Af Martin Nielsen
 | 
chefkonsulent, COK
Når der ikke er langt fra tanke over beslutning til udførelse, foregår ledelse løbende og udføres af de personer, som skal føre beslutningen ud i livet. Hermed er det muligt at opnå det, som rigtig mange ledere og medarbejdere i den kommunale sektor higer efter - nemlig mening og forståelse af kerneopgaven, skriver kronikøren
Når der ikke er langt fra tanke over beslutning til udførelse, foregår ledelse løbende og udføres af de personer, som skal føre beslutningen ud i livet. Hermed er det muligt at opnå det, som rigtig mange ledere og medarbejdere i den kommunale sektor higer efter - nemlig mening og forståelse af kerneopgaven, skriver kronikøren
Foto: Kim Haugaard, Ritzau Scanpix (arkivfoto)

Hellere bedre ledelse end flere ledere

Fremtidens organisationer har brug for, at medarbejdere tager ledelse på sig, skriver chefkonsulent i offentlig kompetenceudvikling Martin Nielsen.

Regeringens Ledelseskommission er netop kommet med sine anbefalinger. I anbefaling 20 skriver Ledelseskommissionen ”Offentlige ledere skal være i kontakt med det, de leder. Mange steder er ledelsesspændet alt for stort og skal gøres mindre ved at indsætte flere ledere eller arbejde med organiseringen på andre måder.”
Men spørgsmålene er, om der bare er brug for endnu flere offentlige ledere, eller om vi bør stille os selv spørgsmålet, om der overhovedet er brug for formelt udpeget ledere med retten til at lede og fordele?
Hvad nu hvis fremtidens organisationer – også inden for det kommunale landskab – slet ikke har behov for flere ledere, men blot mere og bedre organiseret ledelse?

Et belgisk synspunkt

Den belgiske forfatter og tidligere McKinsey-konsulent Frederic Laloux har brugt to år på at undersøge 12 forskellige organisationer, som alle på et tidspunkt er gået væk fra den almindelige hierarkiske måde at drifte på – og over til en organisationsform, hvor der er masser af ledelse, men ingen formelt udpegede ledere. 
I bogen Reinventing Organizations (2014), på dansk Fremtidens Organisation, beskriver han organisationsforandringen. Laloux’ pointe er, at nutidens fremherskende forståelse af ledelse er baseret på en præmis om, at en organisation kan og skal styres fra toppen. At det er ledelsens særlige ansvar at besvare spørgsmål – både om driften og fremdriften af organisationen, afdelingen eller teams.
I den kommunale sektor synes dette ’verdensbillede’ dog langt fra den virkelige dagligdag, som er langt mere nuanceret og flertydig end de klassiske forestillinger om ledere, der bedriver effektfuld og retningsanvisende ledelse. I lærebøger om offentlig ledelse fastholder vi tillige en metafor om et rationelt system, fordi en sådan opfattelse implicit forudsætter, at systemer kan designes, styres og moduleres fra et centralt sted. Vi står med andre ord i en situation, hvor de teoretiske beskrivelser af, hvordan man lykkes som leder i det offentlige, er grove forsimplinger af den virkelighed, ledere befinder sig i.

Selvledende medarbejdere

I stedet argumenterer Laloux for organisationsformer, hvor omdrejningspunktet er selvledelse, helhedstænkning og organisationens evolutionære formål. Medarbejderne, der til dagligt konkret har med organisationens opgaver, problemer og løsninger at gøre, er også dem, der bedst kan varetage ledelse i forbindelse med selve opgave- og problemløsningen. Ultimativt betyder det, at fremtidens organisation slet ikke har brug for flere – eller nogle – formelt udpegede ledere; organiseringen af ledelse er noget medarbejderne tager på sig.
Det betyder også, at ledelse ikke er forsvundet. Nærmere tværtimod. De organisationer, som Laloux har undersøgt, har stor ledelseskraft. En ledelseskraft der viser sig ved, at medarbejderne er handlekraftige og meget forandringsfleksible i deres daglige virke.
Når der ikke er langt fra tanke over beslutning til udførelse, foregår ledelse løbende og udføres af de personer, som skal føre beslutningen ud i livet. Hermed er det muligt at opnå det, som rigtig mange ledere og medarbejdere i den kommunale sektor higer efter - nemlig mening og forståelse af kerneopgaven.
Laloux tilbyder en forståelse af organisationen, som bliver skabt ud af et hverdagsliv med masser af ledelse – her forstået som ledelse af mikroprocesser. Ledelse foregår i konkrete samtaler mellem kolleger, samarbejdspartnere, borgere og brugere, og ledelse kommer hermed til at handle om, hvordan deltagerne agerer i forhandlingsrummet på mikroniveau, hvor mange intentioner og dagsordener er i spil.

Interesseret i et abonnement? – klik her

Log ind på Kommunen.dk
Glemt kodeord?

Arbejdsmarked

HR & uddannelse

Organisation & ledelse

Tilmeld dig Kommunen.dks nyhedsbrev

Cookie- og privatlivspolitik

Afmeld nyhedsbrevet

Pressenævnet
© Kommunen ApS 2017  |  CVR: 31 88 59 57