Af Redaktionen
 | 

Ikke så objektive som vi tror

Journalister og spindoktorer indgår til hverdag – skjult for os andre – i et tæt forhold som medspillere.

Luderjournalistik; et begreb, der igennem årtier er blevet forbundet med rejsejournalistikken. Med luderjournalistik menes der en form for journalistik, hvor journalisten reklamerer mere eller mindre åbenlyst for en vare eller et firma. Til gengæld får journalisten en gratis rejse. Vi ser en tendens til, at det ikke kun er rejsejournalistikken, der bør kritiseres for at producere ’luderjournalistik’. Også den politiske journalistik tenderer mod at dyrke denne form for journalistik. Politiske journalister får nemlig ofte goder af spindoktorerne på Christiansborg til gengæld for, at spindoktorernes politikere får positiv omtale.

Da Anders Fogh Rasmussen (V) i 2001 gik ind i kampen for at vippe den daværende statsminister, Poul Nyrup Rasmussen (S) af pinden, introducerede han en ny politisk spiller til den danske scene; spindoktoren. Siden har spindoktoren været en stor del af det politiske magtspil på Christiansborg. Politikere bruger nemlig i stigende grad spindoktorer til at få deres budskaber i medierne, så de kan skabe politik og nå vælgerne. Det har betydet, at der i dag er kommet et tæt forhold mellem journalister og spindoktorer. Det er borgerne blevet gjort opmærksomme på i tv-programmer som ’Jersild og Spin’, og ’Mogensen og Kristiansen’. 

Ofte har programmernes fokus dog været på, hvordan journalister og spindoktorer er modstandere. Her er det spindoktorerne, som spinner journalisterne, ikke omvendt. Vi er imidlertid nået frem til en anden konklusion. På den ene side er det rigtigt, at journalister og spindoktorer til tider agerer modstandere. Her bruger de hver især spin for at nå egne mål. På den anden side er parterne også medspillere, som til hverdag forhandler om historier, forærer hinanden historier og/eller lukker historier ned. Dette forhold bør de danske borgere gøres mere opmærksomme på, fordi resultatet er, at den politiske journalistik, ligesom luderjournalistikken, ikke altid ender med en objektiv, kritisk artikel. For i en forhandlingssituation bytter man naturligvis varer. 

Usynlige spilleregler

En undersøgelse fra Roskilde Universitet af de store dagblades forsider i uge 46 i 2008 viser, at journalister sjældent finder deres historier selv. Faktisk bliver hele 75,6 procent af nyhederne medproduceret af en kilde, som en spindoktor eller kommunikationsmedarbejder. Journalisterne er derfor ikke alene om at skrive deres historier.

Selv om undersøgelsen er omkring halvandet år gammel, så får journalister stadig historier foræret. Når en spindoktor giver en historie, finder der ofte en forhandling sted. Vi har i det sidste halve år undersøgt, hvordan forholdet er mellem de politiske journalister og spindoktorer på Christiansborg. På baggrund af seks interviews med spindoktorer, seks interviews med journalister og en omfattende spørgeskemaundersøgelse, har vi fundet frem til, hvad der konkret sker, når parterne forhandler, og hvad de handler med. 

Vi er nået frem til, at der på Christiansborg findes nogle fælles, usynlige spilleregler mellem de to grupper, som de forhandler ud fra. I vores interviews giver parterne for eksempel udtryk for, at der er en gensidig respekt og tillid imellem dem. Det er derfor ikke tilladt at lyve over for hinanden, da et dårligt ry hurtigt kan sprede sig. Ingen journalist ønsker at have et dårligt ry, fordi det vil medføre, at vedkommende ikke får de gode solohistorier af spindoktoren, som redaktøren værdsætter. Omvendt vil et dårligt ry for spindoktoren betyde, at han ikke får den adgang til medierne, som hans arbejde kræver. Journalister og spindoktorer har altså hver nogle ressourcer, som den anden er interesseret i.

Forhandlinger sker typisk, når spindoktoren ringer til journalisten for at prøve at ’sælge en historie’. Her tilbyder spindoktoren en solohistorie til journalisten, hvis journalisten giver spindoktoren noget til gengæld. For eksempel kan spindoktoren kræve, at vedkommendes politiker får taletid i forbindelse med historien, eller spindoktoren kan stille sig tilfreds med at få lidt politisk sladder at vide fra journalisten. Sjældne gange forhandles der også om udgivelsestidspunkt eller placering af historien i avisen. Forhandlingerne er altid hemmelige og uden for citat, skjulte for borgerne.

Kommentatorer forhandler

Men det er ikke kun de almindelige journalister, der får historier. Også de politiske kommentatorer tager i høj grad del i forhandlingerne. Kommentatorerne er med til at fortolke politikken for befolkningen. Derfor ser vi også, at de er meget brugbare for spindoktorerne. For som en spindoktor i vores undersøgelse siger, så ”er det bedre, hvis de siger, at det, ministeriet gør, er klogt, end at ministeren selv siger, at ’det er enormt klogt, det jeg gør.’” 

Samtidig fortæller to kommentatorer om, hvordan de mødes med spindoktorer for at få intern viden, mens de til gengæld giver spindoktorerne sladder og politiske vurderinger om andre politikere:

”Hvis jeg udelukkende ringede til dem for at stille spørgsmål, og de aldrig fik noget den anden vej, så ville de nok tage telefonen og svare, men de ville gøre det lidt kort eller blive trætte af det i længden, hvis de ikke følte, at de fik noget igen,” siger en kommentator. 

Dette vidner om, hvor omfattende spillet er på en af de største magtpositioner i Danmark. 

Mediernes nye rolle 

Hvad der er iøjefaldende er, at hverken spindoktorerne eller journalisterne ser et problem i, at de forhandler. Spindoktorerne føler nemlig, at de har magten, fordi de kan skabe rammen for historien ved at arrangere events for journalisterne, sende pressemeddelelser ud m.m. Journalisterne føler omvendt, at de kritisk styrer indholdet, fordi de bestemmer, hvilke kilder der skal på historien. 

Et andet etisk dilemma består i, at borgerne ikke ved, hvornår historierne er forhandlet, og hvad der er blevet forhandlet om. For måske ville de forholde sig anderledes til en kritisk historie om Socialdemokraterne i Berlingske, hvis de vidste, at den var blevet givet til journalisten af en spindoktor fra Venstre, og at journalisten til gengæld havde tilbudt at citere Venstre-politikeren? 

Mange borgere er fortsat i troen på, at medierne er objektive vagthunde – måske fordi medierne ofte undlader at skrive afsender på historierne? Vi ser dog, at der er et afhængighedsforhold mellem journalister og spindoktorer, som kan problematisere mediernes rolle som vagthund. Ligesom med ’luderjournalistikken’ holdes visse dele af arbejdsprocessen bag den politiske journalistik nemlig hemmelig for borgerne. Derfor mener vi, at der bør tages stilling til, hvorvidt medierne skal have en ny rolle. 

Vi ser for eksempel en tendens til, at medierne bør opfattes som en ’politisk institution’, ligesom interesseorganisationerne og de politiske partier. Det bør de, fordi mediernes fokus på de journalistiske nyhedskriterier, såsom konflikt, sensation og identifikation, sætter fokus på nogle politiske sager frem for andre. Derved har medierne også nogle interesser og handler ikke ud fra objektive kriterier. Og derved legitimeres det måske ligefrem, at journalister forhandler med spindoktorer om de bedste historier.

 

Trine Møller og Charlotte Boman Hede har netop skrevet specialet ’Nyheder til forhandling – en undersøgelse af forholdet mellem politiske journalister og spindoktorer på Christiansborg’.

 


Kommentarer

Du skal enten være logget ind, eller tilknyttet en IP-aftale for at kunne kommentere.

Tilmeld dig Kommunen.dks nyhedsbrev

Cookie- og privatlivspolitik

Afmeld nyhedsbrevet

Pressenævnet
© Kommunen ApS 2017  |  CVR: 31 88 59 57