Af Mai-Britt Herløv Petersen
 | 
chefkonsulent, COK
cand.pæd., MPA
POLFOTO_4134753<br />Foto: JENS PANDURO /Polfoto<br />
POLFOTO_4134753
Foto: JENS PANDURO /Polfoto

Nu skal lærere og pædagogers læring i centrum.

Udviklingen af elevernes læring går gennem ledelsen af de lærende lærere og pædagoger.

Skolereformen går ind i sit tredje år, og der er blevet arbejdet hårdt på at ændre skoledagen for eleverne og sætte deres læring og trivsel i centrum. Det er mildest talt ikke sket lydløst, og alle skolens aktører – forældre, elever og lærere – har talt om de store forandringer, det har haft på skoledagen.

Skolereformen er en læringsreform i mere end en forstand. Der er tale om et paradigmeskift, hvor kerneopgaven i folkeskolen er skiftet fra at bedrive undervisningsvirksomhed for nationens børn til fokusering på at skabe læring for eleverne. Læring er dermed blevet den nye kerneopgave.

[wpv-post-body view_template="citat-kronik"]

Hvor undervisning sætter fokus på lærernes arbejde og måden, de forvalter undervisningen i klasserummet, er læring kendetegnet ved et fokus på elevernes læring, og hvordan de lærer. Denne ændring gør pludselig kerneopgaven langt mere diffus, fordi læring er noget, der foregår alle vegne både i og udenfor skolen, i skolegården, i fritidsordningen, hjemme eller sammen med kammeraterne i for eksempel fodboldklubben. Kompleksitetsforøgelse har dermed også ramt folkeskolen.

Et skift i kerneopgaven betyder, at læreres og pædagogers professionsidentitet er under forandring. De skal nu til at genopfinde sig selv som lærere og pædagoger – og som professionelle. Deres læring er dermed direkte koblet til forandringerne i reformen, og deres arbejde er blevet mere komplekst. Det kalder på læringsledelse, både for lærere og pædagoger i forhold til eleverne, men også for skolens ledelse i forhold til personalet.

Niels Åkerstrøm Andersen og Justine Grønbæk Pors omtaler paradigmeskiftet som den kerneløse kerneopgave, hvor kerneopgaven ikke længere kan begrænses til undervisning i klasselokalet. Lærere og pædagoger forventes også at løse en lang række andre opgaver, der både kræver forandringsparathed og fleksibilitet. Skolen skal levere konkrete målbare resultater i forhold til elevernes læring og samtidig være åben og eksperimenterende. Det nødvendiggør en afklaring i forhold til kerneopgaven: Hvad ønsker vi, eleverne skal lære? Hvordan kan vi vide, om de lærer noget? Hvordan skal vi reagere, hvis de ikke lærer noget? Og sidst, men ikke mindst: Hvordan skal vi berige og udvikle læringen?

At arbejde i team er langtfra nyt i folkeskolen. Det har man gjort i mange år. Områdechef hos EVA Lise Tinglef-Nielsens forskning på dette område har imidlertid vist, at der mere har været tale om at arbejde i et hyggeligt fællesskab, hvor man også løste praktiske opgaver i forbindelse med undervisningen, end om at arbejde i en egentlig professionskultur med elevernes læring i centrum. Det er derfor en udfordring for skolekulturen, dels at arbejde meningsfuldt sammen omkring elevernes læring, og dels at etablere professionelle læringsfællesskaber præget af en professionel tillid.

Hvad er det så, der karakteriserer et professionelt læringsfælleskab i forhold til det traditionelle team-arbejde i skolen? Et professionelt læringsfællesskab er en kollaborativ teamorganisering, hvor man i fællesskab løser de mange komplekse opgaver i åbne og dynamiske arbejdsprocesser, hvor der løbende nyudvikles, og hvor ansvaret for elevernes læring er fælles for alle i teamet. Der arbejdes i vedvarende processer, hvor team-medlemmerne samarbejder i tilbagevendende cyklusser af kollektive undersøgelser og aktionslæringsforløb i forhold til deres egen praksis – alt sammen med det formål at styrke elevernes resultater.

Hvordan kan vi nu vide, at professionelle læringsfællesskaber også vil hjælpe på elevernes læring? Både international og national forskning på området viser, at hvis skolernes ledelse organiserer team-arbejde således, at det fungerer som et professionelt læringsfælleskab, så har det effekt på elevernes læringsresultater. Det er imidlertid ikke nogen let sag at ændre en mangeårig professionskultur. Forandringer i denne her målestok tager tid.

I Program for Læringsledelse, der er støttet af A. P. Møller Fonden, samarbejder COK med LSP/Aalborg Universitet om opbygning og ledelse af professionelle læringsfælleskaber på 240 skoler fra 13 kommuner. Formålet er blandt andet at fremme læreres og pædagogers samarbejde, at styrke den professionelle dømmekraft og kapacitetsudvikle personalet, så det understøtter deltagernes handlekompetence i skolens læringspraksis.

Noget helt centralt i Program for Læringsledelse er, at team-arbejde og undervisningsforløb bygger på data og evidens. Programmet løber over fire år, og i den periode gennemføres tre kortlægninger på de medvirkende skoler. Viden fra disse kortlægninger, viden fra andre forskningsresultater på skoleområdet samt den praksisviden og de data, som skolerne selv systematisk indsamler, danner tilsammen udgangspunkt for arbejdet i de professionelle læringsfællesskaber på skolerne.

Et centralt punkt er at udvikle et fælles fagligt sprog på tværs af lærer- og pædagogprofessionerne. At der tales om det samme på den samme måde, når man drøfter, hvordan man arbejder med at styrke elevernes læring. Forskningen viser, at opstilling af læringsmål, feedback til eleverne og systematisk arbejde med elevdata er centrale elementer i dette arbejde.

Betyder det nu, at elevtest i skolen alene skal ligge til grund for teamets samarbejde?

Nej slet ikke, men elevtest skal naturligvis også indgå i arbejdet sammen med de øvrige observationer, som skolens personale gør i forhold til eleverne. Denne viden skal kombineres med den forskningsviden, vi også har om, hvilke tiltag der styrker elevernes læring, såsom opbygning af en feedback-kultur, klasserumsledelse, elevernes mestring og motivation.

Det er altså ikke nok kun at se på elevernes læring. De professionelle må også se på deres egen undervisningspraksis og lære af den.

Hvad kan jeg som lærer eller pædagog gøre anderledes, så det styrker elevernes læring? Lærere og pædagoger må lære af hinanden og i fællesskab udvikle en professionel praksis. På denne måde bliver det muligt at fremme en team-kultur på skolerne, så det bliver de professionelles arbejde med elevernes læring, der bliver det centrale i teamets arbejde og ikke kun teamets evner til at løse praktiske problemer og have det hyggeligt sammen.

Alt dette kræver ledelse og organisering. Den pædagogiske ledelse får mere end nogensinde betydning. Ledelsen må sætte tydelige mål og retning for teamarbejdet, følge teamenes arbejde tæt og jævnligt deltage i møderne. Der må arbejdes systematisk med distribueret ledelse, hvor der også ledes gennem skolens teamkoordinatorer i gensidig og tæt dialog. Skolens ledere er også læringsledere for skolens pædagogiske personale. Udviklingen af elevernes læring går gennem ledelsen af de lærende lærere og pædagoger.

Børn & unge


Kommentarer

Du skal enten være logget ind, eller tilknyttet en IP-aftale for at kunne kommentere.

COK – Læring eller ikke-læring? Af: Tanja Schjellerup – Cand. Pædagogisk Filosof "Læring er dermed blevet den nye kerneopgave", står der i artiklen. Artiklen provokerer. Den provokerer, i hvert fald, mig. Det håber jeg er meningen, men jeg tror det næppe. Det er dog okay. Det fik mig til tasterne og det passer mig fint. Det giver rig mulighed for at se lidt på undervisning og det dertilhørende element eller formål om man vil – læringen af undervisningen. Det giver mig også rig mulighed for at dykke ned i chefkonsulenten for COK, Mai-Britt Herløv Petersens sætninger. En undervisers fornemmeste opgave har altid været at sikre, at elevernes nysgerrighed for læring vedligeholdes. Læring er en integreret del af undervisning. Det kan derfor undre, at Herløv Petersen ligefrem bringer et paradigmeskift på banen. Dernæst er det underviserens opgave, at præsentere eleverne for forskellige emner, områder o.l som kan udfordre og styrke elevernes kompetencer – enkeltfagligt eller tværfagligt, det varierer. Gerne via fokus på differentieret læring i forhold til den og de enkelte elever. Hvilket – altså den differentierede del af det – dog begrænses kraftigt af institutionernes manglende hænder og andre ressourcer. Undervisning handler langt fra kun om de forskellige metoder, der kan bruges til tilrettelæggelse. Den didaktiske vinkel drejer sig for eksempel om indhold og formål med undervisning. Formål er blandt andet læring. Den pædagogiske vinkel inddrager blandt andet tankerne om, hvordan vi som individer lærer forskellige ting – både som børn og som voksne. Undervisning bruger elementer om læring blandt andet både fra pædagogisk og didaktisk tænkning. Undervisningen fokuserer simpelthen på den læring der gerne skulle forekomme og udvikle sig via undervisningens forløb. Måske en helt anden pointe? Skulle det vise sig, at artiklen egentlig omhandler manglende kreative lokaler, rum og andre rammer i skolernes regi, så fremgår det ikke tydeligt. Hvis det drejer sig om tabeller på trappetrin, klatrevægge, dyrkning af grønsager og lignende rum, indendørs eller udendørs, så vil det sjældent være kreative idéer der mangler for at skabe forskellige rum og steder skabt til at pirre nysgerrigheden og dermed også læringen. Hvis det er det det hele handler om i forfatternes artikel, så drejer det sig om penge og ressourcer til skolerne og ikke på manglende forskelligartede kompetencer, som lærerne og pædagogerne bringer med sig – for de er derude. Manglen på forskellige rum til læring drejer sig i hvert fald ikke om lærere og pædagoger, som pludselig ikke længere kender deres egen profession, grundet en påtvungen skolereform. Det ville klæde Herløv Petersen, at tale om mulighederne for at fremskaffe ressourcerne, remedierne, materialerne, de ekstra hænder til skolerne og dermed også tiden til den enkelte elevs udvikling og læring, frem for at tale om læring, som om det praktisk talt ikke har været til stede før lærerne nu, med den nye skolereform, lærer, hvordan læring foregår. Mai-Britt Herløv Petersens artikel ”Læreres og pædagogers læring skal i centrum” formår at træde på lærere og pædagoger med sætninger som, ” et paradigmeskift, hvor kerneopgaven i folkeskolen er skiftet fra at bedrive undervisningsvirksomhed for nationens børn til fokusering på at skabe læring for eleverne.” Ikke nok med, at hun hermed henslængt peger på, at de professionelle aktører egentlig ikke har været professionelle før – fordi indtil skolereformen underviste lærerne blot, nu skal de altså også sørge for og huske at børnene skal lære noget og dermed udsættes for læring. Undervisningen havde altså, tilsyneladende jf. artiklens forfatter, ingen fokus på læring før skolereformen blev gennemtvunget med fine ord. Det er dermed muligvis et paradigmeskift for (nogle) politikere og tilsyneladende for chefkonsulenter hos COK, en underafdeling af KL – som i den grad er fortalere for den påtvungne skolereform. Det er det dog ikke for de professionelle aktører indenfor feltet. For lærere har elevernes læring altid været målet. Uagtet om det har været gennem indoktrinering eller via fleksibel differentieret udviklende læring – tidernes undervisning har altid haft læring som mål på den ene eller anden måde. ” … professionsidentitet under forandring. De skal nu til at genopfinde sig selv som lærere og pædagoger – og som professionelle. Deres læring er dermed direkte koblet til forandringerne i reformen, og deres arbejde er blevet mere komplekst”, skriver Mai-Britt Herløv Petersen også. Genopfinde sig selv – det lyder fornemt. Det er dog, i denne sammenhæng, ikke fornemt. For artiklens forfatter formår at fortælle, at lærerne – i hvert fald i hendes optik - ikke før nu har været professionelle på den rette måde. Det er først nu, at den dybe tallerken virkelig er kommet på bordet og fyldt med gode idéer, primært fra alle mulige andre end de der arbejder fast indenfor feltet. Det er nu – ifølge Herløv Petersen – det er først nu, at lærerne skal til at være og til at lære, hvordan man agerer som professionelle samarbejdspartnere, frem for kolleger der hygger sig samtidig med at de både enkeltvis og sammen arbejder på, forbereder samt drøfter læringsformer, metoder og idéer, samtidig med, at de debatterer, hvordan der skal findes tid til den enkeltes læring, til at rette de opgaver der mangler, til at mødes med Ib eller Pernilles forældre, til at planlægge de næste dages og ugers læringstimer. Desuden formår forfatteren af artiklen, at pointere, at lærere og pædagoger tilsyneladende ikke før har formået at stille hv-spørgsmål, før den nye skolereform blev påtvunget dem. Det får mig til at tvivle på om Mai-Britt Herløv Petersen har styr på, hvad lærere og pædagoger lærer om læring via deres studier. Jeg tvivler også på, om hun egentlig har styr på hvad undervisning og læring egentlig er. I artiklen lyder det som om, at termen læring først er opfundet med skolereformen, hvilket muligvis kan forklare, Herløv Petersens trang til at fortælle lærerne, at de skal lære noget om læring. Pædagoger og læreres forandringsparathed og fleksibilitet hives også frem og sættes på spidsen, som om at det aldrig har været til stede før den famøse 2013 skolereform. Det er tilsyneladende ikke tænkeligt, at undervisningssituationer, frikvarterer, forberedelsestimer, møder, forældresamtaler etc. har krævet fleksibilitet og forandringsvillighed hos underviserne – eller for den sags skyld hos eleverne. Det er tilsyneladende ikke tænkeligt, for Herløv Petersen, at forandringsparathed er en nødvendighed i en undervisningssituation eller at det har været anset som en nødvendighed (før 2013) i de situationer, hvor læreren og klassen pludselig står med IT der ikke virker, eller andet der forstyrrer den planlagte læringstime. Alt i alt kan jeg dog umiddelbart konstatere, at Mai-Britt Herløv Petersen, særligt med henvisning til Pors og Åkerstrøm, tilsyneladende forsøger, at fortælle lærerne, at de skal forsætte med at gøre det, som de hele tiden har gjort. Nemlig et primært fokus på læring hos elever – hvilket er selve målet med undervisning. Herløv Petersen har dog formået at gøre det med uhensigtsmæssige sætninger, der i stedet for at løfte de professionelle lærere op, trasher dem ved at fortælle dem, at det eneste de har gjort er at hygge sig uden at have fokus på andet end lidt undervisning, der ikke indebærer læring.

Tanja Schjellerup - Cand. Pædagogisk Filosof, 29. aug 2016


Tilmeld dig Kommunen.dks nyhedsbrev

Cookie- og privatlivspolitik

Afmeld nyhedsbrevet

Pressenævnet
© Kommunen ApS 2017  |  CVR: 31 88 59 57