ved OL i Rio. Aldrig tidligere har vi befundet os så højt oppe på listen over succesfulde nationer. Det er vigtigt, fordi det styrker fællesskabsfølelsen at være en del af en succes.

Eller som Klaus Rifbjerg formulerede det efter fodboldlandsholdets EM-triumf tilbage i 1992: ”Det var et udbrud af orgiastiske dimensioner, noget brød op, som ikke længere kunne holdes tilbage. Landet havde brug for den eufori, ja måske kom den simpelthen i sidste øjeblik” (BT, 19. juli 1992). En stærk analyse. Men vi var vilde med det. Måske særlig i kraft af to ting. Det undertippede danske hold blev kaldt hjem fra ferie og evnede mod alle odds at gå hele vejen. Men mindst lige så vigtigt: landet var splittet efter en meget tæt afstemning om EF-unionen og havde en statsminister, der i strid med den almindelige opfattelse formulerede, at det gik “ufattelig godt”.

Dengang var de sportslige succeser vigtige, og det er de stadig. De er med til at sætte turbo på den kollektive dannelse af succesidentitet.

OL for alle

Der er sket meget med eliteidrætten siden da. Tilbage i slutningen af forrige århundrede var eliteidræt noget andet. Dengang kom en OL-deltager ofte til veje ved en tilfældighed. Populært sagt kunne en helt almindelig dreng langt væk fra de største klubber opdage, at han havde talent for at kaste langt eller springe højt. Talentet var det bærende, og atleten blev ofte fulgt på vej af en lokal ildsjæl, som påtog sig træningen indtil et vist niveau.

OL var på sin vis en breddebegivenhed – eller det var i hvert fald en begivenhed, som favnede bredt.

OL har siden starten af 1990’erne gennemgået en større og større professionalisering. Første skridt kom ved OL i Barcelona i 1992, hvor USA deltog med de professionelle NBA-spillere i basketball. Langsomt er OL transformeret, og talent alene kan ikke længere skaffe udøveren en plads i den eftertragtede konkurrence. Heller ikke selvom OL-organisationen fortsat holder fast ved, at det er vigtigere at være med, end det er at vinde. Det klinger lidt hult, hvis man ser på nutidens krav.

OL anno 2016 stiller krav om en solid, pengestærk og professionel organisation omkring udøveren. I Danmark har vi organiseret os med lokale klubber, nationale forbund og eliteidrætskommuner, men sådan har det ikke altid været.

Eliteidræt under pres

Den store OL-succes til trods opfatter jeg, at den danske eliteidrætsmodel er under pres. Det danske støttekoncept er velkendt, og det samme gælder forankringen i det folkeoplysende (almendannende), som har udviklet sig siden 1849, hvor grundloven sikrede folkets adgang til at forsamle sig. Nu er kommunernes forpligtelse til at anvise lokaler og yde tilskud reguleret af folkeoplysningsloven, og vi opfatter idrætsanlæggene som en del af det offentlige velfærdstilbud, ligesom også borgerne gør.

Men der er en anden vej. Nogle nationer beslutter sig for at sætte fokus på en særlig disciplin, opretter regulære idrætsfabrikker og sprøjter topatleter ud i højt tal. De giver afkald på at være gode til flere discipliner og fokuserer alle ressourcer på en idræt, som så er nationalsport. Gerne en idræt, hvor der er mange medaljer at hente.

Aserbajdsjan vandt for eksempel 16 af sine 18 OL-medaljer i kampsport, og Jamaica vandt alle 11 OL-medaljer i sprintdiscipliner ved atletikkonkurrencerne.

Hvad er det, vi vil?

Det er rimeligt at spørge sig selv, om vi som nation og som kommune kan konkurrere med idrætsfabrikkerne. Og om vi skal. Skal vi holde fast i, at idrætsudøvelsen har sin rod i det folkeoplysende, almendannende formål, og så må det – groft sagt - gå, som det bedst kan? Eller skal vi tage kampen op mod de nationer, som har ‘industrialiseret’ deres talentudvikling?

Københavns Kommune er engageret i eliteidrætten i mange sammenhænge. Vi er vært for række sportsevents hver eneste år og lægger by til både EM og VM i talrige idrætsgrene. Vi har et stort hjerte for både Team Danmark og for Team Copenhagen, og vi bakker op om eliteidrætten ligesom en lang række andre danske kommuner. Det sker selvfølgelig i balance med en kultur- og fritidspolitik, som også fordrer, at vi understøtter en mangfoldighed af tilbud til en mangfoldighed af udøvere i alle aldre fra forskellige sociale lag og så videre.

Det giver sig selv, at vi skal overholde Folkeoplysningsloven med dens almennyttige sigte. Men det er selvfølgelig udfordrende, hvis vi som borgere også opfatter, at en succesfuld præstation ved en stor eliteidrætsbegivenhed også har karakter af at være ‘almennyttig’. Hvis den altså afføder en almen og nyttig succesrus, som vi er fælles om at ønske, og som giver mulighed for et samlet løft.

I så fald skal vi overveje at skrotte vores brede folkelige idrætsfokus og skifte det ud med en nationalsport, hvor vi udklækker atleter på idrætsfabrikker. Jeg tror det ikke, men hvis det er rigtigt, at OL-medaljer er vigtige for fællesskabsfølelsen, bør vi måske gøre som Jamaica og Aserbajdsjan.

Jeg ser dog den ærgerlige slagside, at der ikke bliver plads til den nybegynder, som jeg indledte med at portrættere. Han vil ikke længere selv kunne vælge mellem en mangfoldighed af tilbud, men må banke på idrætsfabrikkens port og affinde sig med, at der ikke er mulighed for at møde den enkelte i et godt interessefællesskab uanset talent og ambition.

Det er næppe det, vi vil, og i hvert fald ikke i København.

Børn & unge

Kultur


Kommentarer

Du skal enten være logget ind, eller tilknyttet en IP-aftale for at kunne kommentere.

Tilmeld dig Kommunen.dks nyhedsbrev

Cookie- og privatlivspolitik

Afmeld nyhedsbrevet

Pressenævnet
© Kommunen ApS 2017  |  CVR: 31 88 59 57