Af Redaktionen
 | 

Integration kræver viljestyrke og selvdisciplin

Det lærte jeg på min vej fra Marokko til Tune - med en afstikker til Chile. 

Det var den daværende konservative statsminister, Poul Schlüter, der i midten af firserne sagde de famøse ord: ‘Jeg er ikke så konservativ, at det gør noget...’. Om mig kan man så konstatere, at jeg ‘ikke er så muslimsk, at det gør noget’!

Jeg  er af arabisk afstamning. Jeg voksede op i Casablanca, Marokko, men allerede fra barnsben følte jeg mig anderledes. Det traditionelle muslimske samfund, de normer og regler, der gjaldt, passede ikke med min opfattelse af islam og verden. I dag sidder jeg som byrådsmedlem for Venstre i Greve, men rejsen hertil har været lang og ’bumpet’.

Mine forældre bor i Marokko. De er fortsat praktiserende muslimer, og jeg skulle da også have været gift med min fætter - men det blev, som vi nu ved, ikke til noget:

 Marokko er mere åbent på mange områder i forhold til Mellemøsten. Landet er stærkt præget af sin fortid som fransk koloni og har haft tæt kontakt til Vesteuropa. Min mor har altid ment, at jeg faldt skævt ud i familien, fordi jeg talte om rettigheder til at jeg ville kunne ytre mig frit. Det var en kamp både hjemme og i skolen, hvor jeg blandt andet blev bortvist, fordi jeg startede et kvinderåd, hvor vi kunne tale om kvinders rettigheder, religiøse rettigheder og forbud indenfor islam. Jeg var kort og godt ‘anderledes’. Jeg satte spørgsmålstegn ved tingene. Men jeg kan dog fortælle, at min mor og far i dag er meget stolte af, hvad jeg har opnået - ikke mindst, at jeg er kommet i byrådet.

 Som 18-årig flyttede jeg hjemmefra, og uden at meddele det til nogen i familien slog jeg mig ned i Chile. Et skridt, der selv for en dansk pige ville være bemærkelsesværdigt, men som næppe ville fremkalde den store forargelse eller fordømmelse.

Forelsket i Danmark

Som 21-årig rejste jeg på ferie til Danmark med en veninde, forelskede mig hovedkulds i landet, fik et barn og blev gift. Jeg blev skilt fra min første mand, men blev forelsket igen og bor i dag i Tune med min familie.

 Nu er der så bare lige det, at jeg ikke er dansk, men kommer fra Marokko og er opvokset i et muslimsk hjem.

 Sproget var ikke ligetil, men kærligheden til Danmark var der ved første blik. Den rene luft, rent vand og rent land, ytringsfrihed, ligestilling og religionsfrihed gjorde, at mit liv og min kamp går på at forblive dansk!

Jeg tog en uddannelse som social- og sundhedsassistent med medicinsk overbygning og arbejder i dag på femte år med hjerneskadede. Samtidig læser jeg til erhvervsøkonom på Niels Brock, og derudover er jeg skribent på Berlingske, Den Korte Avis og folket.dk.

Jeg kunne ikke et ord dansk for ti år siden og havde ikke været i sprogskole. Men jeg valgte at tage en uddannelse, i første omgang som social- og sundhedshjælper. Og jeg er ikke i tvivl om, at den bedste måde at integrere folk på er at sørge for, at de får et arbejde og kommer ud blandt danskere, hvor de er tvunget til at lære dansk for at begå sig og tvunget til at blive en del af det danske samfund.

Man integrerer ikke ved at give indvandrerne den samme kultur, de kommer fra, eller acceptere, at de isolerer sig i parallelsamfund.

I Danmark er der nogle grundlæggende værdier, som ingen bør give køb på. Værdier som demokrati, ytringsfrihed og dialog fremfor vold. Det skal indvandrerne lære, erkende og forstå. De behøver ikke at blive ’købt’ på bekostning af dansk kultur for at føle sig velkomne. Indvandrerne skal gøre sig fortjent til at være med i det danske rige!

Skadeligt at isolere sig

Jeg mener, at Danmark har givet meget til indvandrerne: moskeer, forbud mod svin i nogle institutioner, forbud mod håndtryk, accept af burka for at nævne noget. Jeg ser, at integrationen går tilbage på alle de områder, hvor indvandrernes følelser og motivation er afgørende. De har mistet oplevelsen af at være medborgere i Danmark, fordi man gerne vil have ejerskab af Danmark og fuld bestemmelsesret.

Derfor er det forkert at lade indvandrerne danne ghettoer. De lærer ikke det danske samfund at kende. Jeg har måttet kæmpe mig til de resultater, jeg har opnået. Jeg har valgt at være sammen med danskere i stedet for at isolere mig i et lukket miljø. Det skaber dog tryghed at være blandt sine egne, men det kan også blive en hæmsko – både for indvandrerne og for samfundet.  

Regeringen har sat sig høje mål og vil sætte massivt ind, så alle uanset baggrund kan føle sig velkomne og tage aktivt del i vores fællesskab. De vil bare ikke indse, at integrationen af flygtninge og indvandrere i det danske samfund fungerer dårligt lige nu. Så dårligt, at vi placerer os i bunden sammenlignet med andre europæiske lande! Det er en udvikling, der har stået på i lang tid, og som under denne regerings tid har taget fart og vil medføre endnu dårligere integration af den  massive strøm af indvandrere fra ikke-vestlige lande på grund af lempelser af familiesammenføringsreglerne.

Den officielle politik på indvandrerområdet handler om at få mennesker i arbejde. Det siges igen og igen. Alligevel viser ministeriets egen undersøgelse, at det ikke er lykkedes særlig godt, hvad alle også erkender. Men hvordan kan det også lykkes, når arbejdsløshed blandt etniske danskere er stigende?

Arbejde er ikke nok 

Men at arbejde – hvis det ellers lykkes at få et arbejde - er ikke nok for at kunne integrere sig. At integrere sig vil sige at få noget til at indgå i noget andet, så der kommer en helhed ud af det. Det er den korte, leksikalske definition. Men begrebets dybere forståelse i forhold til enkeltpersoners og gruppers samfundsmæssige integration er defineret af fagområder som antropologi, sociologi og socialpsykologi. Her er spørgsmålet om integration blevet set som et forhold mellem to kulturer – en majoritetskultur og en minoritetskultur. Integrationen drejer sig om disse to kulturers sammensmeltning.

 Jeg er meget glad for at bo i Tune. Her er der ikke mange indvandrere - de kan nok tælles på én hånd. Jeg tror, at mange indvandrere kunne lære en hel del om Danmark ved at bo i små landsbyer og især, hvis de valgte at deltage aktivt i det lokale foreningsliv. En vellykket integration kræver viljen til at lade sig integrere. Det hele hverken kan eller skal serveres på et sølvfad. Der skal ydes en indsats fra den enkelte indvandrer for, at det kan lykkes. Og det er sundt nok at skulle kæmpe for tingene – der skal som bekendt ‘ydes, før der kan nydes’!

De fleste mener, at indvandrere i Danmark er på den ‘røde fløj', men det er jeg ikke enig i:

Indvandrere er i bund og grund ofte liberale, men de vil bare ikke erkende det. Jeg valgte Venstre, fordi jeg ligger tættere på højrefløjen end på venstrefløjen i dansk politik. Jeg kan godt se, at mange ting i den offentlige sektor kunne forbedres med mere udlicitering. Det gælder ikke mindst antallet af sygedage i den offentlige sektor i forhold til den private sektor.

 Jeg har sat mig et mål for de kommende år i byrådet: Jeg vil bidrage til at sikre bedre pleje af de ældre og svage borgere. Det er et område, jeg brænder for. Jeg mener, at kvaliteten af pleje og omsorg kræver de rigtige hjerter og overblik og ikke bare vækst i den offentlige sektor.

 Der er også meget, der kunne gøres i forhold til integration. Men det kræver først og fremmest viljestyrke og selvdisciplin hos den enkelte indvandrer - altså, at alle kan vælge deres opførsel og reaktioner i stedet for at lade sig styre og diktere! Først da kan man integrere sig 100 procent.


Kommentarer

Du skal enten være logget ind, eller tilknyttet en IP-aftale for at kunne kommentere.

Tilmeld dig Kommunen.dks nyhedsbrev

Cookie- og privatlivspolitik

Afmeld nyhedsbrevet

Pressenævnet
© Kommunen ApS 2017  |  CVR: 31 88 59 57