Politik fra rødderne
Af Niels Christian Barkholt
 | 
socialrådgiver, cand.scient.soc., folketingskandidat for SF og formand for Landsorganisation af Kvindekrisecentre
Forskning om, hvordan man hjælper udsatte mennesker, kommer stort set ikke ud i praksis, fordi der mangler en infrastruktur, skriver Niels Christian Barkholt.
Foto: Ida Guldbæk Arentsen, Ritzau Scanpix

Lad kommunerne formulere en videnspolitik

Selv om der bliver brugt milliarder på forskning, når resultaterne stort set aldrig ud til dem, der skal bruge den. Det er dybt paradoksalt, mener kronikøren.

Som næstformand i Dansk Socialrådgiverforening fra 2012-2018 arbejdede jeg bl.a. med samspillet mellem forskning og praksis i relation til især socialt arbejde.

Drivkraften bag var, hvordan kan vi løfte indsatserne generelt, fordi flere og flere børn har det psykisk dårligt og ikke får hjælp, mange unge får ikke en uddannelse, mange ledige borgere oplever ikke et beskæftigelsessystem, der reelt er til for dem. Sådan kunne man blive ved. Samtidig er arbejdsvilkårene for de offentligt ansatte gået stejlt ned ad bakke de seneste år. I dag er socialrådgiverne den mest stressede faggruppe. Og samtidig har besparelserne i kommunerne været to- og trecifrede millionbeløb år efter år.

En stor udfordring, som jeg har fulgt i de sidste 20 år, jeg har arbejdet med udsatte mennesker, er, at forskning stort set ikke kommer ud i praksis, ligesom at de fagprofessionelles gode erfaringer og de opskrifter, der faktisk gør en stor forskel i kommunerne, såkaldte lovende praksisser, alt for sjældent bliver delt mellem kommunerne. Begge dele, fordi der mangler en infrastruktur.

De to felter, henholdsvis forskning og praksis, må fortsat ses som to adskilte verdener, hvor forskerne pga. det, som kaldes bibliometrien, hovedsageligt forsker til andre forskere og ikke til praksis.

Dybt paradoksalt
Når man tænker nærmere over det, er det jo dybt paradoksalt. Med bibliometrien menes, at forskerne bliver målt på, hvorvidt andre forskere bruger deres forskning og citerer fra den, ligesom det også genererer finansiering af ny forskning at få sin forskning publiceret i anerkendte videnskabelige tidsskrifter.

De har altså ikke en klar interesse i, at forskningen kommer direkte ud i praksis. Den adfærd bliver ikke belønnet. 

  På trods af, at der bliver afsat og brugt milliarder på forskning hvert år, så er der faktisk ingen plan for, hvordan den enorme viden bliver omsat til praksis.

Men bør den vigtige forskning ikke komme praksis til gode, kunne man spørge. Er det ikke helt skævt, at dette kredsløb ikke i højere grad er modtagerorienteret? Burde forskerne ikke ideelt set forske til praksis og på en måde, hvor deres forskning bliver målt på, om den skaber værdi, og om den bliver fulgt til dørs hele vejen ud i praksis? Det synes jeg er helt indlysende. 

Vi kan altså gøre meget mere på flere niveauer for at fremme, at forskning bliver relevant og omsat.

Vi kan skrue på incitamenterne til at forske. Det vil også i sig selv være en politisk opgave.

Vi kan se forskning og udviklingen af velfærden som ”velfærdsaktioner”, hvor forskningen udspringer af praksis – dvs. at forskningen faktisk i høj grad foregår i praksis og ikke fra et støvet kontor på afstand.

Og endelig kan vi ude der, hvor velfærden og det sociale arbejde sker, organisere, hvordan viden reelt bliver optaget og omsat til praksis – altså med streg under omsætning. Der er givetvist flere muligheder, men det er navnlig den sidste her, som jeg ser, vi kan gøre noget ved allerede i morgen.

Lav en videnspolitik
Tesen må jo være, at denne forskning, hvis den implementeres og anvendes, vil føre til væsentlige forbedringer, ikke bare af den enkelte fagpersons praksis og dermed direkte borgernes situation, men også i forhold til at forandre organisationer, så deres indretning hele tiden er orienteret mod, hvad der er bedst for borgerne.

For at starte et sted – for gradvist at gøre forskningen langt mere tilgængelig og relevant, så vil jeg foreslå, at kommunerne påtager sig at formulere en videnspolitik, eller at det bliver beskrevet, hvordan kommunen i de andre politikker, de skal udforme, forholder sig til, hvordan viden koblet til dette specifikke område bliver mobiliseret og omsat.

Eksempelvis i børnepolitikken, som jo er den vigtigste i et langsigtet samfundsperspektiv. Skal vi for alvor løfte velfærden i fremtiden, så må det ske fra to udgangspunkter. 1) Det skal have politisk prioritet og finansiering og 2) det skal ske med udgangspunkt i viden og kvalitet. Det centrale spørgsmål er, hvordan kan vi strategisk arbejde med, at forskningen gøres omsættelig og kommer mange flere til gavn?

Nyt mindset: hvad virker?
Hvad kunne være frugten af en sådan indsats? Det kunne føre til en bevægelse, et nyt mindset, der fokuserer på, hvad der virker ude i praksis, og at organisationen og kommunen som helhed har deres organisering og ledelse målrettet herimod. For det kræver særlige ledelsesmæssige kompetencer og organiseringer. Det kunne skabe et markant bedre arbejdsmiljø, fordi de fagprofessionelle bliver mødt på det, som er allervigtigst for dem: At gøre en forskel og at få viden til at blive dygtigere.

Fremtidens kommuner har i og for sig indbygget den bedste effekt-evaluering, således at ressourcerne bliver anvendt bedre, og så professionsudøverne og lederne er opdateret på den nyeste viden for fortsat at ændre adfærden i en retning, der skaber højest mulig kvalitet for borgerne.

Samtidig kan et fokus på viden og faglighed genskabe, ja faktisk rekalibrere den offentlige sektor i forhold til arbejdsmiljø og at indrette arbejdet på en måde, så det understøtter de fagprofessionelles arbejde med borgerne og dermed det direkte udkom af indsatsen. For jeg hører ofte kritik af, at styringen og organisationerne indeholder så mange benspænd, som forringer kvaliteten og det, som frontpersonalet er sat i verden for.

   At holde sig opdateret på viden er overladt til den enkelte medarbejder, som ikke har tiden til det, fordi hun jo skal passe sit arbejde.

En sådan videnspolitik kunne være et første element i at skabe en infrastruktur, dvs. en klar plan for et videnskredsløb.

På trods af, at der bliver afsat og brugt milliarder på forskning hvert år, så er der faktisk ingen plan for, hvordan den enorme viden, der bliver produceret, og den store viden, der allerede eksisterer, bliver omsat til praksis og dermed kommer mange tusinde borgere og samfundet til gavn.

I dag er det begrænset, hvor meget forskning, der kommer ud og lever, fordi driften er presset, og arbejdet er orienteret mod at dokumentere og handle. Alle er bagud, og ofte er det brandslukning. At holde sig opdateret på viden er overladt til den enkelte medarbejder, som ikke har tiden til det, fordi hun jo skal passe sit arbejde. Det forbliver altså status quo. Det er et organisatorisk ansvar, fordi kvaliteten af den enkelte medarbejders arbejde alene afhænger af kvaliteten af organisationen.

Tænk, hvis lederen satte sig for bordenden og sagde: 'Ok kære kolleger – lad os finde den bedste viden frem, der kan kvalificere vores indsats sammen med borgerne. Jeg er med på, at det helt sikkert også vil rykke ved, hvordan denne organisation er skruet sammen. Den rejse er jeg parat til. Lad mig høre jeres input.'

Hvad kunne der så ikke ske? Uanede muligheder.

Der mangler hovedveje
I dag cirkulerer viden først i det øjeblik, at ledere eller fagprofessionelle fatter interesse for det og deler den viden mellem sig, men ellers mangler der hovedveje. Mig bekendt er det fortsat meget få institutioner eller organisationer, som arbejder ud fra et professionsfagligt grundlag, der har skitseret en plan for det.

Det er da egentlig overraskende, at det stadig forholder sig sådan i 2019. Hvis vi skal trække ambitionen op på et højt niveau, så bør der udformes en forskningsstrategi mellem centrale parter, der har dette som et hovedfokus.

At viden kommer ud og får liv i praksis er vel det, som er hele idéen med denne 'vidensindustri' – at den skal bidrage til at styrke velfærdssamfundet, så vi som mennesker får den bedste hjælp og det bedste liv, mens vi lever. Eller skal det bare holde en masse hjul i gang? Det er der rigtig meget, der tyder på.

Også fondene spiller en helt ny og spændende rolle i denne velfærdsudvikling. Men jeg kan ikke lade være med at tænke, at det kunne være dybt interessant at målrette disse mange forskellige bestræbelser i en mere fælles og koordineret retning.

En tak bedre
Viden skal bruges til at forandre mennesker, forandre fagprofessionelles kompetencer, forandre organisationer og at turde stille de svære spørgsmål og hele tiden afkræve gode svar, der fortsat gør os bare en tak bedre i mødet med det næste menneske i problemer. Potentielt kan det være ad den vej, vi får vekslet mistillid til offentligt ansatte til meningsfuld styring og tillid til offentligt ansatte.

Det kan også være ad den vej, vi kommer den store belastning til livs, både i forhold til ressourcer og arbejdsmiljø, når det bliver mere klart, hvad der skal til for at komme i mål med opgaverne. Hvis vi begynder den rejse, så ser jeg et håb for, at vi her får et vigtigt bidrag til en offentlig sektor i bedre balance.

HR & uddannelse

Kommunikation

Organisation & ledelse

Social & sundhed


Kommentarer

Du skal enten være logget ind, eller tilknyttet en IP-aftale for at kunne kommentere.

Tilmeld dig kommunen.dks nyhedsbrev

Cookie- og privatlivspolitik


Afmeld nyhedsbrevet

Pressenævnet
© Kommunen ApS 2017  |  CVR: 31 88 59 57