Af Charlotte Fischer
 | 
Chef for Bæredygtigt Erhverv, CONCITO
RITZAU_59501302<br />Oversvømmelser er blevet hyppigere, og det haster voldsomt med handling på klimaområdet. Kommunerne spiller med deres betydelige indkøbsmuskel en nøglerolle i at vælge klimavenlige løsninger, skriver kronikørerne.Foto: Claus Bonnerup / Polfoto<br />
RITZAU_59501302
Oversvømmelser er blevet hyppigere, og det haster voldsomt med handling på klimaområdet. Kommunerne spiller med deres betydelige indkøbsmuskel en nøglerolle i at vælge klimavenlige løsninger, skriver kronikørerne.Foto: Claus Bonnerup / Polfoto

Der ligger et enormt uforløst potentiale i, at kommunerne bruger deres indkøbsmuskel til gavn for klimaet.

Og det haster!

Kloden satte varmerekord i 2016. Igen. Polerne svinder ind med rekordfart. Ambitionen om at holde den globale opvarmning under 1,5 grad som vedtaget i Paris sidste år er allerede under voldsomt pres. I 2016 ramte vi 1,2 grad.

Det haster derfor med ambitiøs handling – også i Danmark. Kommunerne spiller med deres betydelige økonomiske og samfundsmæssige vægt en nøglerolle. De fleste har heldigvis også for længst taget handsken op og satser på at nedbringe CO2-udledningerne. Men primært indenfor en tryghedszone, der har handlet om energibesparelser, grøn branding og vækst i lokalsamfundet.

En klimapolitik 2.0. skal sætte barren anderledes højt. Kommunerne kommer ikke udenom svære, CO2-tunge områder som transport, landbrug, indkøb, fødevarer og forbrug.

[wpv-post-body view_template="citat-kronik"]

I  bogen ”Klimaets kommunale tilstand” konstaterer forfatterne, professor Jens Hoff fra Københavns Universitet og analytiker Mikkel Giver Kjer fra SFI, da også, at ”majoriteten af danske kommuner har engageret sig på klimafronten”. Men de ser samtidig en indsats ”præget af inkrementelle skridt” med uforholdsmæssigt stort fokus på energibesparelser. Eller sagt med andre ord: De fleste kommuner har handlet positivt til gavn for klimaet, men slet ikke nok.

Samtidig afdækker Hoff og Kjer en stor spredning fra de mest til de mindst ambitiøse kommuner. Nogle kommuner nøjes for eksempel med et mål om mindre end 1 procent i årlig CO2-reduktion, mens andre har det 6-dobbelte. Forskellen må primært forklares med en forskel i politisk prioritering.  Man kan altså, hvis man vil.

Kolossalt uforløst klimapotentiale

Fremover skal kommunerne vægte klimaet højt på de områder, der batter noget i CO2-regnskabet. Her kommer de ikke uden om at bruge deres enorme indkøbsmuskler langt mere aktivt og målrettet til gavn for klimaet. Her ligger der et kolossalt uforløst klimapotentiale.

Hoff og Kjer bekræfter desværre billedet af kommunerne som myndigheder med et beskedent klimafokus i deres indkøb. Kun 2 procent af kommunerne arbejder i høj grad med klimakrav til leverandører – og kun 3 procent med at udskifte leverandører med andre mere klimaeffektive producenter. Hele 14 procent erkender blankt, at de slet ikke stiller krav til leverandørers klimaeffektivitet. Sagt på en pæn måde: Det skal gøres bedre.

Der kan være mange grunde til, at kommunerne ikke får fremmet klimahensynet, når der købes ind. Mange ved måske ganske enkelt ikke, at indkøbet af varer og tjenesteydelser repræsenterer langt, langt den største del af en kommunes klimabelastning. NIRAS fastslog i et klimaregnskab fra 2010 for Region Hovedstaden, at det gjaldt næsten 80 procent af regionens drivhusgasudledning. Noget tilsvarende vil gælde for kommunerne.

Det samlede udslip af drivhusgasser fra offentlige indkøb i Danmark i hele værdikæden er derfor også enormt. Det beløber sig ifølge CONCITO's beregninger til cirka 20 millioner ton CO2e/år* eller 4 ton per indbygger. Den gode nyhed er, at kommunerne derfor også kan reducere deres udledninger markant – selv med en relativt beskeden indsats. Et krav om en 10 procents reduktion i udslip fra deres indkøb vil spare 2 millioner CO2e/år. Det svarer til at fjerne cirka 650.000 biler fra vejene eller godt en fjerdedel af den danske bilpark.

Uanstændigt svagt fokus

En kommunal klimapolitik 2.0 starter derfor med at stille ambitiøse klimakrav til de kommunale indkøb. Det bør være rodfæstet i en strategi med klare mål. Kommunerne bør her bruge den ny udbudslovs bedre rammer for at stille grønne krav, blandt andet om miljømærkning. Det kunne være på fødevareområdet, hvor økologi lige nu er den altdominerende målestok for, om et fødevareindkøb er bæredygtigt.

Men økologi indebærer ikke i sig selv særlige hensyn til klimaet. Der er derfor brug for også at stille klimakrav - for eksempel ved markant at nedbringe omfanget af madspild og eventuelt  svanemærke egne køkkener og kantiner. Ifølge Miljømærkning Danmark udleder en svanemærket kantine med øget fokus på vegetariske retter 7 procent færre drivhusgasser og kræver næsten 40 procent mindre areal til produktion af råvarerne. I Hoff og Kjers undersøgelse har kun 5 procent af kommunerne i høj grad fokus på madspild. Ud fra en klimabetragtning er det tal uanstændigt lavt.

I kommunernes klimapolitik 2.0 skal transportområdet have et løft. Kun 3 ud af 10 kommuner nævner i bogen, at de har klima med i deres trafikplanlægning. Men transporten repræsenterer i nogle kommuner op mod 30 procent af udledningerne. CONCITO er i flere analyser af transportområdet nået frem til samme facit: At kommunerne kan styrke deres klimaindsats markant, når det gælder transporten.

Nogle kommuner i front

En af vores analyser fra 2015 viste, at transportkøbere generelt har meget lidt fokus på energiforbruget i forbindelse med godstransport. I en nyere COWI-rapport svarer kun 15 procent af de adspurgte kommuner, at de har iværksat tiltag for at opnå en mere miljøvenlig erhvervstransport. Der er altså et markant potentiale for at nedbringe udledningerne i hele transportkæden.

Byggeri er det tredje klimatunge sektorområde, som kommunerne har et væsentligt ansvar for. Her er nogle i front. Det gælder for eksempel Københavns Kommune, der netop har vedtaget en række miljøkrav både til egne og støttede byggeprojekter, der rækker udover lovens krav, samt Sønderborg, der har fokus på at fremme energirenovering af boliger i kommunen.

Her bør kommunerne sætte langt hårdere ind for at øge anvendelsen af totaløkonomi, når der bygges og renoveres. Værktøjet (LCC Byg) findes – og der er allerede pligt til at foretage beregningerne. Aktørerne i markedet vurderer, at bæredygtighedscertificerede projekter har en god totaløkonomi med plus på bundlinjen. Certificeringsordninger som DGNB eller mærkningsordninger som Svanemærket bør udbredes yderligere.

Kom i gang!

Kommunerne bør i det hele taget gøre indkøb efter totaløkonomi til en fast praksis på områder af større betydning for klimaet. Der findes desværre ikke danske opgørelser over udbredelsen af TCO/LCC i forbindelse med offentlige indkøb. Brugen er utvivlsomt stigende, men på store felter beskeden. I en konsulentrapport om regionernes hospitalsbyggerier konkluderes det, at ”der ikke er nogen udbredt, formaliseret brug af totaløkonomiske beregninger eller beregningsmodeller i regionerne”. Her er der tale om byggerier til 40 milliarder kroner. I Holland er der pligt til at beregne livscyklusomkostninger i forbindelse med alle offentlige infrastrukturprojekter – efter samme metode. Danmark kunne med fordel gå samme vej.

Kommunerne har brug for et stærkt maskinrum med viden og redskaber, der kan gøre det let at stille de rigtige klimakrav. Sitet ”Den Ansvarlige Indkøber” er en start. Det bør udbygges og udbredes.

Ressourcer er altid en udfordring i den offentlige økonomi. Det gælder også for kommunernes vedkommende. Men en ambitiøs klimaindsats vil også betyde besparelser – fordi man køber ind efter totaløkonomi eller bruger færre råvarer i køkkenet, og fordi spild systematisk forebygges. Derfor er budskabet herfra til kommunerne og alle kandidaterne til efterårets kommunalvalg: Kom i gang! Klimaet venter ikke. :

*CO2e står for CO2-ækvivalenter og er en samlet opgørelse af alle drivhusgasser (CO2, metan, lattergas med videre)

 

Indkøb

Klima

Tilmeld dig Kommunen.dks nyhedsbrev

Cookie- og privatlivspolitik

Afmeld nyhedsbrevet

Pressenævnet
© Kommunen ApS 2017  |  CVR: 31 88 59 57