Af Carl Christian Ebbesen
 | 
Kultur- og fritidsborgmester (DF), København
Har læst økonomi på Odense Universitet. Kom i 1997 til København for at arbejde som politisk og økonomisk sekretær for Dansk Folkeparti på Christiansborg. Medlem af Københavns Borgerrepræsentation siden 2001. Kultur- og fritidsborgmester siden 2014.
Pigefodbold<br />København tørster efter idrætsfaciliteter og med nye byområder vokser behovet endnu mere. Idræt og kultur er ‘need to have i og med det er med til at binde os sammen som danskere, skriver Carl Christian Ebbesen (DF). Finn Frandsen, Polfoto.<br />
Pigefodbold
København tørster efter idrætsfaciliteter og med nye byområder vokser behovet endnu mere. Idræt og kultur er ‘need to have' i og med det er med til at binde os sammen som danskere, skriver Carl Christian Ebbesen (DF). Finn Frandsen, Polfoto.

Idræt og kultur skal tænkes ind i nye byområder:

Fodbold, gymnastik og musik binder os sammen som danskere.

København har en strategi, som går ud på, at vi skal skabe plads til de mange nye københavnere. Altså til de cirka 100.000 flere københavnere, vi forventer i 2027. Vi skal tilbyde boliger både til tilflytterne og de københavnere, som det stigende antal børnefamilier populært sagt selv laver. Så vi bygger i et omfang, der gør, at der opstår helt nye bydele. Nordhavn og Carlsberg er helt nye skud på stammen, mens Ørestad, som efterhånden har godt 15 år på bagen, udbygges med nye kvarterer.

[wpv-post-body view_template="citat-kronik"]

De mange nye københavnere skal selvfølgelig have et sted at bo, et sted at gå i skole, købe ind og så videre. De nye bydele er velforsynet med infrastruktur, shoppemuligheder, institutioner, skoler og andre vigtige servicefornødenheder. Men hvad med idræts- og kulturfaciliteterne? Samlingspunkterne, hvor de lokale mødes, dyrker deres interesserer, motion og fællesskabet? Her kniber det for alvor.

Der er et stort efterslæb i København, som indtager en bundplacering, hver gang det undersøges, hvor mange borgere der skal dele en facilitet. Det er en fast tradition, at man omkring sæsonstart kan se de store landsdækkende aviser offentliggøre tallene for de mange børn og unge, som står på venteliste til en idrætsklub i København. Vi mangler ikke klubber, men mange af de 1.400 frivillige foreninger mangler et sted at udfolde deres aktiviteter – ikke mindst idrætsforeningerne.

Københavns store efterslæb

Alle folkeoplysende foreninger i Danmark har et sæt vedtægter, en formålsparagraf og en medlemsvalgt ledelse. Jeg er sikker på, at der er mange grunde til at engagere sig i foreningernes bestyrelser. For idrættens vedkommende tror jeg, at arbejdet er drevet enten af kærlighed til sporten, fællesskabet eller et ønske om at uddanne nye sportsudøvere. Jeg er til gengæld temmelig sikker på, at der ikke er en eneste, der går ind i sportsklubbens bestyrelse og engagerer sig som frivillig med et brændende ønske om at skulle bøvle med begrænsede faciliteter, haltider eller bydele med begrænsede muligheder for at dyrke idræt.

Manglen på faciliteter i de nye bydele er en dobbelt udfordring. Dels skal de, som bor der, transportere sig til den anden ende af byen for at deltage i livet i en idrætsforening, dels skaber det et næsten ubærligt tryk på de eksisterende faciliteter. Når en by, som i forvejen er underforsynet, skal tage imod 100.000 nye medborgere om 10 år, så skal der investeres i og bygges mange flere idrætsfaciliteter.

I 2014 afsatte vi 132 millioner kroner til idrætten. En stor pose penge, men ikke nok til at imødekomme de tusindvis af nye borgeres behov for at spille fodbold eller gå til svømning. De fleste af pengene er gået til at renovere og modernisere de eksisterende anlæg, for vi har nemlig også et vedligeholdelsesefterslæb i København. Ved samme lejlighed besluttede vi, at byens idrætsanlæg skal være selvbetjente, sådan at brugerne kan låse sig ind ved hjælp af deres sundhedskort hele døgnet rundt. Systemet bruges på bibliotekerne, hvor det har fungeret til stor tilfredshed for brugerne, og det er også til dels en løsning ved idrætsfaciliteterne. Det er i hvert fald et skridt i den rigtige retning. Det er desværre et skridt, som er mest velegnet til voksne og til den selvorganiserede idræt. Det hjælper ikke foreningerne og især ikke børnene særlig meget.

Flødeskummet på kagen?

I København fik 43 procent af idrætsforeningerne flere medlemmer mellem 6 og 16 år i 2015. Det er godt nyt, men der skal samtidig være plads til, at de mange nye medlemmer kan udfolde sig. Der er brug for 11 idrætshaller, 26 kunstgræs- og fodboldbaner og tre svømmehaller ekstra i 2027 – og det er blot for at kunne opretholde det nuværende serviceniveau. Et niveau, der ikke er til at prale af.

Udsigterne til et byggeboom i den størrelse på idrætsområdet er desværre ikke gode. Til budgetforhandlingerne i september tog jeg et forslag med om at afsætte en varig pulje til nye idrætsfaciliteter hvert år. Der blev afsat penge til to nye svømmehaller og kunstgræsbaner heldigvis, men den varige pulje var der desværre ikke politisk opbakning til. Jeg tror, at en af grundene er den grundlæggende opfattelse af, at idræt og kultur ikke er need to have – det er flødeskummet på kagen, mener nogen. Sådan ser jeg ikke på det. Ikke alene har kultur og idræt en værdi i sig selv, men den er også med til at skabe sammenhængskraft og binde os sammen som danskere. Derudover er der hele sundhedsaspektet. Børn og unge skal kende vigtigheden af at dyrke motion og leve sundt, og dér skal vi fjerne forhindringerne – blandt andet ved at sørge for nok faciliteter og gode vilkår for idrætten.

Idrætten som velfærdsydelse

I den skandinaviske velfærdsmodel kan man tillade sig at mene, at det offentlige har en meget vidtrækkende forpligtelse til at sikre borgernes velfærd – måske endda i en grad så  noget bliver til kernevelfærd. Men kan vi sige, at det offentlige er forpligtet til at bygge idrætsfaciliteter udover dem, som vi skal have for at opfylde kravene til idrætsundervisning i folkeskolen? Kan vi påberåbe os, at idrætsdyrkelse er et kernevelfærdsområde? Jeg tror, det er vanskeligt. Det er så utrolig nemt at argumentere imod. Det er næsten på forhånd givet, at kommunen skal bygge institutioner, skoler og plejehjem, før der er lyst og råd til at se på idrættens behov. Så kan man selvfølgelig pege på både mig og mine forgængere i embedet som kultur- og fritidsborgmester. Man kunne få det indtryk, at vi ikke har gjort vores pointer klare i tide. Gid det var så enkelt. Men det er det ikke.

Skuepladsen for det gode liv

Vi er nødt til at tale om det gode liv og i Københavns tilfælde om det gode byliv. Jeg opfordrer til, at vi drøfter, hvad der skal til, for at vores byer bliver attraktive, moderne og tjenlige som rammen om et godt liv. Hvis resultatet er, at vi ”blot” skal inspirere borgerne til at dyrke motion, så er sagen sådan set klar. Det kan man gøre i naturen, hos en kommerciel udbyder for eksempel i et fitnesscenter eller et helt tredje sted. Så kan vi hver især nøjes med at hoppe i løbeskoene og trisse lidt rundt, hvor det nu kan lade sig gøre. Men foreningslivet kan så meget andet end det. Foreningerne kan hjælpe med integrationen, give utilpassede unge indhold i deres liv, yde social assistance, tilbyde netværk og meget mere.

Det ønske udspringer af foreningernes tradition for at tilbyde andet og mere end blot idrætten. En tur rundt i de kommunale idrætshaller vil afsløre, at brugerne ikke nøjes med at medbringe harpiks og løbesko. Der indtages store mængder kaffe og kage, udveksles historier, opdrages, knyttes venskaber og udvikles demokratiforståelse. Foreningslivet kan noget, som de kommercielle udbydere ikke kan. Foreningslivet fungerer på tværs af generationer, etnicitet, social klasse, uddannelse og politisk overbevisning. Det er i foreningerne, vi kan få afprøvet vores forforståelser og måske få nye syn på dette og hint. Og det er i høj grad med til at forme det gode liv.

Vi, som i det daglige arbejder med idrætsforeningernes vilkår og faciliteter, er nødt til at sætte vores fingeraftryk godt og grundigt på byudviklingen. Mit ønske er, at der i langt højere grad end i dag tænkes idræt og kultur ind i nye byområder – allerede når de er på tegnebrættet. Der skal reserveres byggegrunde til idrætsanlæg og bygges haller og kulturfaciliteter, når nye skoler opføres. Helt grundlæggende handler det om at sætte plads af til rammerne om foreningsarbejde, hvis vi fortsat vil sikre borgernes fritid og byernes attraktion.

 

Børn & unge

Kultur


Kommentarer

Du skal enten være logget ind, eller tilknyttet en IP-aftale for at kunne kommentere.

Tilmeld dig Kommunen.dks nyhedsbrev

Cookie- og privatlivspolitik

Afmeld nyhedsbrevet

Pressenævnet
© Kommunen ApS 2017  |  CVR: 31 88 59 57